8. juli 2016

 
kedafdet.png
 

Vi stod op kl. 9.00 og kom i bad, hvilket ikke er en hverdagsting. Jeg skulle møde Sofie F. i vores nye lejlighed mellem 11-12, så vi tog derhen for at ordne lidt videre inden da. Min mor havde omplantet en stor del af vores planter, som vi tog med i bilen. Vi købte morgenmad på vejen. 

Sofie kom kort efter, vi havde tømt nogle kasser og spist lidt morgenmad. Benjamin hilste på hende og kørte så på tur. Jeg kender hende fra gymnasiet. Hun var min engelsklærer, og jeg så op til hende.

Efter lidt smalltalk i køkkenet fortalte jeg hende, hvorfor jeg havde reageret på hendes facebook-opslag og kontaktet hende. Hun havde overhovedet ikke set det komme, da jeg fortalte hende om, hvad der var sket med Noam. Jeg havde ikke nævnt noget om det før, hvilket jeg måske skulle have gjort. Sådan en snak kræver en advarsel, men hun sagde, at det var okay. fordi hun nok ville have sagt, at hun ikke var passende til sådan en form for samtale, hvis hun havde fået det af vide i forvejen.

Jeg græd, da jeg fortalte hende om, at vi lige havde mistet Noam i en ulykke. Jeg lavede kaffen færdig, og vi satte os i sofaen. Hun spurgte til ulykken. Jeg fortalte hende alt. Hele historien, om dagen med ulykken og dagene efter. Da jeg var færdig, var hendes reaktion “Hold da kæft”. Hun havde grædt stille sammen med mig. Vi snakkede længe bagefter om alt muligt.

Trods situationen var det rart. Jeg følte mig tryg. Hun sagde, at det var meget liv at leve på meget kort tid. Inden hun gik ud af døren, sagde hun, at jeg endelig måtte skrive igen - eller lade være. Jeg overraskede hende med vores historie, men hun tog det pænt. Hun kunne tage hjem, dele det, få en krammer og leve videre.

Kort efter hun var gået, kom Benjamin. Han havde været i Harald Nyborg og hos min mor. Han havde kedet sig og var ked af det indeni. Jeg var glad for, at han var hurtigt tilbage hos mig. 

Jeg ved at Benjamin er meget ulykkelig og ked af det, selvom han holder følelserne inde. Jeg håber ikke, at han holder for meget for sig selv. Jeg ved, at han ikke fortæller mig alt. Jeg ved, at han skåner mig for ubehagelige tanker og følelser, fordi jeg ved, at jeg skåner ham for det samme. Vi har oplevet meget sammen på kort tid.

Benjamin havde aftalt med Anders, at han skulle komme og hjælpe med at hænge ting op, og de skulle hente vores nye komfur. Vi målte op og satte prikker på væggen, inden han kom. De fik hængt rigtig mange ting op, og jeg var alene imens de hentede komfuret, så jeg gik på opdagelse i kælderen, hvor der skulle være et bytterum og et værksted. Jeg fandt det ikke, eller jeg kunne ikke komme ind, fordi døren var låst med kode. 

Vi tog hjem for at spise aftensmad hos min mor, Sofie var der og spiste med. I dag var det en fra mit studie, Christian, der havde lavet lækker mad til os alle. 

Ian kom ind af døren, da Benjamins forældre var på vej hjem, og vi andre havde delt en chokolade. Jeg blev i stuen her til aften, selvom jeg flere gange havde overvejet at gå på værelset for at se TV. Vi gik op sammen. Dagen havde været lang, så der var meget at skrive om, hvilket jeg fik gjort imens Benjamin så Matrix.

4. juli 2016

 
 

Vi var oppe kl. 8.00. Mit indre ur havde vækket os. Vi skulle ringe til vores læge på Vesterbro for at få noget vejledning.

Lægen var flink, han forstod vores svære og komplicerede situation. Han bestilte en tid til blodprøvetagning i Søborg og sagde, at vi skulle have kontakt til en psykiater, som kunne styrer og overvåge vores medicinforbrug især i forhold til min graviditet. Han syntes, at det var en god ting, at vi skulle have en baby trods vores situation. Han sagde, at jeg skulle bestille tid hos min nye læge i Gentofte. Vi talte sammen i et kvarters tid.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til en graviditet, der var så ønsket, og som alligevel mest føles uoverskuelig. Ni måneder er lang tid at vente på en baby, men det er kort tid til at bearbejde sorg. Min krop skal kunne bærer det barn her og sørge for, at det bliver helt perfekt fuldbårent og uden komplikationer.

Vi startede med at tage til blodprøvetagning, og så gik vi i Menu for at købe yoghurt. Da vi kom tilbage, var min mor og Frank stået op. De havde sovet dårligt.

Vi fik fortalt min mor om graviditeten, og hun fortalte det til Frank. Vi aftalte at holde det tæt, så det kun var den nærmeste familie, som vidste det. Vi skulle handle hurtigt i for at finde ud af, om vores medicin kunne påvirke et fosters udvikling.

Vi tog til Elgiganten. Nanna skulle have en computer til studiestart, så vi i endte i ComputerCity og kom ud med en Macbook. Hun blev glad. Vi satte hende af i Søborg bagefter og kørte videre til min far i Albertslund. Vi skulle kigge på ting til lejligheden, som vi havde til opbevaring hos ham.

Vi kørte på McDonald's på vejen tilbage til Jægersborg, hvor min mor og Frank var for at ordne videre. Vi pakkede lidt flere bøger ud på reolen.

Jeg er begyndt at tænke rigtig meget på graven, fordi vi ikke har været der siden han blev begravet. Der skal vi snart ud.

Jeg var blevet træt, så vi kørte hjem fra Jægersborg. Jeg lå i sengen og så TV, mens Benjamin spillede computer.

Nanna kom med aftensmad. Hun havde lavet lækre hjemmelavede samosas og bulgursalat. Nanna er så sød og god.

Benjamin gik på værelset. Han finder ting på nettet til vores hjem. Lige nu leder han efter hårde hvidevarer. Anette gik op til ham, og han fik fortalt om graviditeten, som er med mange blandede følelser. Anette tog det også med blandede følelser, men alle er enige om, at vi godt kan håndtere et barn trods alt det her, og at det er det helt rigtige, at vi skal have et barn mere, fordi det var det, vi ønskede inden Noam døde.

Anton kom for at hente Nanna. Frank tog is frem, og så sad vi bare os fire lidt sammen i stuen. Min Mor, Frank, Benjamin og jeg.

Vi skulle lige tømme bilen for møbler, inden vi kunne gå i seng.

Det har været en lang dag.

Jeg tænker stadig rigtig meget på ulykken. Den gentager sig inde i mit hoved. Blodet, skriget, stenen. Hele situationen. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke ønsker og drømmer, at vi var gået en anden vej. Den beroligende medicin hjælper heldigvis på det.

15. juni 2019

Den 15. juni 2016 mistede jeg min søn Noam i en voldsom ulykke på Vestre Kirkegård, da en gravsten væltede over ham og dræbte ham på stedet. Både jeg om min mand var til stede og overværede ulykken. Det ødelagde vores velkendte og gode liv at miste vores dreng – et liv vi besluttede os for at leve. Det skabte ikke kun et tomrum for den plads, han havde udfyldt i vores liv og i vores hverdag. Det skabte tomrum og kaos i alle aspekter af hvem vi var som mennesker og hvem vi var igang med at udvikle os til at blive, begrebet om hvem og hvad familie og venner var blev redefineret og alt blev vendt på hovedet. Tanker og følelser, som jeg ikke troede var muligt at tænke eller føle, fyldte min krop og blev min hverdag.

Vi fik hjælp – vi tog imod al den hjælp, som vi fik tilbudt, vi har arbejdet med os selv og taget vores kampe. Alt sammen noget, der har været med til at få os tilbage til et mere almindeligt liv, et liv med lykke, et liv der er værd at leve, igen som en familie.

I dag er det tre år siden, at vi mistede vores toårige dreng, Noam.

Dagen efter ulykken fik jeg foræret en grøn notesbog af min barndomsvenindes mor med ordene om, at jeg kunne skrive lidt, hvis jeg havde lyst. I stuen hos min mor, hvor vi boede efter ulykken, blev der aftalt, at bogen kunne ligge på spisebordet, så alle, der fik lyst, kunne skrive en hilsen til os eller til Noam, nogle umiddelbare tanker eller ting vi skulle og aftaler vi havde, men hurtigt blev det min bog. Jeg skrev hver dag, hvad vi lavede, og til at starte med turde jeg ikke at skrive mine tanker ned, da det var en fælles bog, og jeg ville ikke udsætte nogen for at læse om de tanker, jeg havde. Derfor skrev jeg tanker og følelser ned bagfra i bogen, indtil det udelukkende var min bog. Efterfølgende har jeg fyldt otte bøger, én dag af gangen, gennem den process, som vi gik igennem, efter at have mistet det menneske, vi holdt allermest af.

Gennem de seneste tre år har jeg givet et sporadisk indblik i mine tanker og følelser om at miste på mine sociale medier. Altid ærligt, men også bearbejdet, selekteret og censureret. Jeg har altid først delt ting, når processen har været igennem mit system og når jeg klarsynet har kunne formulere et par fine og velformulerede konkrete sætninger, som jeg har kunnet få lidt kærlighed og måske forståelse tilbage på som respons. I perioderne hvor jeg har haft det hårdt, været ked af det, frustreret eller vred, har mine delinger været korte og oftest bare emojis, fordi det er rigtig svært at være ærlig og sårbar på samme tid. Sorg er alting, og sorg er mere end sporadiske velformulerede sætninger om tanker og følelser. Det er gøren, det er en proces, der er i gang hele tiden, det er hverdag. En hverdag, jeg har beskrevet i min dagbog.  

Jeg har besluttet mig for at dele mine dagbøger her på siden, dag for dag, ucensureret, helt råt og bundærligt, som jeg skrev det for tre år siden. Det er en hård virkelighed, en hverdag og et ødelagt “jeg” I vil møde til at starte med, men et “jeg” der gennemgår en utrolig stor udvikling.

Jeg er undervejs ked af det, jeg er intet, jeg er vred, jeg er grim, jeg er ufornuftig og jeg er alt for konsekvent. Alt det man helst ikke vil være. Men jeg er også et menneske, der er igennem mit livs hårdeste process. En proces, hvor der kommer irrationel vrede, der kommer ny kærlighed og senere kommer der en genkendelig hverdag, fornuft og refleksioner.

Jeg vælger at dele det hele for ikke at være den, der bestemmer, hvad der er relevant og hvad der ikke er relevant i en proces med sorg, og fordi jeg ikke ville kunne forklare med mine egne ord i dag, hvad det præcis er, man går igennem. Jeg lader alle læse, fordi jeg gerne vil skabe forståelse for og sætte fokus på, hvor meget det kræver at miste. Jeg vil give et indblik i hvor hårdt arbejde det er, at intet er som det plejer og hvor vigtigt det er, at man får hjælp, støtte og tid af sig selv, af sine venner, sin omgangskreds og af systemet, efter at have mistet, for at kunne leve med døden. Hver dag de næste to år, vil I kunne læse min dagbog og følge livets gang efter at have mistet mit allerkæreste. Sideløbende vil I kunne lytte til en podcast-serie, som jeg laver i samarbejde med Josefine Pil. Podcast-serien tager afsæt i dagbøgernes indhold og forløb for at blive klogere på sorgens proces ud fra min fortælling. Jeg vil tale med de mennesker og fagpersoner, som har været involveret og med til at hjælpe. Jeg håber inderligt, at I vil tage imod mig med et åbent sind. Tak fordi i læser med.

// Anne-Louise, mor til Noam.