25. juni 2016

 
flashback.png
kirkegården.png
 

Kl. 08.00

Det værste er at vågne om morgenen.

Jeg kan mærke uroen fra toppen af mit hoved, ud i fingerspidserne, i hjertet, ned gennem benene og helt ud i tæerne. Jeg har undervurderet sorg og overvurderet mig selv.

Benjamin har fødselsdag i dag. Han har ikke ønsket nogen form for fejring, så vi vil bare prøve at gøre dagen hyggelig for ham.

Jeg fik ham op og ud på en gåtur. Han skulle bruge nogle sandaler, og min mor ville gerne give ham et par, så vi gik til Buddingecentret for at finde et par sandaler. Det lykkedes desværre ikke, så vi købte morgenmad på vej tilbage.

Hver gang jeg ser børn, store som små, tænker jeg at de skal passe på sig selv, fordi livet er så skrøbeligt. Hvis jeg ser børn sammen med sine forældre, tænker jeg at forældrene er heldige, og at deres børns liv er det vigtigste de har. Jeg håber dermed, at de værner ekstra meget om dem, fordi jeg har mistet mit barn.

Vi åbnede og læste 150 kort som havde været vedlagt alle blomsterne.

Lige så snart virkningen fra de beroligende piller ophører, handler det hele om sorg, død, ulykke og ensomhed. Jeg ser stadig stenen vælte og drømmer om, at det var gået anderledes. Parallelt forestiller jeg mig selv siddende alene i vores nye hjem, ensom og trist, ved spisebordet i stilhed. Det er en stor frygt jeg har, at det skal blive sådan.

Vi tog til kirkegården for at se alle blomsterdekorationerne fra kirken og for at se Noams grav nu med jord på. Blomsterhavet var overvældende og helt vildt smukt, men jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til, at han nu ligger der. Den lille krop. Min lille dreng. Jeg føler ikke noget konkret, som jeg kan sætte ord på, når jeg står der foran Noams grav, så jeg reagere med vrede indad.

Vi tog videre på tur til Magasin, for at se om Benjamin kunne finde sandaler der. Det kunne han ikke, så nu vil han købe dem på nettet. Jeg er trist og uden energi, når vi går rundt ude blandt det daglige liv. Folk ved ingenting. Jeg kigger efter forbipasserende børn. Tænk hvis jeg kunne genkende noget fra Noam i dem. Jeg gik hen mod børnetøj og plejeprodukter. Jeg ønsker Noam. Jeg udstråler ingen glæde.

Livet går videre udenfor, og ingen kan mærke vores indvendige smerte.

Peter kom med en foræring, som han kaldte det, for det måtte ikke være en gave. Det var en bog fra hans egen bogreol, som han selv var glad for. Benjamin blev glad.

Vi har spist (fødselsdags) grillmiddag hos Benjamins forældre. Det er altid roligt og hyggeligt, men jeg ved at det dårlige humør og mørket lurer lige under overfladen. Benjamin beskriver det som en uro. 25 år og far, men ingens far.

Jeg kan godt hygge mig, men ikke for længe af gangen så får jeg nok og vil væk fra selskabet. Jeg vil helst gå ubemærket, så jeg opholder mig som regel ved nærmeste udgang. Jeg kan ikke finde ro, selvom mit sind er tomt og jeg er fokuseret på noget andet.

Mit hjerte er begyndt at gøre ondt, og små ting, som et tillykke på en anden persons facebook væg, kan irritere mig.

Der er rigtig mange mennesker der tilbyder deres hjælp, men det giver ikke mening for mig at skulle noget uden Noam, og jeg kan ikke planlægge hvad jeg vil i den nærmeste fremtid, for jeg ved ikke engang hvad jeg vil nu og her.

Jeg ser graven tildækket. Jeg ser hans frosne krop. Jeg ser hans kæbe, de indsunkne øjne. Jeg ser skrammerne i hans ansigt. Jeg ser hans sammenhæftning efter obduktionen. Jeg ser alt blodet, jeg kan lugte det. Jeg ser panikken. Jeg kan mærke panikken. Jeg ser den livløse krop. Jeg ser stenen ligge. Jeg ser stenen vælte. Jeg ser os tage hinanden i hånden og gå videre. Jeg føler ingenting. Jeg føler alting. Jeg føler afmagt. Vrede.