21. juli 2016

 
drøm.png
 

Jeg drømte i nat. Vi skulle ud af et farligt hus. Huset blev kontrolleret af nogle ukendte personer. De sprang elevatoren, og andre forskellige tilfældige dele af huset, i stykker. Der faldt ting ned, og alle folk flygtede på meget kreative måder, for at finde en sikker vej ud. 

Vi stod langsomt op, kom i bad og spiste morgenmad. Jeg gik i seng igen, efter vi havde spist. 

Rolf og Marlene skulle hjem i dag. Benjamin og jeg bliver i deres hus en ekstra overnatning, og vi har fået lov til at låne en bil af min far, så vi ikke er fanget alene på landet. Vi blev sat af ved min fars hus. Rolf og Marlene kørte mod færgen. Det har været et par hyggelige og rolige dage. Vi kørte forbi Ian og Dorthe for at hilse på dem, og se hvordan de hvordan de bor. Småt men godt i et lille rækkehus i Rønne. Vi kørte videre ind i centrum, jeg manglede en ny bog at skrive i. 

Vi handlede lidt ind til aftensmad og snacks, hvorefter vi spiste frokost på et pizzaria. Jeg bestilte en tomatsalat, som stod under hovedretter, men fik serveret den tarveligste lille, og alt for dyre, anretning i form af fire skiver tomat og fire skiver mozzarella, to oliven og olivenolie. Det var så kedeligt, og hvis jeg havde haft den mindste smule overskud, havde jeg klaget, men jeg lod det være. 

Vi kørte om Svaneke, inden vi kørte tilbage til Rolf og Marlenes hus. I bilen snakkede vi om, hvordan det har været at være væk fra de vante rammer I Søborg hos vores forældre. Benjamin synes, at det har været rigtig hårdt, og har haft nogle virkelig svære dage. 

Om aften forsvandt internettet, så vi spiste lidt let aftensmad og slappede af. Da det kom tilbage, så vi serie.

11. juli 2016

 
loppemarked.png
kedafdet.png
 

Vi har intet lavet det meste af dagen. Sovet længe (og dårligt) til kl. 10.30 Stået op, været i bad og set TV i stuen. Vi har været alene. Min mor har været på arbejde for første gang siden ulykken.

Jeg tænker nogle gange ubehagelige ting uden at kunne sige, hvad jeg specifikt tænker på, men jeg ved altid, hvad de handler om. Jeg tænker virkelig mange ubehagelige tanker i løbet af en dag. På et tidspunkt bliver det vel til en almindelighed. Min hverdag. 

Kl. 14.30 kom vi ud af døren. Jeg havde ikke lyst, men jeg ved, at det er bedst for mig at lave noget. Bare et eller andet. Ellers bliver mit dårlige humør mere markant og trist.

Vi tog i Elgiganten for at få rettet nogle bonner efter hvidevare indkøb. Vi gik i Jysk for at kigge på seng og gennem Ikea, hvor vi kom ud med et skraldestativ. Sådan en tur gjorde ikke noget godt for vores humør. Vi købte en burger, tog om lejligheden og kørte videre på genbrugsshopping, hvor vi fandt lidt fine ting. Jeg sang Noams version af Mester Jakob inde i hovedet, mens jeg gik rundt og kiggede på genbrug. Det gør mig ked af det.

Jeg snappede med Andreas og opdagede en helt fantastisk video, jeg havde sendt til ham, af Noam der kører på en blå plastikmotorcykel og råber “mor”. Den var meget kort, men jeg blev rigtig ked af det. Jeg blev mindet om, hvor fantastisk han var, hvem det er, vi går og savner, og hvem jeg var for få uger siden. Jeg var nogens mor. Jeg var Noams mor, Noam som kunne råbe mor. Vi var hinandens hverdag. Jeg havde heldigvis også sendt den til ham via Messenger. Jeg har gemt alle videoer, jeg har sendt, og jeg har gemt alle videoer, jeg har modtaget fra Benjamin. Da jeg ville vise Benjamin filmen af Noam, græd jeg inden, jeg nåede at vise ham den, og inden jeg nåede at fortælle ham, hvad jeg var ked af. Benjamin blev også ked af det.

Mit barn er forsvundet. Mit arbejde er gjort. Min titel er væk. Min kærlighed er lige stor, men overskygget af sorg. 

Vi har spist Pizza til aftensmad. Kun seks personer samlet i dag. 

Andreas og Katrine har offentliggjort en indsamling, de har arbejdet på siden ulykken. Vi ved ikke helt, hvad vi skal synes om det, for det er grænseoverskridende at være afhængig af andres hjælp og samtidig bede om deres penge, men samtidigt så gør de penge en forskel. De gør, at vi kan kører på ture, og de gør, at vi kan bruge lidt uden at tænke for meget over på hvad. Jeg hader vores økonomi.

Min mor fortalte os, at min yngste fætter, Jonathan var til synstest og skulle svare på, hvad han så på synstavlen. Højt på tavlen så han et hus, men længere nede så han en kiste (lille hus). Han fortalte lægen, at han tegner tegninger, så vi bliver glade igen. Lægen fortalte ham, at vi nok skal blive glade, og at han ikke må tro, at det er hans ansvar. Min mor fortalte også, at han har spurgt hende, hvad der var i kisten. Hun har svarede børnesange, legetøjsdyr, biler og en masse andre fine ting. Jeg synes, det er hårdt at høre, hvordan det påvirker ham og alle andre. 

10. juli 2016

 
advokatogsag.png
 

Vi spiste morgenmad med min mor og Frank, hvorefter vi kørte til Mark på Nørrebro. Han skulle tatovere os. Velvidende at jeg ikke måtte, nu hvor jeg er gravid. Jeg sagde ikke noget til Mark, fordi han ville ikke lade mig gøre det, og jeg havde virkelig meget brug for at få Noams død markeret på min krop. Mark har været så god til at vejlede os i forhold til, hvad vi skulle have lavet. Han ville nemlig ikke lave noget voldsomt mørkt og noget med døden, da vi stadig er så intenst tæt på ulykken. For vi kan nemt komme til at tage nogle forhastede og meget voldsomme følelsesladede beslutninger, som vi måske ikke vil komme til at synes om efter noget tid. Han synes derfor, at Benjamin skal vente med at få tatoveret noget på sine fingre. Han havde tegnet nogle rigtig fine forsalg. En solsikke til mit ene ben og to svaler til mit andet. Han frihånds tegnede resten. Et banner, blomster og datoer. Den blev så smuk, men det var virkelig hårdt at være igang, og jeg skulle overtales til at få streget solsikken op, hvilket jeg var glad for, jeg blev, da det var gjort.  

Vi holdte frokostpause og gik ud for at spise en shawarma, inden det var Benjamins tur. Benjamin fik lavet en meget stor og flot tatovering på overarmen. To svaler, solsikker, solen og Noams navn.  

Imens Benjamin blev tatoveret, vandrede mine tanker. De handlede hovedsageligt om økonomi, fordi det har haft økonomiske konsekvenser for os at miste et barn. Jeg bekymre mig om det, fordi vores liv er bygget om den økonomi. Vi har fået lov til at låne penge på baggrund af den økonomi. Vi har lige købt lejlighed, og det er svært at få til at gå op fra den ene dag til den anden. Det bekymrer mig især, fordi vi er studerende, og vores fremtid afhænger af de studier, og nu står vi her og kan ikke engang være alene og passe på os selv. Vi har fået besked om, at vi har fået for meget udbetalt i SU, efter at have mistet Noam, fordi vi fik forsørgertillægget udbetalt, så det skal vi betale tilbage. Jeg har lavet et regnestykke for at få et overblik. Vores advokat, som har taget vores sag pro bono, hvilket betyder, at hun hjælper os uden at tage betaling, indtil vi skal i en eventuel retssag, har rådet os til at kører en erstatningssag mod Københavns Kommune. Men det er dyrt at gå i retten, minimum 100.000 kr., og fri proces er ikke muligt, da vi har en ualmindelig sag og skal skabe præcedens. 

SU før: 99.768 kr. årligt

SU nu: 85.530 kr. årligt

Difference: 14.238 kr. x 2 (både jeg og Benjamin) 

= - 28.476 kr. om året  

SU-lån nedsat

Børnepenge før: 4.444 kr. 4 x årligt 

Børnepenge nu: 0 kr. 

= - 17.776 kr. om året

Ingen institution mere: + 600 kr. om måneden 

= + 7200 kr. om året 

Husstandsindkomst før: 210.112 kr. 

Husstandsindkomst nu: 132.008 kr.

= - 78.104 kr. om året

At miste et barn på SU påvirker vores økonomi helt vildt. Som studerende tæller alt, og vi får nu 78.108 kr. mindre. Det er mange  penge for et, i forvejen lille års budget.

Vi har ikke selv kontakt med advokaten, og vi har endnu ikke hørt noget om sagen. Vi ved, at hun skulle holde møde med kommunen om erstatning i morgen. Jeg ved bare, at vi virkelig skal tænke over hvilket erstatningskrav, hun skal stille, for det skal være et beløb, vi vil få noget ud af, sådan så vi evt. ikke skulle bekymre os om, at blive forsinkede i vores studieforløb, eller om vores økonomi kan løbe rundt uden studiejobs i en længere periode. Jeg tror, 500.000 kr. ville være det rette beløb. Vores fremtid er en investering værd. Noams liv er uvurderligt.

Kl. 19 kunne ingen af os mere. Vi var ømme og færdige for dagen. Ian hentede os på Nørrebro, og vi kørte om Søborg efter Nanna, som havde lavet vores aftensmad, igen igen. Denne gang var det hendes scoreret. Noget med auberginer med ost i tomatsauce. Anette og Anders havde dessert med.

Vi fik af vide, at mødet med kommunen var udskudt. 

Vi gik i seng.

2. juli 2016

 
uvenner.png
kedafdet.png
 

Vi var tidligt oppe og igang. Min mor fortalte, at der var en 20-årig kvinde, der var død på Roskilde Festival af vejrtrækningsproblemer. Hun slog det op på tekst-TV. Det lød forfærdeligt tragisk. Jeg kan lige forestille mig panikken i folkene omkring, i det de oplevede døden, men jeg kan mærke min distance til denne kvindes død. Ligesom det var for dem, der læste om Noams død, er denne historie, for mig, bare en overskrift med en trist historie, og så går livet videre.

Vi tog til Jægersborg. Min far kom med en stor reol fra DBA, som skulle samles. 105 lægter og tilhørende lange dyvler, som udgør reolen, blev slæbt op. Min far tror ikke på, at det vil lykkes os at samle den, og han har lovet at betale vores køleskab, hvis vi gør det. Jeg ville ikke være en del af samarbejdet, for det ville min tålmodighed ikke kunne håndtere. Så imens Benjamin, Anders og Peter samlede reol, og min mor og Anette kørte til vores gamle lejlighed for at ordne det sidste, tog jeg og min far på loppetur.

Det var rigtig rart at være på tur med min far. Det gør altid noget godt for mit fokus at kigge på genbrug og loppeting. Det giver mig lidt ro fra alt andet for en stund. Vi spiste flæskesvær på vejen hjem.

Da vi kom tilbage til Jægersborg, var reolen samlet. Det er en rigtig god reol. Frank pudsede vinduer, og Benjamins morfar var kommet forbi for at kigge og give os en indflytningsgave. Min far kørte videre på arbejde.

Jeg kørte med min mor i Røverkøb og en tur i Menu, hvor vi købte ind til lidt frokost. Jeg mødte en mor til en folkeskolekammerat. Vi snakkede kort. Hun var klar over vores situation og kondolerede. Det var meget mærkeligt at skulle snakke om det tilfældigt og offentligt. Hun var berørt. Jeg gjorde mig umage for at forholde mig roligt og holde hovedet koldt, så jeg ikke blev ked af det dér midt i Menu. Min mor gik i forvejen for at nå hjem og lave frokost klar.

Jeg ville købe en graviditetstest, men det havde de ikke i Menu.

Min far kom forbi til frokosten i Søborg, han kunne lige få det til at passe ind imellem arbejdsopgaverne. De andre kom tilbage fra Jægersborg.

Min mor og Frank tog tilbage til lejligheden i Jægersborg for at ordne videre, imens Benjamin og jeg sov og så TV. Jeg vågnede og var vred.

Nanna kom med lækker aftensmad i dag. Fisk i fad. Vi spiste hos Anders og Anette.

Alle er så hjælpsomme og flinke med alt og især med flytningen lige nu. Vi får hjælp, penge og gaver. Det er meget overvældende. Min far giver os et køleskab, min mormor giver os et komfur, Benjamins mormor og morfar gav os penge og vores forældre giver al deres tid og arbejdskraft. Andreas giver al sin tid og hjælper på alle de punkter, han kan, med det kendskab han har, Oliver, som er frisør, kom og klippede Benjamin. En tømrer har ordnet et par dørtrin i vores lejlighed, og advokaten er gennem ham. Vores venner og veninder bruger deres tid på os og sørger for vores aftensmad. Min faster koordinerer madplanen og kommer på besøg med frugt og kage.

Mit humør bliver dårligt i aftentimerne. Lige meget hvor lidt eller hvor meget jeg har lavet i løbet af dagen, eller hvor godt eller dårligt jeg har haft det, så har jeg det rigtig svært om aften med aftensmad og gæster. Jeg trækker mig oftest hurtigt tilbage.

Jeg og Benjamin blev sure på hinanden i løbet af aftenen. Det det handlede lidt om indretningen, men egentlig handler det nok mere om noget andet, måske mest om udmattelse. Vi lå vrede ved siden af hinanden. Jeg hader at falde i søvn vred. Jeg kiggede på Benjamin igen efter lidt tid og kunne se en tåre. Jeg spurgte om han var træt, eller om han var ked af det. Han var ked af det. Jeg trøstede ham og kunne ikke selv lade være med at blive ked af det.

Vi savner Noam så meget, men vi snakker sjældent om det. Vi prøver istedet at fokuserer på noget andet, og vi er sjældent bare er os to, fordi vi har svært ved bare at være os to. Vi elsker ham så højt, og han er hele tiden i vores tanker.

Benjamin var så god en far. Alt hvad han gjorde for Noam og for os, og hvem han gjorde Noam til, det er uvurderligt. Jeg ville ønske, at jeg kunne bytte plads med Noam, så ham og Benjamin kunne leve videre sammen. Noam ville blive det bedste menneske.

Jeg tog min indslumringspille. Jeg synes den er forfærdelig. Jeg kan mærke den i halsen, og smagen er der stadig om morgenen, men den virker.

1. juli 2016

 
psyko2.png
kedafdet.png
 

Jeg har drømt igen i nat. Jeg var i vuggestuen for at se den en sidste gang. Pernille stod ved skabene og fortalte mig i stor glæde, at hun ventede sig. Jeg reagerede ikke på det. Jeg kunne ikke. Bagefter kom Lise hen til mig med en stor rund mave. Hun aede sin mave, imens hun stolt fortalte, at hun ventede pige nummer tre. Jeg gik hen mod Benjamin, som ventede ude foran vuggestuen. Jeg kiggede efter ham ud af døren. Jeg kunne se Benjamin, og jeg synes også, at jeg så Noam.

Vi stod stille op og skulle til psykolog.

Jeg har ømme bryster, hvilket ikke er uvant op til min menstruation, men jeg kom til at tænke tilbage på dengang, jeg fandt ud af, at jeg var gravid med Noam. Jeg var på Roskilde festival. Kun seks måneder inde i mit forhold med Benjamin, da jeg gik to dage over tid, havde ømme bryster og måtte gå til festivalpladsens apotek for at købe en graviditetstest. Det var om onsdagen. Jeg tog testen natten til torsdag. Den var negativ, men jeg var ikke sikker på, at den var taget korrekt. Siddende på hug bag ved teltene og tisset på testen i mørke. Så jeg tog hjem dagen efter med en undskyldning til mine veninder om, at jeg ikke kunne klare flere dage i telt. Jeg testede positiv derhjemme. Benjamin fik det at vide over Skype, fordi han var på flere ugers rejse til Palæstina, og jeg var på vej videre til et sommerferiejob på Bornholm. Vi var for unge, og det var alt for tidligt i vores parforhold, at vi blev forældre til Noam. Det ændrede vores liv, men gik over al forventning. Vi var virkelig gode som familie.

Det er rigtig rart at tale med psykologerne, men også utrolig hårdt. Jeg er følsom og græder, når jeg skal fortælle om Noam, om hvad jeg tænker på, og hvordan jeg har det. Jeg græder sjældent andre steder, så det er som om, der kommer forløsning der. Jeg er træt bagefter.

I dag handlede det om tanker omkring fremtiden, hvad vi har af ønsker og om børn. Jeg læste en af mine drømme op. De siger, at min hjerne arbejder rigtig meget med ulykken og med sorgen. De fortæller os, at vi er gode. De sagde, at vi har et stort ‘forældregen’, og de mener, at vi sagtens vil kunne klare et barn samtidigt med at huske Noam og bearbejde sorgen.

Johanne kom forbi, hun skulle også se lejligheden, så vi kørte til Jægersborg. Jeg synes den er lige smuk hver gang, men den føles ikke så rigtig som før, men det hjælper at se lejligheden og snakke om den og om indretningsideer. Det fjerner mit fokus fra alt det dårlige i et øjeblik.  

Hjemme hos min mor igen. Jeg har set dårligt tv (et program om fiskeri) alene, og jeg sov indtil aftensmaden. Min faster og fætre havde været på besøg, da de gik kom Peter og Andreas. I dag var det Benjamins veninder Nynne og Anne, der kom og lavede mad hjemme hos Benjamins forældre. Køkkenet var proppet. Vi fik chili con carne.

Jeg har været indelukket i dag og gik tilbage på værelset uden at sige farvel.

Jeg talte dage i min cyklus, for mine tanker er blevet ved med at kredse om de ømme bryster. Hvis jeg har talt rigtigt, er jeg gået fem dage over tid, hvilket kan betyde, at der er en baby, eller at min krop er sat fuldstændig i stå. Jeg har nævnt det for Benjamin.