27. juni 2016

 
kedafdet.png
psyko2.png
uvenner.png
 

Vi har sovet længe i dag (kl. 09.40), men jeg sover ikke tungt i morgentimerne. Jeg rumsterer rundt og tvinger mig selv til at holde øjnene lukket og blive liggende.

Nanna  og Johanne kom forbi med is om formiddagen, Andreas var der også. Det var rigtig rart bare at sidde sammen i haven.

Jeg får hele tiden spørgsmålet “Hvordan går det?”. Det virker oftest som om spørgsmålet stilles som en standard-høflighedsfrase, for når jeg som oftest svarer “fint”, bliver mit svar accepteret. Andre gange nuancerer jeg mit svar, hvis jeg mener den spørgende kan tåle bare en brøkdel af sandheden, og fortæller at det går op og ned. Det går bestemt ikke fint. Det går op og ned. Det går mest op når den beroligende pille virker, og når jeg er sammen med nogle, jeg har lyst til at være sammen med. Ellers går det mest bare ned. Det meste foregår faktisk på bunden.

Vi har været hos psykologerne i dag, og det var hårdere end de andre gange. Jeg var mere ked af det og græd mere, end jeg har gjort før, mens Benjamin var mere fattet. Han er begyndt at åbne sig op og fortælle om nogle gode ting. I dag handlede det om begravelsen, vores tanker, hvordan vi har det og om den vrede jeg føler omkring et erstatningsbeløb og hele den sag. Psykologerne spurgte ind til gravstedet, og så talte vi også om sommerplaner.

Jeg føler, at folk tænker jeg er den stærke, og at jeg derfor skal tage hensyn til Benjamin, når han har det hårdt. Det er svært. Benjamin føler at alle er over ham. Han synes det er hårdt med al den omsorg, som omhandler berøring. Han kan ikke udholde flere hænder på skuldrene, nusning på ryggen eller en kærlig hånd på låret. Han har fortalt mig, at det kun er mig, der må drage omsorg om ham med berøring.

Jeg har ikke ville besøge graven, fordi jeg har ikke vil se alle de visne blomsterkranse fra begravelsen på Noams grav.

Det er hårdt at være til psykolog. Jeg har været vred, og jeg og Benjamin er lidt uvenner. Vi har svært ved at rumme hinandens små ting.

Jeg har generelt svært ved småting. Jeg kan ikke rumme spørgsmål, hvor jeg skal tage stilling til noget, ikke engang bare små ting. Jeg bliver spurgt om hvad jeg har lyst til, om vi skal det ene eller det andet, om den spørgende skal være her eller der, gøre sådan eller sådan. Jeg ved det ikke. Jeg er ligeglad. Jeg har ikke lyst til noget. Jeg har mistet min 2 årige søn, og der er intet I kan gøre.

Jeg har sovet.

Vi har endelig modtaget overdragelseskontrakten til lejligheden, og den er videresendt til banken.

Vi har spist burger sammen med Anders og Anette, men mit humør var stadig dårligt, og jeg er stadig uvenner med Benjamin.

Jeg har siddet på en kedelig tilfældig bænk i Søborg og været ked af det. Jeg er træt af ikke at kunne håndtere mig selv eller være mig selv. Når man mister et barn, mister man meget mere end bare det fysiske barn. Vi har mistet vores humør, vores søvn, vores forstand og vores samvær. Vi har mistet vores kunnen til at gide noget, vores kunnen til at være alene og vores kunnen til at klarer en hverdag. Jeg føler mig som en doven teenager med konstante humørsvingninger - primært vred. Jeg ved at jeg er en voksen kvinde, en mor uden et barn og uden et formål for dagen, med en dyb sorg som jeg ikke selv forstår endnu, men som jeg skal leve med resten af mit liv.

Jeg kom til at tænke på mig selv som helt gammel ligesom min oldemor. Selv i den alder vil jeg stadig mangle et barn. Det kan blive et meget langt liv uden Noam. Jeg har svært ved at forstå, at det er permanent. Jeg forstår ikke, at det skulle ske for os.

Jeg har ringet til Ida og vi har aftalt at ses i morgen.

Jeg har lyst til bare at gå i seng, men jeg har allerede sovet nogle timer i løbet af dagen, og jeg har ikke lyst til at have nogle vågne timer i nat. Jeg har overvejet at tage en ekstra sovepille. Jeg er ikke ude på at tage mit eget liv, selvom rigtig mange ting ville være lettere for mig, men ikke for nogen andre. Den her tid handler om Noam. Min og alle andres sorg handler om Noam. Han skal have vores kærlighed og vores opmærksomhed, det kunne jeg ikke finde på at afbryde med en dramatisk død. Tænk hvis Benjamin tager sit eget liv og efterlader mig her alene i sorgen. Jeg ville ikke kunne tilgive ham.

Noam var min dags højdepunkt. Noam var al min glæde. Noam var hele mit liv. Noam var det smukkeste og det bedste jeg har udrettet. Noam var mit ønske, han var min drøm og min virkelighed. Noam var min gode side. Han var mit livsstykke, min ballademager, min stolthed. Noam var for god til at være sand. Noam var uperfekt og perfekt. Han var selvstændig og stædig. Han var et barn og ubekymret. En sjældenhed. Særlig. Noam var udspekuleret og klog. Han var fræk og humoristisk. Han var kram og kærlighed. Han var min og han var vores lille kærlighed. Vores fælles kærlighed. Familie.

Jeg går og drømmer om, at vi lige præcis nåede at lave en lillebror eller - søster inden ulykken, så jeg kunne have en baby inde i maven nu, og vi havde noget at se frem til.