11. november 2016

 
 

Jeg sover ikke særlig godt for tiden. Jeg ligger ikke vågen, men jeg vågner mange gange i løbet af natten og rumsterer rundt. Jeg har ondt i mit bækken og er træt, når jeg skal op. Det er irriterende, for normalt er jeg en god sover. 

Jeg har fået bumser på mine kinder. Det er ikke særlig pænt, men jeg gider ikke dække dem med make-up. 

Jeg stod op og gjorde mig klar. Jeg sagde goddag til en dynevarm, sød sovende nøgen mand. Jeg gik afsted og tog toget. Jeg købte to croissanter og kom til tiden. 

Vores underviser Martin havde lagt en lille kalendergave til os på vores arbejdsstation i form at noget mal-selv-julepynt. I dag hyggede vi os lidt mere end vi arbejdede seriøst. Vores projektvejleder siger, at vi er godt med, så vi er rolige. Natasja havde medbragt frokost til os. Vi spiste os alt for mætte i tunsalat, men kunne alligevel godt spise kokosmakroner bagefter. 

Vi arbejdede indtil kl. 15. Natasja blev siddende og jeg blev hentet af min mor. Vi kørte mod Søborg og talte lidt i bilen om fødsel og dåb. På vej op ad Søborg Hovedgade pegede hun ud på hjørnet ved synoptik, der lå en masse blomster, hun sagde, “har du hørt om ulykken?” Det havde jeg ikke. Hun fortalte om en påkørsel. En kvinde, en mor, der netop havde afleveret sine to børn i skole, hvorefter hun cyklede afsted ned af Søborg Hovedgade og var blevet påkørt af en lastbil, der svingede ind til højre for at aflevere byggematerialer. Hun døde på stedet. Det er så voldsomt sådan noget, også mærkeligt at jeg på en måde ved, hvilket kaos der har været i ulykkesøjeblikket, hvad familien nu går igennem og hvordan andres liv bare fortsætter uden ændring, ligesom mit efter at have fået fortalt om sådan en forfærdelig skæbne. 

Jeg kørte alene fra Søborg til Jægersborg. 

Vi kørte videre fra Jægersborg med det samme. Benjamin havde været sammen med Andreas, så ham kørte vi til Gladsaxe, hvorefter vi fortsatte mod min Mormor og Kjeld i Holbæk. Der var kø på vejen. Vi var der halv seks. Min mormor havde lavet and med det hele. Brunede kartofler, rødkål og brun sovs. Det var rigtig dejligt, rigtig mormormad. Jeg elsker alt ved min mormor. Både hende og Kjeld var hyggelige at være sammen med. Vi måtte desværre køre derfra lidt for hurtigt igen, fordi vi stadig havde 40 minutters tur til Odden, hvor vi skulle møde Per med hundene. 

klokken 19.15 holdte vi ved færgen på Odden. Vi holdte lige ved siden af en lille familie, jeg spurgte dem om de skulle hente en hundehvalp, det skulle de. Vi gik alle hen over ventebanerne, hvor Per holdte. Der stod endnu en lille familie. Vi var tre fra Sjælland, der skulle hente whippets fra Randers i dag.  

Det var et rigtig spændende og afventende øjeblik. Vi fik udleverede papirer på hver vores hund. Vi fik deres hundetæppe, deres hundelegetøj, jakke, snor og halsbånd. Han tog en hund ud af bilen af gangen og overrakte den til familien. Chili skulle til Holte, Woody skulle til Roskilde, begge familier bestående af to børn og to voksne. Cooper blev overrakt til Benjamin, hun skulle med os. Hun puttede sig i Benjamins arme, indtil vi skulle køre, så sad hun på skødet af mig hele vejen hjem. Hun rumsterede lidt, men sad ellers fint og roligt. 

Jeg både følte og tænkte, at det var et stort øjeblik for os og vores lille familie. Vi havde taget en besutning og fået os et nyt familiemedlem, men jeg ville gerne have delt det med Noam. Jeg ved hun kommer til at tilføre noget godt til vores tilværelse. Selvom min følelse af at kunne elske eller holde af nogen og noget føles svækket, så kan Cooper få os til at føle noget. 

Hun var så fin og hoppede, løb, og fulgte os rundt i lejligheden. Vi redte op i stuen, så vi kunne sove samlet tæt på Cooper i sin kurv. Vi så fjernsyn imens hun sov i sin kurv ved siden af os.

Benjamin var nede med hende sent, som det sidste inden vi sov. 

Cooper sov i sin kurv ved siden af mig. Jeg blev vækket 6-8 gange i løbet af natten, fordi hun rumsterede og kravlede rundt i vores dyner, så jeg skulle putte hende tilbage.

10. november 2016

 
sex.png
 

Benjamin kom til at slå mit vækkeur fra, så vågnede op med et sæt, nervøs for om jeg havde sovet alt for længe, men tiden var fin. Det havde været det samme, hvis jeg havde snoozet to gange.

Jeg kom hurtigt i tøjet og blev klar, for jeg kan godt lide at sidde 20 minutter foran min computer med min morgenmad. 

Benjamin stod op i det, jeg var klar til at gå. Det var mega koldt udenfor, men jeg havde klædt mig godt på, og forberedt mig på en lang cykeltur. 

Det går fint med at komme hurtigt væk fra de tanker, der gør mig ked af det på cykelturen. Jeg ved ikke hvordan, måske er det bare fordi, jeg har nogle simplere dage. Det er rart at cykle afsted uden lysten til at stoppe op og vende om på randen til at bryde sammen. 

Jeg kom før tid i dag. 

Vi får arbejdet fint. Jeg er tilfreds med min egen indsats. Vi får også hygget, i dag lavede vi fællesfrokost i form af pulversuppe. Det var ikke fantastisk, men det er hyggeligt alligevel. Bagefter spiste vi krydere med smør. 

Natasja ville gerne gå kl. 14 for at nå en træningstime inden, hun skulle hjem, hvilket var fint for mig, for så kunne jeg cykle hen og møde Benjamin ved psykologen, når han ville være færdig.

Jeg cyklede fra Nordvest i fint humør, men mit humør ændrede sig i det en ligvogn kørte forbi mig. Jeg tænkte på dagen for Noams begravelse, på bildøren der smækkede kisten inde og kørte afsted med ham. Jeg tænkte på låget der blev lagt over ham og skruerne der blev skruet i. Det var sidste gang vi så ham. Jeg tænkte på ulykkesdagen, hvor vi forlod vores døde dreng på riget. Da jeg cyklede forbi hospitalet tænkte jeg på, hvordan jeg ikke kunne lide hans lugt som død, at jeg ikke kunne genkende ham i døden og at jeg skulle opleve mig selv opleve min dreng sådan. Jeg tænkte på tab, sorg og mangel på liv. Alt det vi følte og føler. Tankerne kom hurtigt og forsvandt hurtigt. Min vejrtrækning ændrede sig, jeg fik kuldegysninger og var tæt på at græde, men jeg vil ikke cykle og græde. 

Jeg ventede lidt på Benjamin. Han havde grædt, kunne jeg se. Vi gik mod Svanemøllen station. Jeg holdte i hans arm. Jeg har behov for at holde ham tæt på mig, når jeg har været trist, eller når han har været trist. Vi handlede lige lidt standardvarer ind, inden vi tog toget. Benjamin tog toget mod sine forældre og jeg tog hjem. Jeg havde en te-aftale med Sara fra Noams mødregruppe. Det var en lidt fjollet omvej hjem fra Nørrebro til Østerbro til Jægersborg, især fordi vi ikke skulle hjem sammen, men alligevel havde det givet mening at være sammen på en kort tur til togstationen. 

Kort efter jeg var kommet hjem, kom Sara. Hun havde blomster med. Vi lavede te og snakkede. Hun ville gerne høre om, hvordan det går. Jeg har vænnet mig til at snakke om mig selv. Jeg ved hvilke emner de gerne vil ind over, for at den spørgende er tilfreds. Det jeg siger, er primært positive ting, for det er det, de helst vil hører. Det skal gå godt, og efter en lang snak om, hvad der foregår i vores liv af primært gode ting, er det de færreste der spørger yderligere ind. Der hvor det kræver at jeg svare ærligt, lægger positiviteten væk og snakker om sandheden. Jeg kalder dem, der tør spørge mere ind til livet uden et barn, for de modigste voksne. I sådanne situationer er mit svar, at det ikke går så godt, men at vi i det mindste kommer op om morgenen.

Sara fortalte at hun ofte tænker på Noam og bliver ked af det. Hende og hendes søn Valdemar læser en bog, som Noam gav Valdemar i fødselsdagsgave, hvor der i bogen står ‘Til Valdemar fra Noam’. Hun fortalte også, at hun har fotos af dem på hendes telefon og Valdemar godt er klar over, at det er Noam, som var hans ven. Hun blev ked af det imens, vi snakkede om det. Jeg blev også ked af det. Vi snakkede om, at vi havde haft en aftale der i juni få dage efter ulykken, hvor drengen skulle have ses, for at skabe et venskab mellem dem, nu hvor vi ville flytte til Gentofte, hvor de bor. 

Det var hårdt at være på og at være ked af det, men jeg har vænnet mig til de triste snakke. Jeg tror, at tårerne og sorgen er ved at være en del af hverdagslivet. 

Sara gik efter halvanden times snak. Jeg var utrolig træt, men blev kort efter hentet af Benjamin. Vi skulle spise and hos hans forældre. Jeg var lidt for tung i hovedet til at have lyst og overskud til det, men det var lækker mad og vi kørte ikke for sent hjem, det hjalp også. 

Vi sad foran et tændt fjernsyn med hver vores computer. Vi talte om, at vi i morgen på denne tid ville have en lille hund i vores hjem.

9. november 2016

 
 

Jeg snoozede to gange. Jeg var meget træt og havde meget lidt lyst til at skulle op, men jeg kom op. Jeg tændte for fjernsynet med det samme. Benjamin råbte inde fra soveværelset, at det med sikkerhed var Hilary der havde vundet, men i det jeg tændte råbte jeg overrasket, tilbage “Ej, det er Trump der fører”. Benjamin kom hurtigt op, og vi brugte resten af morgenen på at diskutere amerikansk politik. 

Trump som præsident, tænk at det kunne ske. 

Jeg cyklede til studie. Opkogt, men frossen i hovedet, kom jeg 10 minutter for sent, men det gjorde Natasja også. Vi arbejder rimelig seriøst, men snakker også en masse om ting, der ikke har noget med vores bachelor at gøre. Det er hyggeligt, og så er det svært at koncentrere sig hele tiden. Jeg er i hvert faldet ikke i stand til at producere hele tiden, men jeg bruger heller ikke bare min tid på sociale medier. Vi har ret meget kontakt med underviserne, fordi vi har valgt at have vores arbejdsstation på studiet, men det er super hyggeligt med den kontakt til dem. Vi hygger os, hvilket holder mig kørende. 

Jeg cyklede hjem lidt over tre. Jeg stoppede for at pumpe min cykel, i samme øjeblik, tog Clara mig på skulderen. Hun var på vej på arbejde i Gentofte, så vi fulgtes på cykel og snakkede sammen. Det gjorde cykelturen nemmere. 

Jeg kom hjem til et tomt hjem. I et kort øjeblik var jeg trist over at komme hjem, uden der var nogen, men jeg havde alligevel lige behov for at dampe af efter cykelturen. Benjamin og Andreas var ude for at gå en tur. Benjamin skrev at de snart ville være hjemme og Sofie skrev at hun var på vej fra DTU, så det var ikke længe jeg skulle være alene. 

Vi så lidt tv, drak kaffe og snakkede i stuen, Vi spurgte om Sofie ville spise med selvom det var lasagne med kød. Det ville hun gerne. Så gårsdagens ekstra lasagne blev til fin nem aftensmad for fire i dag. 

Peter kom lidt over syv. Jeg bad dem om at sidde ved spisebordet og snakke, så jeg og Sofie kunne se den store bagedyst finale. Hun cyklede hjem til sine forældre da det var slut. Peter og Andreas blev hængende til 22.30. Det var lidt hårdt. Jeg var kun kort med i en samtale om Fe og brugen af sociale medier. Jeg synes, at Peter skal uddanne hende i brugen istedet for at forbyde hende det, for det er en kortsigtet løsning. 

Jeg var træt og trak mig tilbage. Jeg sad lige lidt i stuen inden, jeg gik ind i seng. Det var for sent i forhold til normalen.

Jeg har igen i dag haft en dag med følelser af overskud. Jeg føler mig ovenpå, men glæder mig til weekend, og så frygter jeg for nedturens kommen. Jeg ved ikke hvornår den rammer, men frygter, at det sker i en hverdag. Det må ikke ske. Jeg skal være til stede og produktiv.

8. november 2016

 
 

Vi skulle til jordemoder i dag, så Benjamin kørte min mor på arbejde, så vi havde bilen. Vi skulle til Herlev og var lidt forvirrede omkring alle ting vi skulle huske, og så var vi ved at komme for sent, men vi nåede det. 

Jordemoderen tog imod os, Else J. Hun ville høre om, hvordan vi har det. Det er der mange, der vil, men vi går også igennem både sorg og fødselsforløb, så der er mange mennesker og fagfolk omkring os. Hun er flink, hun er dygtig til sit fag, hun kender vores situation og hun har mulighed for at handle på de særlige behov, vi kan have i forhold til fødselsforløbet. 

Hun lyttede til hans hjerte og mærkede på, hvor han lå, med benene i venstre side og ryggen i højre side af maven, med hovedet ned af. Hun skød hans vægt til at være 600 gram, og så målte hun min livmoder. Hun sagde, at normalvis er livmoderen lige så stor i cm, som antal uger man er i. Min livmoder var 27 cm, så hun spår ham til at blive en stor dreng. Jeg er kun 23 uger henne, men synes også, at jeg har en stor og rund mave allerede. 

Benjamin kørte mig til Bispevej 5. Jeg og Natasja arbejdede fint. Vi fik lavet lidt og snakket en masse om vores opgave. Det går ikke hurtigt, men det går fremad og jeg er stadig rolig. 

Kl. 15 blev jeg hentet igen af Benjamin. Vi skulle aflevere bilen i Søborg, hvor vi også handlede ind til vores Twin Peaks tirsdag. Lasagne og bønnesalat. Vi blev kørt til Jægersborg af Frank. 

Kl. 16 kom Nanna og lidt efter kom Johanne. Vi lavede aftensmad og spiste tidligt, da Andreas også var kommet. 

Vi lavede lækker mad og hyggede os. Jeg synes ikke Twin Peaks er en særligt opmuntrende serie, men selve ideen om at se serie er god.  Alle gik omkring kl. 21. 

Det er en god tirsdag vi har fået lavet os, men mit humør bliver anderledes, når Andreas er i vores selskab og jeg så oveni er træt og presset, så har jeg svært ved at styre mine følelser. Jeg bliver vred og strid. Da Andreas var gået, skrev han, at hvis der var noget han gjorde, der var irriterende, så skulle jeg sige til. Jeg svarede, at mit mangel på overskud går ud over dem, jeg er i rum med.  

Trods mine spydige kommentarer, som jeg skyder min overtræthed og presset skylden på, så har jeg  været ovenpå hele dagen. Frygten for at blive ked af det lurer hele tiden under overfladen, men har ikke været fremme i dag. 

Vi så lidt tv omkring det Amerikanske valg inden vi gik i seng. Jeg blev nusset på ryggen til jeg sov.

7. november 2016

 
ankertanker.png
 

Jeg kan mærke Anker, og det er vigtigt for mig at kunne mærke ham. Jeg skal kunne mærke ham hver dag. Jeg er i uge 23 og har en helt rund mave, der snart er til besvær. Jeg vejer 66,8 kg. 

Jeg nævnte for Benjamin, at jeg føler mig virkelig stor og meget gravid. Han svarede, at det kan have noget at gøre med, at jeg er længere i graviditeten fysisk end jeg mentalt er med. Hvilket han nok har ret i. 

Jeg stod op alene, gjorde mig klar og spiste morgenmad. Natasja skrev at hun ville blive forsinket, så jeg blev siddende i sofaen lidt længere, før jeg gik afsted. 

Jeg cyklede. Det sneede lidt, men vejret var alligevel mildt. Jeg var en hurtig tur i supermarked for at købe frokost til os. Turen tog lidt over en halv time. Der er flere gange undervejs, jeg fortryder, at jeg er taget afsted og at jeg er på cykel, men i sidste ende er det rart at bevæge sig. 

Vi har fået arbejdet lidt. Jeg kan mærke presset, men det er beroligende at vide, at hver gang jeg laver noget og får skrevet noget, så får Natasja lavet tilsvarende på vores projekt. Jeg synes vores projekt er spændende og nu må vi se om vi når vores deadlines. Lige meget hvad, så kan jeg godt lide vores samarbejde. 

Jeg tog toget hjem, for når arbejdsdagen slutter, vil jeg bare gerne hjem, også er de 8 km og 40 minutter på cykel ikke til at overskue.

Der var en mor med et barn i en barnevogn i toget. Jeg kom til at tænke på Noam, når vi gik med ham i vogn, hvor nem og god han var og hvor glad han var for at blive puttet til lur i sin vogn på altanen. Vi snakkede altid om, når det var tid til at sove. På denne tid af året kom vi ham i en masse varmt tøj, om sommeren var det kun en let dyne. Han sov altid udenfor med hans sovedyr. Tøjdyret gjorde ham helt salig. Vi lagde ham til rette, kyssede ham på panden, mens hans øjne glippede, lukkede barnevognen til omkring ham, rettede kalechen, vinkede god lur til ham, hvor vi altid fik et lille vink tilbage fra dyne kanten, og så gik vi ind. Han var altid tryg. Der var ikke noget ondt i hans verden. Det gør mig ked af det, fordi vi viste ham en tryg verden, og så skulle han forlade den så voldsomt og utrygt. 

Jeg blev distraheret af togskift og alt for mange mennesker mast sammen i toget. 

Jeg kom hjem til Benjamin. Andreas var der, de havde været ude at gå. Vi drak varm kakao og så Netflix, indtil vi lavede aftensmad. Vi spiste foran tv’et og blev siddende. Jeg fik nok af tv kigning og ville gå i seng. Jeg var klar til weekend, selvom det kun var mandag. Der venter mig en lang arbejdsuge.