24. juni 2016

 
kedafdet.png
kirkegården.png
vigtigetanker.png
flashback.png
 

Skrevet kl. 04.30

Jeg lå vågen om natten. Det var første gang siden Noams dødsdag. Pillerne virkede ikke i dag. Jeg tænkte på, hvordan jeg kan komme til at arbejde med min sorg -  måske hjælpe andre en dag. Men måske andre er ligeglade, fordi det vigtigst er, at alt er godt og lykkeligt. Folk vil have lykke og ikke ulykke, hvilket er det eneste jeg har.

Jeg har mistet. Jeg har oplevet noget af det værst tænkelige som forældre, og det foregik som et mareridt. I dag skal han begraves. To år og 3 måneder. Han blev knust under en gravsten, kraniebrud og indre blødninger. Der var ikke noget at gøre. Jeg så så meget blod, at jeg på de dårligste dage stadig kan lugte jern. Benjamin kan smage det.

Vi skal starte forfra -  nyt hjem, nyt jeg, nyt os og nu med en dyb sorg.

Vi stod stille og roligt op og fik gjort os pæne. Typisk er det, på de dage, hvor det er allervigtigst at føle sig pæn, så lykkedes det ikke. Sådan havde jeg det i dag. Jeg følte elendighed.

Vi tog til Rigshospitalets retsmedicinske afdeling, for at se ham en sidste gang, klæde ham på og komme ham i kisten.

Vi græd begge da dørene blev åbnet, og vi kunne se ham ligge der i en rød børneseng fra riget, med underbukser og undertrøje på.

Han havde skader i panden fra ulykken, hans hoved var skævt og munden lignede ikke hans, fordi hans kæbe ikke kunne lukke rigtigt. Han var begyndt at blive helt blå som et stort blåt mærke. Hans øjne var begyndt at synke ind, men hans lange øjenvipper lå fint ned på kinderne. Han var hæftet sammen hele vejen ned ad brystet og op bag i hovedet efter obduktionen, det var gjort pænt og ordentligt. Hans hud var kold, hans led var stive. Hans varme og hans lugt var væk, men stadig smuk og uskyldig.  

Jeg fik hjælp af min mor og af bededamen til at komme ham i natdragten. Han blev svøbt i dynen og Benjamin fik ham i armene. Benjamin var knust og græd meget. Vi holdte ham i hånden, aede ham og kyssede ham. Jeg følte ikke rigtig, at det var min dreng, fordi han var så anderledes i døden, men Benjamin overbeviste mig om at tage ordentligt afsked med ham. Vi fik puttet ham i kisten med hans dyne, sovedyret i hånden, et billede af os alle tre, legetøj og børnesange omkring ham. Jeg puttede ham og kyssede ham godnat, som jeg altid havde gjort. Et kys på mine fingerspidser som jeg satte ned på hans pande, mens jeg sagde “Jeg elsker dig”. Kistelåget kom på og skruerne blev skruet i.

Vi kørte mod kirken. Studentervognene kørte rundt med fest og jubel forbi kirken, mens vi stod der stille og triste.

Jeg hjalp til med at lægge alle de blomster, der var kommet til kirken. Der blev lagt blomster i siderne og i rækker langs kirkegulvet. Det var overvældende med så mange fine blomster. Der var kommet over 100 buketter og dekorationer.

Det var abstrakt at gå forbi kisten, for vi havde lige taget vores afsked. Sagt vores farvel. Der var ikke mere at sige, og alligevel lå han lige der i den kasse, som vi lige havde puttet ham i. Han er i de helt forkerte, men meget smukke omgivelser.

Benjamin havde trukket sig tilbage. Han kunne kun finde fred op af en trappe, som førte ham til spejderens rum. Han havde skrevet til mig, at han sad alene i et lokale og ikke kunne overskue at hilse på folk. Da blomsterne var lagt på plads, fandt jeg ham og satte mig samme med ham. Vi gik først ned, da begravelsen skulle i gang. Benjamin holdte sit hoved lavt og satte sig med sit hoved mellem sine hænder, jeg holdte en arm om ham, og hilste på de mange folk der kom hen til os.

Jeg tænker ofte på, hvad Benjamin tænker og føler, samtidig med at jeg nok godt ved det.

Kirken var mere end fyldt. Folk sad tæt og stod i lag ud i alle kroge. Der blev talt over 300. Jeg er så ked af det, men overvældet af folks tilstedeværelse.

Der var piger fra min gymnasieklasse, en hel del fra mit studie samt undervisere. Min ekskæreste var der. Vuggestueleder og pædagoger, Lene og Camilla fra min praktik hos Bruun Rasmussen, dem fra min mødregruppe og deres mænd, Fabian, alle min mors veninder, hele min familie på både min mors og min fars side, alle mine veninder, drengevenner og deres venner, min families venner, mine efterskolevenner. Alle man kunne tænke på og flere endnu. Hele Benjamins familie, alle hans venner og deres kærester. Anas Havde sendt sin far og sin søster for at være der i hans sted, Marcelle havde gjort det sammen med sin far.

Peter var vores præst. Han var meget imponerende. Han begravede sit barnebarn, sin søns søn, og han var virkelig professionel og stadig fyldt med kærlighed. Han talte meget fint om Noam og om sorgen der følger. Folk roste ham bagefter. Jeg havde holdt mit hoved delvist koldt, men under sangen “Du kom med alt det der var dig” græd alle i kirken, også mig for den var så passende på vores forårsbarn, som vi nu skulle leve uden. Det var meget smukt og rørende. Hjerteskærende.

Andreas, Alexander, Ian og Hp bar kisten ud. Det tog tid før kirken var tømt.

Bilen med kisten kørte væk og alle ville hilse. Det var meget overvældende, for de havde alle sammen et par ord med på vejen. Selv bare sætningen “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige” forventes der et svar på, og det var svært at overskue. Kram, smil, kys på kinderne og hænder på skuldrene.

Vi var de sidste, der kørte mod kirkegården. Vi sad lidt i kø, men det gjorde ikke noget. Jeg følte ikke vi skulle nå noget. Da vi kom frem var der mange flere, der var fulgt med fra kirken til kirkegården og kistenedsænkelse, end jeg havde regnet med. Kirkegården var smuk og fyldt med mennesker, der lod os gå frit og forrest.

Da alle var samlet så godt som muligt, blev kisten sænket af de fire, der havde båret den ud af kirken. Peter bad fadervor og sang. Han kom jord på, og jeg kastede den første blomst ned på kisten. Fe og Falke kom efter og kastede tegninger ned. Der var mange, der tog en sidste afsked, imens vi igen blev hilst på.

Vi bevægede os langsomt mod bilen og kørte til Søborg. Vi var på beroligende medicin. Nu i bedre humør end i kirken, men stadig triste.

I Søborg var der igen fulgt rigtig mange mennesker med. Ca. halvdelen af kirkens gæster var mødt op.

Jeg havde svært ved at smalltalke, selvom folk var søde og rolige.

Der var sat borde og bænke foran min mors rækkehus i Søborg, naboerne havde hjulpet til med at sætte op og gøre klar. Det fungerede rigtig fint til alle de mennesker, men jeg kunne ikke helt overskue festen i haven, så jeg stod det meste af tiden i entreen, hvor folk på deres vej forbi kunne stoppe op og snakke lidt, hvis de havde lyst, og så gå videre. Jeg stod længe og snakkede med Camilla. Jeg kan rigtig godt lide hende, vi fik et godt forhold under mine praktikuger, og det var rigtig rart, at hun kom og viste sin støtte på sådan en dag som i dag. Af forbipasserende gæster fik jeg et kys på kinden, et par ord eller et ‘tak for i dag’.

Benjamin brugte det meste af dagen inde i stuen. Det var der, hvor gæsterne kunne tage en sandwich eller noget at drikke, så han har ligesom jeg sikkert også fået massere af kys på kinden eller et par ord.

Kl. 20.30 havde de fleste takket af for dagen. Benjamin sad med en stor del af vores venner udenfor ved bordene, og jeg besluttede at bevæge mig ud og sætte mig blandt venner og gæster for første gang i løbet af dag. Vi hyggede os.

Jeg sad sammen med mine venner Natasja, Mille, Sofie, Silja, Clara, Johanne, Anna, Nanna og Steffen. Benjamin sad sammen med sine venner. Jeg gik ind før gæsterne tog hjem.

Den næsthårdeste dag i mit liv er ved at være ovre, og jeg vil bruge dagens sidste timer i sengen sammen med Benjamin.

Da jeg lå i sengen, kunne jeg fornemme lugten af døde Noam.

Erik og Mariann var taget tilbage på kirkegården i løbet af dagen for at tage billeder af alle blomsterne, efter de var blevet lagt ud på graven. Der blev nemlig lovet skybrud, hvilket ville ødelægge alle blomsterne.

Det betød mere end jeg havde regnet med, at alle de mennesker var mødt op til begravelsen. Selv Nikolaj var der.

Mine to undervisere Julia og Christina sagde, da de kom for at hilse efter begravelsen, at jeg var stærk. Det har jeg hørt rigtig meget den seneste tid, men de sagde også, at de ønskede at min vej skulle slå forbi dem igen. Så jeg har besluttet mig for, at det skal den. Jeg skal gennemføre min bachelor.

Benjamin siger at han tror, han er begyndt at føle det, som han kommer til at føle resten af livet. Det tror jeg ikke jeg er.

Benjamin har fødselsdag i morgen, hvilket jeg er ked af. Han har frabedt sig fejring og gaver, så jeg har ikke noget til ham, og det kan bare aldrig blive en god dag.

Måske jeg en dag skulle lave et projekt om at miste. En guide til bearbejdelse, en bog, måske en blanding.