9. juli 2016

 
flashback.png
 

Vi var kun lige vågnet, da Benjamin læste en sms fra Peter om at han ville komme med morgenmad, hvorefter vi hørte ham træde ind af døren. Jeg var irritabel fra morgenstunden. 

Vi spiste sammen. Jeg havde svært ved samtalerne. Jeg blev irriteret over, jeg ikke måtte holde mine fødder op af Benjamin. Jeg kunne mærke uroen i hele min krop. Efter morgenmaden kørte vi til Jægersborg. 

Anders og Anette hjalp med at lægge tøj på plads og hænge flere ting op. Min mormor kom forbi, hun havde en fin plante med af hendes egne. Min far kom. Han var ked af det. Det var virkede mærkeligt, fordi vi selv arbejde så meget for ikke at være kede af det hele tiden, og vi var allerede blevet bedre til det de seneste tre uger. Vi reagerede mere indeni, end ud af til, som han nu kom og gjorde. Min mor og Frank kom lidt efter, så lejligheden var fyldt af folk. Lidt efter lidt tog de afsted, og vi kørte hjem med Frank som de sidste.

Vi får så mange ting foræret, penge og gaver. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil være taknemmelig, og at jeg er taknemmelig, og at folk gør det for at hjælpe os og trøste os. Men det føles samtidigt så ligegyldigt at have alle de lækreste ting. Det føles tomt at sige tak, fordi vi mangler det vigtigste, et liv, som var det vigtigste liv af alle. Men jeg ved godt, at det her hjem og de her ting skal hjælpe os tilbage til et almindeligt liv. 

Da vi kom hjem, lå vi foran TV’et. Benjamin følte sig rastløs og tog en tur i IKEA. Jeg blev liggende og blev ked af det, fordi jeg savner Noam, men hver gang jeg tænker på ham, ser jeg ulykken. Forskellige situationer og fragmenter om og om igen. I dag var det om øjeblikket, hvor jeg med det samme vidste, han var død. Jeg ser hans næsten lukkede øjne, mærker hans knuste hoved og hans slappe og livløse krop. Jeg tænker på hans lille størrelse, og så tænker jeg på den store sten vælte. Jeg bliver så ked af det. Jeg er ked af det, så dybt sådan noget kan sidde i kroppen. Samtidigt med at jeg er frustreret over, at jeg ikke kan savne ham, som jeg ved at jeg gør. 

Jeg havde ikke lyst til at være med til mad, og Benjamin var ikke kommet tilbage til mig efter tur. Han var taget direkte til sine forældre. Jeg havde brug for, at han var kommet tilbage til mig. Vi spiste sammen alligevel, men jeg gik hurtigt retur. 

Camilla ringede og spurgt,e om jeg havde lyst til at se hende og Christian. De inviterede på vin, men jeg er ikke klar til at gå sådan ud endnu. Jeg må se, hvornår jeg er klar til den “virkelige verden”. Jeg kan dårligt nok holde ud at se folk i trygge omgivelser.

Sofie spurgte mig i går, om det var fedt at få børn, hvilket jeg svarede “ja selvfølgelig” til efterfulgt af standarderne, som alle forældre siger. Jeg har tænkt meget videre over, hvad jeg kunne have svaret på netop det spørgsmål. Det bedste ved at få børn er, at alt man giver, får man ubetinget igen. Og hvis man får børn sammen med en, man elsker, er det helt unikt at blive forenet i så stor en kærlighed, som man skal nyde og opleve sammen gennem livet. Det bedste ved at få børn er barnet. Det næstbedste er den, man får det med. 

Jeg savner Noam så meget, men mit hoved tillader ingen gode minder. Jeg kan kun se ulykken om og om igen. Fra forskellige perspektiver med forskellige detaljer. 

Nu kan jeg ikke overskue mere dag.

25. juni 2016

 
flashback.png
kirkegården.png
 

Kl. 08.00

Det værste er at vågne om morgenen.

Jeg kan mærke uroen fra toppen af mit hoved, ud i fingerspidserne, i hjertet, ned gennem benene og helt ud i tæerne. Jeg har undervurderet sorg og overvurderet mig selv.

Benjamin har fødselsdag i dag. Han har ikke ønsket nogen form for fejring, så vi vil bare prøve at gøre dagen hyggelig for ham.

Jeg fik ham op og ud på en gåtur. Han skulle bruge nogle sandaler, og min mor ville gerne give ham et par, så vi gik til Buddingecentret for at finde et par sandaler. Det lykkedes desværre ikke, så vi købte morgenmad på vej tilbage.

Hver gang jeg ser børn, store som små, tænker jeg at de skal passe på sig selv, fordi livet er så skrøbeligt. Hvis jeg ser børn sammen med sine forældre, tænker jeg at forældrene er heldige, og at deres børns liv er det vigtigste de har. Jeg håber dermed, at de værner ekstra meget om dem, fordi jeg har mistet mit barn.

Vi åbnede og læste 150 kort som havde været vedlagt alle blomsterne.

Lige så snart virkningen fra de beroligende piller ophører, handler det hele om sorg, død, ulykke og ensomhed. Jeg ser stadig stenen vælte og drømmer om, at det var gået anderledes. Parallelt forestiller jeg mig selv siddende alene i vores nye hjem, ensom og trist, ved spisebordet i stilhed. Det er en stor frygt jeg har, at det skal blive sådan.

Vi tog til kirkegården for at se alle blomsterdekorationerne fra kirken og for at se Noams grav nu med jord på. Blomsterhavet var overvældende og helt vildt smukt, men jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til, at han nu ligger der. Den lille krop. Min lille dreng. Jeg føler ikke noget konkret, som jeg kan sætte ord på, når jeg står der foran Noams grav, så jeg reagere med vrede indad.

Vi tog videre på tur til Magasin, for at se om Benjamin kunne finde sandaler der. Det kunne han ikke, så nu vil han købe dem på nettet. Jeg er trist og uden energi, når vi går rundt ude blandt det daglige liv. Folk ved ingenting. Jeg kigger efter forbipasserende børn. Tænk hvis jeg kunne genkende noget fra Noam i dem. Jeg gik hen mod børnetøj og plejeprodukter. Jeg ønsker Noam. Jeg udstråler ingen glæde.

Livet går videre udenfor, og ingen kan mærke vores indvendige smerte.

Peter kom med en foræring, som han kaldte det, for det måtte ikke være en gave. Det var en bog fra hans egen bogreol, som han selv var glad for. Benjamin blev glad.

Vi har spist (fødselsdags) grillmiddag hos Benjamins forældre. Det er altid roligt og hyggeligt, men jeg ved at det dårlige humør og mørket lurer lige under overfladen. Benjamin beskriver det som en uro. 25 år og far, men ingens far.

Jeg kan godt hygge mig, men ikke for længe af gangen så får jeg nok og vil væk fra selskabet. Jeg vil helst gå ubemærket, så jeg opholder mig som regel ved nærmeste udgang. Jeg kan ikke finde ro, selvom mit sind er tomt og jeg er fokuseret på noget andet.

Mit hjerte er begyndt at gøre ondt, og små ting, som et tillykke på en anden persons facebook væg, kan irritere mig.

Der er rigtig mange mennesker der tilbyder deres hjælp, men det giver ikke mening for mig at skulle noget uden Noam, og jeg kan ikke planlægge hvad jeg vil i den nærmeste fremtid, for jeg ved ikke engang hvad jeg vil nu og her.

Jeg ser graven tildækket. Jeg ser hans frosne krop. Jeg ser hans kæbe, de indsunkne øjne. Jeg ser skrammerne i hans ansigt. Jeg ser hans sammenhæftning efter obduktionen. Jeg ser alt blodet, jeg kan lugte det. Jeg ser panikken. Jeg kan mærke panikken. Jeg ser den livløse krop. Jeg ser stenen ligge. Jeg ser stenen vælte. Jeg ser os tage hinanden i hånden og gå videre. Jeg føler ingenting. Jeg føler alting. Jeg føler afmagt. Vrede.



19. juni 2016

 
ullykke.png
flashback.png
 

Skrevet d. 19 Juni 2016, om den 15 juni 2016

Solen skinnede, Benjamin og jeg var på vej til vandet ved Hellerup for at spise vores  medbragte hjemmelavede frokost-sandwichs inden vi hentede Noam i vuggestue. Vi kørte i bilen den sidste gang fra Jægersborg, hvor vi hele dagen havde kørt flyttekasser til kælderrummet i vores nye hjem. Jeg tog mig selv i at tænke, at det var en god dag.

Vi sad for enden af en villavej på kanten ud til havet. Uden at mågerne opdagede det, delte jeg mit brød med et par ænder der vraltede rundt foran vores fødder. Benjamin havde lyst til is, da vi havde spist færdig, men jeg var mæt, så vi aftalte at køre efter Noam tidligere end planlagt. Vi ville købe is med på vejen, som vi alle tre  kunne spise sammen, mens vi gik en tur på Vester kirkegård. Vi besluttede at gå tur i en anden del af kirkegården, end vi plejer for at prøve noget nyt, nu hvor vi alligevel havde bil og kunne køre derhen.

Vi købte is i Rema 1000. En pakke med tre stk. Det var varmt, så vi foldede min trøje om isene, lagde dem i skyggen i bilen og skyndte os mod vuggestuen. Ved vuggestuen aftalte vi, at Benjamin pakkede bilen med barnevogn og Noams motorcykel fra  morgens gåtur dertil, mens jeg gik ind efter Noam.

Jeg startede med at “tjekke ham ud” på Ipaden i fællesrummet. Jeg smilede af hans billede på skærmen, han var så lille på det foto.

Jeg gik til hans stue. Mit blik ledte efter ham et sekund blandt alle de andre lyshårede børn, men hans meget røde og nye t-shirt skar igennem. Hans hår var uglet og hans lange sokker hang om anklerne, så de små firkantede knæ var bare under de mørkeblå shorts. I det han så mig, satte han i et hop hen imod mig. Jeg satte mig på hug og hviskede til ham, at Far havde noget i bilen til os. Han løb afsted mod sit skab. Da jeg skulle til at sige tak for i dag og følge med min hoppende dreng, fortalte Charlotte at Noam havde bidt i dag. Jeg svarede, at vi arbejde på det derhjemme, hun svarede at det vidste hun godt, og at de også arbejder med det i vuggestuen. Det går åbenbart på tur, hvem der bider og hvem, der bliver bidt. Noam var blevet bidt dagen før og havde et stort tandmærke på sin overarm, det var Liva (Viva, som Noam kaldte hende).

Jeg takkede af og hørte Noam råbe “mig gave”, mens han pegede på sig selv. Jeg fortalte at der ikke var nogen gave, men at far ventede på os med is i bilen. Jeg mindede ham om, at han lige havde fået en ny t-shirt, som han havde på. Han fik sandaler og kasket på og skulle lige kigge i de andre børns skabe, inden han var klar til at gå. Han løb gennem institutionen og stillede sig på tæer for at åbne døren. Jeg tog sko på og hjalp ham ud. Da vi nåede til porten, spurgte jeg om han kunne se sin far, og jeg pegede på Benjamin, som satte sig på hug og åbnede armene. Noam satte farten op med et stort grinende ansigt. Vi satte os i bilen og snakkede om, at vi skulle gå en tur på kirkegården. Noam gentog ordet “kirkegår”. Han vidste godt hvad det betød, for det var noget vi gjorde ofte.

Vi parkerede bilen.  Jeg havde længe villet vise Noam denne del af Kirkegården, fordi det var et spændende og dejligt sted. Der er nogle lange stier af metal ovenpå græsset, som man kan løbe på. Han nåede at blive lidt utilfreds inden vi kom ud af bilen, men jeg hev pakken med is frem. Han sagde “mig lis, Mig lis”, og Benjamin sagde at han selvfølgelig nok skulle få is. Vi fik ham skubbet lidt ind til siden og fortalt ham at han skulle passe på, fordi der kunne komme biler, og gik så hen mod metalstierne uden at låse bilen. Isspisende og glade gik vi sammen afsted på de store gange ind mod  huset i midten af området. Der var et hul i hækken, hvor man kunne gå igennem ind til en stor dejlig græsplæne. Det var mig der viste vejen…

50 billeder tog jeg på kirkegården fra kl. 15.16 - 15.25

kl. 15.26 har jeg tre minutters telefonsamtale med min mor om gårsdagens tur, hun havde haft med Noam til Oldemor Gurli. Samtalen sluttede med, at jeg siger jeg vil lægge på, fordi jeg gemte mig for Noam, så han skulle finde mig, han gik videre. Det hele gik så hurtigt.

kl. 15.31 et opkald til 112 Fra Benjamins Telefon.

kl. 15.31 3 minutters telefontid. Jeg råber til min mor “Han er død”  Hun cyklede til traumecenteret med det samme.

Vi har flyttet gravstenenstenen væk fra ham.  Der er blod overalt. Ud af munden, ud af næsen og ud af øerne. Vi vender ham på hovedet, vi er stressede og forvirrede. Han er livløs. Jeg vil gerne bare holde om ham, men Benjamin bliver ved med førstehjælp. Benjamin prøver at forklare 112 hvor vi er og får instrukser i førstehjælp, mens han prøver at redde Noam.

En forbipasserende bliver involveret. Han går i chok, men får alligevel overtaget telefonen og holder den for Benjamins ører, så han kan få instrukser fra  alarmcentralen, imens han udøver førstehjælp. Jeg hører sirenerne og løber efter dem. Jeg råber på dem. Jeg har kort kontakt til en dame med en hund og spørger om hun har set en ambulance, det har hun ikke, så jeg løber videre. Sirenerne er hele tiden forskellige steder omkring mig. Jeg råber alt hvad mine forpustede lunger kan. “HEER, vi er her. Hjælp!” En Personbil forstår situationens alvor og dytter højt, mens den kører tættere på mig. To skolepiger på cykel stopper op et stykke fra mig. Jeg siger, at de ikke skal være en del af det her og vinker dem væk. En kirkegårdsarbejder kommer hen til mig, og jeg spørger ham, hvordan en ambulance kan komme ind til Noam og Benjamin og den fremmede mand inde i midten af haven. Han er uforstående, ubehjælpsom og langsom. Hans svar er bare, at det kan ambulancen ikke. Personbilens dytten hjalp, for ambulancen kom frem til mig. Redderne hopper ud, jeg peger, de skynder sig at få mig ind i bilen. De kører op på jernstien og ind over græsset ligeglade med kirkegårsarbejderens ord. Jeg viser dem resten af vejen ind gennem hullet i hækken. Falckredderne tager over. Politiet er der også. De skubber mig og Benjamin til hver sin side. Jeg kan ikke mærke noget inden i. Jeg kan bare se Benjamin stå og slå til et træ. Jeg står ved politimanden. Vi forlader stedet, vores ting ligger tilbage.

Noam døde kl. 15.31, da gravstenen væltede.

Kl. 15.49 i politibilen en telefonsamtale med min mor. Hun venter på os i traumecenteret på Riget.

I politibilen med udrykning på vej mod Rigshospitalet gennem København i myldretid. Jeg tænkte kun på at dø. Inde i mit hoved forestillede jeg mig, at vi kørte galt i farten, drejer rundt i luften og lander på taget. Sort. Kaos og myldretrafik udenfor.

Min søn er død, jeg ved det. Jeg så det. Det eneste vi kan forvente, er at få det bekræftet af lægerne.

Hvis Benjamin tager sit eget liv, tilgiver jeg ham aldrig.

Noam
Født 08.03.14
Døbt 14.06.14 af bedstefar Peter
Død 15.06.16
Begraves 24.06.16

19 juni 2016

Vi har været tilbage i lejligheden for at hente tøj til os selv samt Noams tøj og ting til begravelsen.

Vi har valgt at Noam skal i en natdragt og puttes med et tæppe hans oldemor, min mormor, har strikket til ham. Han skal også have en dyne med et dynebetræk, som både jeg og mine brødre også har brugt, da vi var små. Han skal have sangtekster: mester Jacob, Hjulene på bussen og Bjørnen sover, og nogle af de sange han selv kunne synge. Han skal have sit sovedyr, legetøjsdyr og noget lego.

Vi har valgt at beholde hans dyne og et af hans sovedyr med navn på. Vi sover med hans dyne.

Vi er begyndt at være bange for billederne vi har i hovedet, fordi vi nu har fået nogle timers pause fra dem indimellem og hver gang frygter for deres tilbagevendelse.

Vi har snakket om, at vi en dag skal bruge ulykken og vores sorg til noget konstruktivt.

Vi er bedøvet af de beroligende medicin, og vi sover natten igennem med hjælp fra indslumringspillerne.

Til aften grinede vi. Benjamin grinede, han havde sine venner hos sig.

Benjamin ønsker sig kærlighed, han ønsker at give kærlighed. Han vil gerne have børn. Han siger, han vil give mig alt hvad jeg drømmer om. Jeg vil have en hund og en baby.

Inden sengetid kunne jeg i mit hoved høre Benjamins reaktion, idet det går op for os at gravstenen er væltet, og vores dreng ligger under den. Han råber “Nej, nej nej, nej!”. Vi flytter stenen, det går stærkt. Jeg råber “Han er død, han er død!”