2. august 2016

 
kedafdet.png
advokatogsag.png
 

Jeg har sovet virkelig dårligt i nat. Jeg var oppe to gange for at tisse og igen kl. 7.30, men efter at have været en tur  nedenunder, fordi jeg var bange for, at der havde været nogen, som ikke skulle være der, og 5 min på min telefon, besluttede jeg mig for at gå tilbage i seng.  Efter det vågnede vi først kl. 10. Det føltes som om klokken var mere. 

Vi gik med Flora efter morgenbrød og så TV, indtil Benjamin var rastløs og ville på tur. Vi hentede Andreas, kørte omkring boghandleren på Amager og drak kaffe i byen. 

Andreas fortalte os i dag, at Københavns Kommune havde trukket deres lovning på betaling for Noams begravelse tilbage.  

Det var Benjamin, der stod for maden i dag, så da vi kom tilbage til Søborg, gik vi op for at handle. Han ville lave pasta med kødboller og tomatsovs.

Jeg var ked af det før madlavningen, men under maden kiggede jeg på billeder af Noam på Benjamins telefon og blev mere ked af det. Det er rigtig hårdt og uforståeligt, at vi aldrig kommer til at opleve mere af ham, og samtidig med det, tænker jeg rigtig meget over, hvad jeg skal sige til de journalister i morgen, hvilket gør  mig rigtig utilpas. Jeg sneg mig væk fra det hele, op på værelset. 

Jeg har overvejet at fortælle om vores situation med, at vi skal leve med sorgen og arbejde med sorgen og tabet, men samtidig skal vi også leve og arbejde med selve ulykken, og den kræver et helt andet fokus, fordi vi mistede vores søn. Men vi mistede vores søn ved at se en gravsten vælte over ham og knuse hans krop og hans hoved. Eller fortælle om, at det ville være rart, at systemet var simpelt og velfungerende overfor folk i total traume og krise, så alt det praktiske var lige til, så vi bare skal tænke på os selv og vores bedste. 

Vi spiste lidt hurtigt, fordi vi havde solgt vores gamle spisebord på Den Blå Avis, og parret, der havde købt det, ville komme til Jægersborg kl. 19. 

Min mor nævnte, at Pernille synes, at det er meget mærkeligt, at vi ikke har fået en henvendelse fra kirkegården eller at Københavns kommune ikke har gjort noget ved sagen endnu; ingen skilte, ingen opmærkning, ingenting.  Især fordi der i foråret var så meget fokus på, at vi skulle besøge de blomstrende kirkegårde. Jeg fortalte det til Andreas, og han sagde, at en af journalisterne havde fundet en udtalelse med en opfordring om, at vi skal gøre mere brug af de københavnske kirkegårde… 

Vi så det sidste afsnit af Downton Abby. 

18. juli 2016

 
psyko2.png
kirkegården.png
 

Vi har planlagt at tage til Bornholm i morgen tidlig så vi stod tidligt op for at pakke, idet vi havde en lang dag foran os. Vi skulle til psykolog, og jeg skulle til May-Britt.

Jeg glæder mig ikke til at komme til Bornholm, men det er heller ikke sådan, at jeg ikke har lyst. Jeg håber det bliver rigtig hyggeligt. Jeg er bare ikke nået til at kunne glædes endnu. 

I dag hos psykologerne, var det kun Anne, som var der. Palle er på ferie i denne uge. Anne er rigtig flink, vi bliver altid spurgt til, hvad der fylder, hvilket er rigtig svært at fortælle. Jeg kan ikke starte med at lade alle mine følelser flyde, så jeg starter med at fortælle specifikt om, hvad vi har lavet siden sidst, som blandt andet det afholdte møde med advokaten, for så er det nemmere at spore sig ind på, hvad der fylder følelsesmæssigt. Benjamin skulle vænne sig til, at det var Anne, han skulle tale med, og ikke Palle. 

Der kommer til at gå 14 dage, før vi skal til psykolog igen, fordi vi skal til Bornholm, og fordi begge psykologer holder sommerferie. Det bliver hårdt at gå 14 dage uden at være til psykolog, især fordi jeg ved, at der kommer til at ske mange ting de næste uger, som vi ikke har prøvet siden ulykken. 

Jeg har ikke lyst til at fortælle nogen om graviditeten. Jeg kunne godt tænke mig at holde det hemmeligt så længe som muligt, måske indtil vi kender kønnet, så er alt mere sikkert. Så ved vi, hvad vi venter på, det er mere konkret, og måske vi glæder os sammen. Så er der jo også gået længere tid, siden vi mistede Noam. Vi må se hvornår det slipper ud, og hvornår jeg er for tyk til at kunne skjule det. 

Vi kørte til kirkegården efter psykologbesøget. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vi kommer til at skulle begrave flere af vores børn. Nu når det uvirkelige og usandsynlige er sket, og vi stadig er unge og formentligt har et langt liv foran os.

Benjamin blev hentet af Andreas, og jeg kørte til May-Brit med min mor. Jeg havde ikke særligt meget lyst. Min mor sagde, at jeg bare skulle deltage, som jeg selv havde lyst til, hvilket jeg gjorde. Hun kan noget uforklarligt, som har en virkning, selvom jeg ikke rigtig tror på det. Vi talte om min far, fordi jeg synes, han er fraværende. Han har virkelig svært ved vores situation, og han har svært ved selv at tackle det, men normalt er vi meget tætte, og jeg føler, at han holder sig væk. Jeg mangler ham. Det var kun min mor, og Benjamin jeg havde fortalt det til, før jeg snakkede om det med May-Britt. Hun synes, jeg skal sige det til ham, men det er svært, for jeg kender ham, og ved hvordan han kan være. Jeg vil alligevel se, om det kan lykkes, nu hvor vi skal til Bornholm og se ham, måske han er anderledes på Bornholm. 

Benjamin og Andreas havde været ude og shoppe lidt, og Frank havde lavet dejlig mad. Vi spiste lækker skinke fra slagteren og kartofler. Ni til bords. 

Vi pakkede færdigt og gik i seng.

Vi har hørt fra Advokaten, gennem Andreas, at Københavns kommune siger, at de vil gå med til at betale for begravelsen, så vi venter på, at det går i orden. 


17. juli 2016

 
 

I dag skulle vi mødes med advokaten for første gang. Vi skulle tale om erstatning og om en artikel til avisen. Jeg vidste, at det ville blive et rigtig hårdt møde, men jeg så også frem til at møde advokaten og høre, hvad hun havde at sige, frem for at det altid går igennem Andreas. 

Advokaten havde masser af energi. Hun virkede dygtig, havde nogle gode vinkler på sagen og nogle planer om, hvordan der kunne blive lagt pres på Københavns kommune. Der skulle skabes opmærksomhed på det, de har sagt, om at de gerne vil gøre noget for os, men endnu ikke har taget kontakt til os eller gjort noget. Hun har planlagt en føljeton i Berlingske med forskellige fokuspunkter. Det var et langt og hårdt møde. Jeg kunne mærke uroligheden.

Når vi snakker om ulykken, Noam eller andre emner jeg synes er ubehagelige, så banker mit hjerte  hurtigere og tungere. Min krop bliver urolig, mine hænder bliver svedige, og jeg kan ikke holde fokus. Jeg kigger væk, ofte ned i min telefon. 

Clara kom forbi, lige inden mødet var slut. Jeg var træt og havde ikke meget lyst til at lave noget, men Clara var også træt, hun havde været i byen, så vi kunne være trætte sammen. 

Benjamin var rastløs efter mødet og ville lave noget. Han tog på tur med Andreas. De kørte til hans mors kælder, hvor han havde en flyttekasse med gryder og knive, som han gerne ville forærer os.  Imens de var på tur, lå jeg i sengen og så skattejægerne. Jeg er begyndt at gennemgå ulykken trin for trin, og hver en detalje, i mit hoved, som om jeg fortæller det til en anden uvidende. Stadig mildere end virkeligheden, som om jeg øver mig. 

Johanne kom på besøg, og Benjamin og Andreas kom tilbage. Vi kørte sammen til lejligheden, hvor vi spiste lidt kringle, som Johannes svigermor havde bagt. Alexander kom på kort visit. 

Vi skulle til Søborg for at spise aftensmad. Vi skulle have burgere. 

Benjamin og jeg har været irriteret på hinanden, og sure, selvom vi ikke har brugt særlig mange timer af dagen sammen. Han mener, at han kan bede mig om at falde ned, eller sige at jeg er nærtagende, Måske er det lidt for sjov, men hvis jeg kommer med en kommentar eller et svar tilbage, som måske rammer ham på et ømt punkt, så bliver han sur. Jeg mener, at han skal kunne se, at jeg siger tingen som forsvar, fordi jeg ikke mener, hvad jeg siger af grove kommentarer, og han mener, at han siger tingene til mig for sjov, hvilket jeg ikke kan se. Så det skaber konflikt. 

Andreas blev kørt hjem, og Johanne cyklede afsted. Det var sent.

16. juli 2016

 
noam.png
 

Inden jeg vågner, sover jeg ikke helt. Jeg tænker. Jeg tænker meget på Noam. 

Benjamin skulle bruge en ny skjorte, så vi kørte til Lyngby. Han fandt ikke en skjorte, men en kedel fra Le Creuset til vores komfur, som han købte i stedet. Vi kørte til lejligheden bagefter. 

Anette kom med lidt frokost, og efter hun var gået, kom min mor og Frank med resten af vores stueplanter. 

Vi skulle stå for aftensmaden i dag. Jeg havde besluttet, at vi skulle have friske forårsruller. Det var vores første aftenssmåltid i en måned, som blev lavet i huset. 

I Søborg gjorde jeg klar til aftensmad, mens Benjamin og Andreas kørte lidt på tur. Efter maden snakkede vi om Noam. Min mor nævner ofte, at det er vigtigt at vi husker at tale om Noam og tør tale om, at vi har mistet ham. Benjamin var ked af det, mens der blev snakket. Jeg ved endnu ikke, om jeg skal snakke om Noam i nutid eller i datid. Jeg ved, at jeg skifter imellem tiderne, når jeg fortæller om ham, men det er fordi, det virker så voldsomt kun at tale om ham i datid. Han har lige været her. Alle de ting han kunne og alle de oplevelser, vi havde sammen, var så nye og kan ikke allerede være fortid. 

Andreas fremlagde lidt om vores sag og det kommende møde med kommunen. Det er blevet foreslået, at der skal skrives om os og om ulykken i avisen. Vi diskuterede, hvorvidt der skulle et billede med. Benjamin vil ikke blande Noam ind i det, så hvis der skal billede med, skal det kun være af os. Ingen af os er særligt vilde med ideen, men jeg ved at billeder hjælper til den kamp, vi gerne vil vinde. Billeder forstærker følelser og forståelse.

Vi så serie og spiste is.

14. juli 2016

 
advokatogsag.png
 

Jeg har sovet dårligt og været vågen flere gange. Jeg kunne ikke ligge stille på grund af alle mine forskellige tanker. Jeg tænkte rigtig meget på Noam og på ulykken, og så tænkte jeg på vores kommende barn. Jeg havde ondt i maven. Dagen var hård fra start af, og vi havde ingen planer.

Jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal begå mig på de sociale medier. Siden ulykken har jeg ikke besvaret beskeder fra folk, som jeg normalt ikke taler med i hverdagen. Hvordan har folk det med, at jeg kommenterer eller liker, hvis de overhovedet tænker noget om det? Må jeg gerne være ked af det? Hvornår er jeg for ked af det, og hvornår gør jeg mig selv gladere, end jeg er?  

Kl. 14.00  havde vi stadig ikke lavet noget. Jeg var bare virkelig træt, kvalm, og jeg føler mig tyk. Sammen med Noam gjaldt det bare om at komme ud af døren fra morgenstunden, om at vi var beskæftigede, så han kunne brænde krudt af. Vi fandt altid på noget. Jeg elskede det. Nu skal vores turer have et formål, ellers giver det ingen mening at gå ud af døren. Jeg hader det. 

Andreas kom, efter han havde været til møde med advokaten. Han fortalte, at de havde gennemgået alle skrevne artikler, der omhandler ulykken, fordi de vil gøre brug af medierne, for at få kommunen i tale. Kommunen bliver ved med at udskyde møder og trække tingene i langdrag. Det gør mig helt vildt vred og ked af det, fordi de siger, at de vil gøre hvad de kan for at hjælpe. Selv i medierne, men vi har intet hørt fra dem. Hvorfor vil de ikke redde os?

Vi kørte i Ikea for at købe en seng. Det var ikke helt nemt med at leje trailer og op til 2. sal, men det lykkedes  at få den mast helt ind i vores lillebitte soveværelse. Vi kørte ind omkring byen for at hente dagens aftensmad, som Andreas’ ven Phillip havde forberedt til os, så vi kunne tage den med til Søborg. 

På nettet handler det hele om Pokemon Go, det bliver diskuteret om man må kysse sine børn, også er Emilie forsvundet fra Korsør. Jeg er træt af folk og deres. Kys for helvede jeres børn! Go Pokemon Go og find så den pige, helst i live!

Der kom gæster efter maden. Nanna, Marcelle og Christian kom. De havde kage med. Marcelle spurgte til, hvordan det går. Vi fik fortalt lidt. Det er sjældent, folk spørger.

Jeg var træt da vi gik op, men vi fik set et afsnit Downton Abbey, som vi er begyndt på.