29. juni 2016

 
flashback.png
drøm.png
 

Jeg var oppe meget tidligt i dag (kl. 04.30). Jeg ved ikke hvorfor jeg vågner så tidligt.

Jeg drømte, at en ung kvinde overrakte mig sit spædbarn, som jeg skulle beholde og tage mig af. Jeg var i USA, så jeg skulle finde en snedig løsning for at skaffe pas og cpr-nummer, så vi kunne komme til Danmark igen. Jeg opsøgte en præst, som tilbød sin hjælp. Han fandt ud af at det var et fupnummer. Barnet blev sporet, og det ville kun være et spørgsmål om tid, før at jeg ville blive afpresset for penge og barnet taget fra mig. Jeg gjorde alt for at kunne beholde ham. Jeg fik skåret en lille chip ud af hans ben, så de ikke kunne spore os mere.

Det er i dag 14 dage siden Noam døde. Det er den længste tid jeg har været uden ham, og den tid skal vare for evigt.

Jeg tænker ofte på, om folk synes jeg er en dårlig mor, fordi jeg ikke kunne leve op til min opgave om at beskytte mit barn. Jeg fejlede i at passe på det lille liv.

Jeg tænker ofte på, om ulykken skete af en bestemt årsag, om vi havde det for godt og følte for meget lykke, som vi ikke var berettiget til så tidligt i livet. Jeg tænker også ofte på, om der er nogen som ønskede, at der skulle ske noget dårligt for mig og min familie.

Vi har spist morgenmad med Kirsten og Lærke. Min mor er taget til psykolog, og Benjamin er på vej på tur med sin far.

Jeg har lige talt med min underviser Christina, hun havde tænkt på mig på sin cykeltur på vej på arbejde og tog billeder af blomster på sin vej, som hun sendte mig.

Jeg venter på Andreas, så jeg ikke skal være alene hjemme.

Andreas og jeg gik i Lions genbrugsbutik og shoppede lidt. Bagefter sad vi bare i sofaen. Jeg så Tv om mad, og Andreas arbejdede på computeren.

Det er så uvirkeligt, at vi allerede om to år og tre måneder har levet længere uden Noam i live, end vi har levet med ham i live.

Benjamin kom hjem fra tur med sin far, og min mor og Frank kom hjem fra psykolog. De drak kaffe. Jeg var lidt rastløs og gik igang med at slibe et gammelt toiletskab, som skulle op i lejligheden. Jeg tog musik i ørene for at komme lidt “væk”.

Williams bror kom med en kæmpe hjemmelavet lasagne, som vi i spiste sammen.

Efter maden kørte vi til Jægersborg for at se den færdige lejlighed. Vi hilste på bestyrelsesformanden, som tog imod os med en lille blomst. Vi har købt os en rigtig dejlig andelslejlighed. Jeg kunne mærke på Benjamin, at han var glad. Jeg ville rigtig gerne have haft Noam med. Han vidste hvor han skulle have værelse, for det havde vi vist ham på plantegningen, og han havde lært at pege på rummet og sige “Noams værelse”. Han fik aldrig set lejligheden, og nu skal vi starte helt forfra.

Om aften så vi Game of thrones. Der var en ekstrem voldsom scene med rigtig meget blod. Jeg kom til at tænke på, at det er de færreste der ved, hvad det vil sige at se så meget blod i virkeligheden, og at de færreste nok tænker på, hvor meget af vores egen søns blod vi har set og været smurt ind i. Den del af historien fortælles ikke for at skåne alle andre, men jeg kommer aldrig til at glemme alt det blod fra Noam. På Noam og på os. Blodet fra Noam i Benjamins ansigt. Benjamin, som havde pustet liv i en død og blodig krop.  

Det er hårdt at se sådan en scene i TV. Det er ubehageligt, og det fører mig tilbage til ulykken.