12. juli 2016

 
psyko2.png
kirkegården.png
loppemarked.png
kedafdet.png
 

Jeg vågnede tidligt og vækkede Benjamin en halv time senere ved at gå på toilettet og efterfølgende tænde for TV’et. Det var han ikke så tilfreds med. Vi gik hinanden lidt på nerverne. Vi stod op og gik ned i stuen, hvor vi spiste morgenmad og faldt i søvn igen. 

Vi skulle til psykolog men kun hos Palle i dag, fordi Anne var på ferie. Vi købte blomster til graven på vejen. 

Vi sad et stykke tid i bilen foran psykologhuset. Det regnede, og vi var der 15 minutter før tid.

Vi talte med Palle om alle de ting, der foregår. Flytning, følelser og tanker. Vi snakkede om vores pilleforbrug og fortalte om min graviditet. Han virkede oprigtigt glad og overrasket. Det var rigtig rart. 

Vi kørte en lille omvej til kirkegården. Min mor ventede på os. Vi gik først om Noams grav, før vi gik til min mor. Hun har plantet lidt blandet småt. Den lille hjerteformede krans fyldt med blå hortensia fra min far var den eneste krans, der var tilbage fra begravelsen. Den stod der stadig sammen med lidt legetøj. Jeg satte solsikkerne, vi havde købt. Benjamin græd, mens vi stod der. Jeg tog Benjamin i hånden og gik videre. På vej hen til min mor viste jeg ham en blå grav, som jeg synes er meget smuk. 

Vi kørte om Søborg og videre til Hørsholm. Min mor skulle klippes, og vi kørte med bare for at være på tur. Vi tog om Lauritz og Røde kors-butikken. Benjamin købte bøger. Jeg fandt ikke noget. Vi drak en milkshake fra Paradis is og kørte hjem til aftensmad. Jeg har meget kort lunte, når vi er ude blandt andre mennesker. 

I dag kom Williams bror med flæskesteg, brun sovs og kartofler. Jeg spiser mig dårlig mindst én gang om dagen. Jeg spiser få og tilfældige måltider, og når jeg så får serveret et ordentligt måltid, overspiser jeg. Det er ikke en helt ny ting, at jeg kan finde på at spise for meget, men det har aldrig været så markant og konsekvent. 

Jeg føler, at vores dage gentager sig. Det er meget begrænset, hvad vi laver. Selvom vi laver mange ting, så er de ting meget ensartede. Det er begrænset, hvad vi føler, og hvad vi tænker. Jeg er ked af det hver dag. Nogle dage mere end andre. I dag har jeg været trist hele dagen.

Jeg vil være Noams mor.

7. juli 2016

 
noam.png
 

Vi skulle ud af døren i dag og til alternativ behandling i Hvidovre, som min mor havde foreslået. 

Min mor siger, at jeg skal sende al min kærlighed ned i maven og holde sorgen til mit hjerte, så babyen ikke bliver tynget af sorg. 

Mit liv er det værste tragiske drama af en film, som ingen nogensinde ville kunne finde på, eller have lyst til at indspille. “Barn dør en tilfældig sommerdag for øjnene af de lykkelige forældre, som drømmer om at udvide familien. De skal have hjælp fra alt og alle til at kunne leve videre. Midt i krisen finder de ud af, at ønsket om et barn mere var blevet opfyldt meget kort før ulykken, og nu skal de igennem sorgen og et ødelagt liv, mens de venter barn nr. 2. følg med og se om den lille familie klare det “

Jeg ankom til May-Brit. Hun startede med at tage en dråbe blod, som hun lagde i sin maskine. Hun begyndte at spørge ind til, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte. Jeg svarede, at jeg var vred på mine omgivelser, ked af det, fyldt af sorg og tom. Hun svang et pendul og sagde, at der måtte være noget andet, der fyldte mere. Jeg var stille. Hvorefter hun sagde “ulykken”. Hun havde ret. Det er den, der fylder allermest lige nu. Jeg skulle forklare hende, hvad jeg ser og oplever omkring ulykken. Hun bankede på mig, mens hun gentog en sætning. Vi talte om tomheden, og hun sagde, at jeg ikke er tom, men at jeg blot ikke har fundet plads til sorgen og Noam endnu. Hun vil hjælpe mig med at gøre plads til Noam i min krop. 

Jeg tænker hele tiden på, om det var fordi, vi var lykkelige, at vi skulle opleve det her, men May-Brit sagde, at det må vi gerne være. Det var ikke derfor, Noam skulle dø.  

Det var en anderledes oplevelse at være hos May-Brit. Jeg har min skepsis over for alternative behandlinger, men hvis det giver mig noget, hvis det har en eller anden form for virkning, så tager jeg imod det. 

Jeg havde en kort pause hjemme, hvorefter vi skulle videre til psykiateren. 

En flink meget rolig, stereotyp psykiater. Jeg synes han var god, fordi det ikke kun handlede om piller og medicin. Han gik ikke ind for, at man bare fik lykkepiller i en ulykkelig situation. Den beroligende medicin og indslumringspillerne, vi tager, er ikke skadelige. Så længe vores forbrug er, som det er, og det ikke bliver forhøjet i den sidste del af min graviditet, så er der ingen fare for misdannelser. Det blev vi glade for at høre.

Han har tilbudt at følge os, hvilket vi har takket ja til. 

Vi kørte fra byen, satte min mor af i Søborg og kørte til Jægersborg for at pakke lidt kasser ud. At have været hos May-Brit og psykiateren, har skabt en enorm ro for mig for lige nu. 

Tilbage i søborg spiste vi rester fra igår, og for første gang siden ulykken var vi kun tre til middag. Min mor var i biffen, og Benjamins familie var taget i sommerhus. 

Peter og Alexander kom efter mad. Jeg gik på værelset og så TV. 

Jeg bliver så frustreret, når jeg bliver spurgt om, hvordan jeg har det. Dag for dag går det bedre, trods op- og nedturen, men når jeg bliver spurgt, bliver jeg sat tilbage, fordi jeg skal finde noget konkret at sige, og som oftest bliver til svaret “okay”. Det er det letteste at sige, og det virker også til at være det letteste at tro på og godtage. Jeg er ikke okay. 

Hvis jeg giver mig selv lov til at se Noam, vil jeg så komme til at kunne se ham?

5. juli 2016

 
kedafdet.png
 

I dag skulle vi flytte helt ud af vores gamle lejlighed på Vesterbro. Vi nåede kun lige at stå op om morgenen, inden vi skulle ud af døren for at mødes med flytteholdet kl. 10.00. Der var mødt et stort hold af vores venner op. Vi fik slæbt ud, stablet op og båret ned. En kasse af gangen og møbel efter møbel. Kl. 11.30 kørte den fyldte flyttebil afsted fra Vesterbro og mod Jægersborg, og folk fulgte med. Kl. 12.30 var bilen tømt og kørt afsted. Det havde været en effektiv flytning. Vi havde vandret op ad den runde trappeopgang i  Jægersborg med ting ligesom en flok myrer. Vi havde fyldt vores hjem op, vi var trætte og svedige.

Franks søster kom med sandwiches til hele holdet. Det var godt med en pause. Et par stykker blev efter frokosten og hjalp med at fylde skabe og tørre møbler og ting af.

Benjamin har købt os et stort køleskab og bestilt et komfur.

Der blev boret op til et Søholm relief på badeværelset over badekarret. Men idet det blev hængt op der over badet, kunne jeg kun se ulykker for mig. Jeg blev bange for, at det skulle falde ned og knuse et babyhoved. Så det blev pillet ned igen, og der blev sat en lille søhest op på en meget stor skrue.

Vi kommer hurtigt på plads med al den hjælp.

Jeg kan ikke forstå, at alle børn og voksne på gaden kan leve og overleve, når mit barn ikke kunne. Jeg har været ked af det her til aften. Det er sjældent, jeg græder. Jeg har et kæmpe savn og ville ønske, at jeg bare kunne savne ham, men ulykken fylder så meget, at hver gang jeg tænker på ham, ser jeg ulykken. Jeg ville ønske, at mit værste mareridt var noget jeg kunne vågne fra.

Min mor bliver ved med at sige, at Noams ulykke må give os et nyt perspektiv i livet, for det må ikke være spild at skulle udsættes for sådan noget. Hun tror også, at der vil komme et tegn på vores baby, et modermærke på armen eller en kaffeplet, som Noam havde.

Jeg gik hjem med Benjamin for at se film. Jeg var sur, træt og irriteret efter en lang flyttedag, som ellers har været god og produktiv.

Andreas havde hentet mad hos en veninde. Vi spiste hos Anders og Anette.

4. juli 2016

 
 

Vi var oppe kl. 8.00. Mit indre ur havde vækket os. Vi skulle ringe til vores læge på Vesterbro for at få noget vejledning.

Lægen var flink, han forstod vores svære og komplicerede situation. Han bestilte en tid til blodprøvetagning i Søborg og sagde, at vi skulle have kontakt til en psykiater, som kunne styrer og overvåge vores medicinforbrug især i forhold til min graviditet. Han syntes, at det var en god ting, at vi skulle have en baby trods vores situation. Han sagde, at jeg skulle bestille tid hos min nye læge i Gentofte. Vi talte sammen i et kvarters tid.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til en graviditet, der var så ønsket, og som alligevel mest føles uoverskuelig. Ni måneder er lang tid at vente på en baby, men det er kort tid til at bearbejde sorg. Min krop skal kunne bærer det barn her og sørge for, at det bliver helt perfekt fuldbårent og uden komplikationer.

Vi startede med at tage til blodprøvetagning, og så gik vi i Menu for at købe yoghurt. Da vi kom tilbage, var min mor og Frank stået op. De havde sovet dårligt.

Vi fik fortalt min mor om graviditeten, og hun fortalte det til Frank. Vi aftalte at holde det tæt, så det kun var den nærmeste familie, som vidste det. Vi skulle handle hurtigt i for at finde ud af, om vores medicin kunne påvirke et fosters udvikling.

Vi tog til Elgiganten. Nanna skulle have en computer til studiestart, så vi i endte i ComputerCity og kom ud med en Macbook. Hun blev glad. Vi satte hende af i Søborg bagefter og kørte videre til min far i Albertslund. Vi skulle kigge på ting til lejligheden, som vi havde til opbevaring hos ham.

Vi kørte på McDonald's på vejen tilbage til Jægersborg, hvor min mor og Frank var for at ordne videre. Vi pakkede lidt flere bøger ud på reolen.

Jeg er begyndt at tænke rigtig meget på graven, fordi vi ikke har været der siden han blev begravet. Der skal vi snart ud.

Jeg var blevet træt, så vi kørte hjem fra Jægersborg. Jeg lå i sengen og så TV, mens Benjamin spillede computer.

Nanna kom med aftensmad. Hun havde lavet lækre hjemmelavede samosas og bulgursalat. Nanna er så sød og god.

Benjamin gik på værelset. Han finder ting på nettet til vores hjem. Lige nu leder han efter hårde hvidevarer. Anette gik op til ham, og han fik fortalt om graviditeten, som er med mange blandede følelser. Anette tog det også med blandede følelser, men alle er enige om, at vi godt kan håndtere et barn trods alt det her, og at det er det helt rigtige, at vi skal have et barn mere, fordi det var det, vi ønskede inden Noam døde.

Anton kom for at hente Nanna. Frank tog is frem, og så sad vi bare os fire lidt sammen i stuen. Min Mor, Frank, Benjamin og jeg.

Vi skulle lige tømme bilen for møbler, inden vi kunne gå i seng.

Det har været en lang dag.

Jeg tænker stadig rigtig meget på ulykken. Den gentager sig inde i mit hoved. Blodet, skriget, stenen. Hele situationen. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke ønsker og drømmer, at vi var gået en anden vej. Den beroligende medicin hjælper heldigvis på det.

16. juni 2016

Dagbog Nr. 1.

For at huske en tid jeg gerne vil glemme.

Denne bog er skrevet liggende, siddende, stående, kørende, grædende, halvsovende — på alle tider af døgnet. I den hårdeste tid i mit liv efter den værst tænkelige ulykke.

Jeg var mor. Jeg er mor til en der ikke er her mere, jeg er mor uden et barn.

Søborg d. 16 juni 2016

Kære Anne-Louise og Benjamin
Noam var som en lille sol, der strålede, skinnede og varmede. Nu er Noam død, men hans lys og varme vil altid være her og med jer.
I denne bog kan I skrive tanker og minder og få andre til at skrive også.

De bedste tanker og knus Mariann


Gid den sten havde knust mit hoved i stedet.