5. september 2016

 
drøm.png
psyko2.png
 

Noam var med i min drøm i nat. Vi skulle bare spole tiden lidt tilbage, så ville han være hos os, men chancen for, at hans personlighed ville ændres, inden han nåede den alder, han skulle have, var stor, men den chance ville vi gerne tage, så vi blev spolet tilbage til livet med vores lille stavrende et-årige dreng. 

Benjamin er kørt afsted til første studiedag eller undervisningstime. Han skal møde fra 9-10 men har fået en masse læsning for. Vi skal mødes bagefter for at cykle til psykolog. 

Jeg er 14 uger henne i dag, og endnu ikke klar til at sige det til nogen. Vi har besluttet, at vi kan bestille en skanning om 14 dages tid for at få tilstand tjekket og køn bekræftet og så, så småt, begynde at fortælle det til folk. Så er der fem måneder tilbage, og det er tre måneder siden ulykken. 

Min cykel stod ved Bispebjerg, så jeg tog 6a og cyklede resten af vejen til byen. Hver gang jeg ser forældre cykle med deres små børn uden cykelhjelme på, har jeg lyst til at råbe efter dem. Jeg har lyst til at råbe, “hvad bilder i jer ind”, og “jeg har set hvordan et knust barnehoved ser ud”, men jeg gør det ikke. 

Jeg gik tidligt. Den oprindelige plan var, at jeg allerede skulle gå kl. 13 for at nå psykologerne kl. 13.30, men jeg gik allerede lidt i tolv. Jeg mødtes med Benjamin og Andreas. Det føles forkert bare at stikke af fra det hele, men jeg vil allerhelst bare være sammen med Benjamin. Vi spiste et pizza slice og tog mod psykologerne. 

Jeg har skrevet til whippet-ejere og -kenneler for at høre, om de har hvalpe eller planer herom. Jeg er klar til, at vi får en hund. 

I dag hos psykologerne snakkede jeg, fra jeg kom, til vi gik. Jeg nåede at blive irriteret over min egen stemme. Anne lader mig bare snakke, og hvis hun vil hører mere om noget bestemt, beder hun mig uddybe. 

Mit forløb med Anne er meget anderledes end Benjamins forløb hos Palle. Mit forløb virker til at være det, man ser på film. Hvor patienten ligger og taler med en stillesiddende psykolog med en blok i hånden, mens Benjamins forløb er sådan, som man forestiller sig, det ville være at gå til psykolog i den virkelig verden. Hvor man skal svare på hvilke tre ord, der først falder en ind, og der bliver stillet opgaver, man skal se, om man kan løse indtil næste psykolog time. Sat på spidsen. Vi er meget forskellige og har brug for meget forskellige tilgange og behandlingsmetoder. Det fungerer super godt, og det er rart at være der. 

Vi cyklede til Jægersborg. Vi havde købt et nøglebræt, som vi fik hængt op, efter vi havde set serie. 

Silja kom kort forbi for at hente det spejl, jeg havde fundet til hende på loppemarked i løbet af sommeren. Hun er sød, og hun turde spørge ind til, hvordan vi har det, og hvad der sker i vores liv. Det er hårdt at svare på, men rart ikke at skulle lades som om, det hele var noget andet.