15. august 2016

 
kirkegården.png
kedafdet.png
 

Mandag. Én uge til jeg starter i praktik og to måneder siden ulykken, meget uoverskueligt. 

Vi er ekstremt langsomme til at komme op, igang og ud af døren. 

Vi tog på kirkegården. Jeg ville gerne besøge Noams grav og jeg ville gerne tage stilling til gravstenen. 

Da vi ankom til graven begyndte vi begge to at græde. Vi stod bare lidt  i stilhed. Vi satte os på græsset foran graven bagefter. Den er fin og rodet. Tallerkensmækkeren har spredt sig, min mormor har plantet en hvid rose, Anette har plantet en lille blå blomst, og rykket lidt på bamserne. Det lille blå hjerte fra min far holder stadig, men er begyndt at blive lyserødt. 

Jeg blev ked af det igen, da vi sad der foran graven, fordi jeg kom til at tænke på, at han vidste, hvor han skulle bo og have værelse ud fra plantegningen. Jeg tænkte også på den lille krop, der lå/ligger i den lille kiste, men blev mindet om hvor rigtig en beslutning det var, at han blev begravet, så jeg kan tænke på den lille fine krop, som var det sidste, vi så af ham. Det er en hård tanke, men det er et hårdt liv. 

Vi gik omkring stenhuggeren, for at se den lille halv runde sten, som min mor havde fundet, blandt stenrester, og for at vælge tekst og skrifttype. Der skal stå 08.03.14 Noam 15.06.16, ovenpå skal der stå Bachmann Rasmussen. Det kan blive rigtig fint, og det er rart at gøre lidt mere. 

Vi fik en cola af min mor og kørte afsted. Vi endte med at sidde i bilen i 10 minutter på Nørrebro, uden at finde ud af hvad vi ville. Vi endte med at kører hjem og spise rugbrødsmadder. 

Jeg sov lidt, indtil Frank kom hjem. 

Ian kom, og min far kom bagefter. Han synes, jeg ser så trist ud og ville så gerne kunne gøre noget, eller give os noget, så vi kunne blive gladere. 

Efter maden kørte vi til lejligheden, for at forlænge dagen lidt. Min mor skulle besøge Sussie, så vi kørte med hende. Det var begrænset, hvad vi fik lavet af praktiske ting. Vi var der bare. 

Det kan mærkes, at vores liv mangler indhold.  Mangler Noam, mangler liv. Vi kan ikke bare være til. Vi har brug for ting at lave, før vi har det okay. 

Lejligheden er så fin og ved at være så godt som klar, hvilket skræmmer mig lidt, for hvad så nu? Hvorfor skulle vi tage derud, og hvornår skal vi sove der og bo der? 

Jeg skal skrive en side til min vejleder om mine læringsmål inden praktikstart . Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal kunne overkomme det, selvom jeg ved, at det bare er at åbne computeren og få det gjort, men jeg har intet overskud og intet initiativ. 

Jeg føler, at jeg er blevet introvert. Jeg har altid været udadvendt og åben, og selvom jeg ikke kan være alene, så kan jeg ikke være social. Jeg foretrækker ikke at skulle tage stilling til noget, og jeg har aldrig haft et problem med at sige, hvad jeg mener. Lige nu kan jeg ikke engang kigge folk i øjnene, samt at mine samtaler oftest bare er gentagelser, eller indøvede fraser for at komme lettest igennem samtalen til den slutter. Jeg lukker mig inde i mig selv overfor folk, jeg kender godt, og frygter at møde nye mennesker, som skal lærer mig at kende, og omvendt.

En trist dag er overstået, hårdt.

2. august 2016

 
kedafdet.png
advokatogsag.png
 

Jeg har sovet virkelig dårligt i nat. Jeg var oppe to gange for at tisse og igen kl. 7.30, men efter at have været en tur  nedenunder, fordi jeg var bange for, at der havde været nogen, som ikke skulle være der, og 5 min på min telefon, besluttede jeg mig for at gå tilbage i seng.  Efter det vågnede vi først kl. 10. Det føltes som om klokken var mere. 

Vi gik med Flora efter morgenbrød og så TV, indtil Benjamin var rastløs og ville på tur. Vi hentede Andreas, kørte omkring boghandleren på Amager og drak kaffe i byen. 

Andreas fortalte os i dag, at Københavns Kommune havde trukket deres lovning på betaling for Noams begravelse tilbage.  

Det var Benjamin, der stod for maden i dag, så da vi kom tilbage til Søborg, gik vi op for at handle. Han ville lave pasta med kødboller og tomatsovs.

Jeg var ked af det før madlavningen, men under maden kiggede jeg på billeder af Noam på Benjamins telefon og blev mere ked af det. Det er rigtig hårdt og uforståeligt, at vi aldrig kommer til at opleve mere af ham, og samtidig med det, tænker jeg rigtig meget over, hvad jeg skal sige til de journalister i morgen, hvilket gør  mig rigtig utilpas. Jeg sneg mig væk fra det hele, op på værelset. 

Jeg har overvejet at fortælle om vores situation med, at vi skal leve med sorgen og arbejde med sorgen og tabet, men samtidig skal vi også leve og arbejde med selve ulykken, og den kræver et helt andet fokus, fordi vi mistede vores søn. Men vi mistede vores søn ved at se en gravsten vælte over ham og knuse hans krop og hans hoved. Eller fortælle om, at det ville være rart, at systemet var simpelt og velfungerende overfor folk i total traume og krise, så alt det praktiske var lige til, så vi bare skal tænke på os selv og vores bedste. 

Vi spiste lidt hurtigt, fordi vi havde solgt vores gamle spisebord på Den Blå Avis, og parret, der havde købt det, ville komme til Jægersborg kl. 19. 

Min mor nævnte, at Pernille synes, at det er meget mærkeligt, at vi ikke har fået en henvendelse fra kirkegården eller at Københavns kommune ikke har gjort noget ved sagen endnu; ingen skilte, ingen opmærkning, ingenting.  Især fordi der i foråret var så meget fokus på, at vi skulle besøge de blomstrende kirkegårde. Jeg fortalte det til Andreas, og han sagde, at en af journalisterne havde fundet en udtalelse med en opfordring om, at vi skal gøre mere brug af de københavnske kirkegårde… 

Vi så det sidste afsnit af Downton Abby. 

31. juli 2016

 
kedafdet.png
loppemarked.png
 

Jeg har sovet dårligt i løbet af natten og da jeg vågnede, var Benjamin oppe. Det er første gang meget længe.

Helene, min fars tidligere kærestes datter, havde skrevet på instagram, at hun først nu havde set, hvad der var sket, og de kondolerede. 

Min facebook valgte at dele et glædeligt minde fra præcis et år siden; en lille video af Noam, som sidder bag i bilen og bare griner af, at vi kigger på ham, i ren overtræthed, efter at være blevet passet hos min far, imens jeg og Benjamin havde været ude at spise. Det gjorde mig rigtig ked af det, fordi jeg så gerne ville opleve hans gode humør igen. Mit inderste indre længes efter at få ham igen og det er meget svært at forstå, at det aldrig kommer til at gå i opfyldelse.

Benjamin trøstede mig og tilbød mig en beroligende, men jeg ville gerne vente lidt, for det er ikke den slags tanker, jeg tager beroligende imod. 

Vi stod op og fik noget morgenmad. Jeg er ikke særlig vild med de dage, der starter ekstra hårdt ud. 

Vi kørte med Anette og Anders på tur, til et lille loppemarked i Vig. Jeg fandt et rundt plastik spejl, som jeg købte til Silja, da hun havde givet udtryk for, at hun ønskede sig sådan et. Også købte jeg nogle små glasskåle. 

Da vi kom tilbage til sommerhuset, havde Benjamin travlt med at komme mod Søborg. Jeg spurgte ham, hvorfor det skulle gå så hurtigt og han svarede, at det var alt for nemt at komme til at kede sig her. Vi kørte til Jægersborg, jeg sov på vejen. 

Vi fik slæbt skænken op, ordnet den og sat den på plads. Vi skal finde en plads til mit store maleri. 

Vi kørte om Mcdonalds for at få noget frokost. Vi så tv, da vi kom til Søborg. Jeg blev igen ked af det. Jeg er begyndt at mangle Noam endnu mere, synes jeg. 

Josefine D var rejst til Brasilien i praktik før ulykken, og jeg har ikke hørt fra hende før nu, men hun skrev på Messenger, at gaverne jeg havde været med til at købe til Eddie og Red, var blevet taget rigtig godt imod. De var glade. Efterfulgt af en besked, hvori der stod, at hun savnede mig. Jeg synes, at det var en meget mærkelig besked. Der manglede noget, omsorg eller en form for anerkendelse. Jeg kan ikke svare i lige måde, for jeg føler intet for nogle andre end Noam og den ulykke. Jeg har ikke svaret, og det kommer jeg nok heller ikke til. 

Vi hentede sushi halv 18.30. Spiste og så tv. Hilste på Ian, inden vi gik i seng.

12. juli 2016

 
psyko2.png
kirkegården.png
loppemarked.png
kedafdet.png
 

Jeg vågnede tidligt og vækkede Benjamin en halv time senere ved at gå på toilettet og efterfølgende tænde for TV’et. Det var han ikke så tilfreds med. Vi gik hinanden lidt på nerverne. Vi stod op og gik ned i stuen, hvor vi spiste morgenmad og faldt i søvn igen. 

Vi skulle til psykolog men kun hos Palle i dag, fordi Anne var på ferie. Vi købte blomster til graven på vejen. 

Vi sad et stykke tid i bilen foran psykologhuset. Det regnede, og vi var der 15 minutter før tid.

Vi talte med Palle om alle de ting, der foregår. Flytning, følelser og tanker. Vi snakkede om vores pilleforbrug og fortalte om min graviditet. Han virkede oprigtigt glad og overrasket. Det var rigtig rart. 

Vi kørte en lille omvej til kirkegården. Min mor ventede på os. Vi gik først om Noams grav, før vi gik til min mor. Hun har plantet lidt blandet småt. Den lille hjerteformede krans fyldt med blå hortensia fra min far var den eneste krans, der var tilbage fra begravelsen. Den stod der stadig sammen med lidt legetøj. Jeg satte solsikkerne, vi havde købt. Benjamin græd, mens vi stod der. Jeg tog Benjamin i hånden og gik videre. På vej hen til min mor viste jeg ham en blå grav, som jeg synes er meget smuk. 

Vi kørte om Søborg og videre til Hørsholm. Min mor skulle klippes, og vi kørte med bare for at være på tur. Vi tog om Lauritz og Røde kors-butikken. Benjamin købte bøger. Jeg fandt ikke noget. Vi drak en milkshake fra Paradis is og kørte hjem til aftensmad. Jeg har meget kort lunte, når vi er ude blandt andre mennesker. 

I dag kom Williams bror med flæskesteg, brun sovs og kartofler. Jeg spiser mig dårlig mindst én gang om dagen. Jeg spiser få og tilfældige måltider, og når jeg så får serveret et ordentligt måltid, overspiser jeg. Det er ikke en helt ny ting, at jeg kan finde på at spise for meget, men det har aldrig været så markant og konsekvent. 

Jeg føler, at vores dage gentager sig. Det er meget begrænset, hvad vi laver. Selvom vi laver mange ting, så er de ting meget ensartede. Det er begrænset, hvad vi føler, og hvad vi tænker. Jeg er ked af det hver dag. Nogle dage mere end andre. I dag har jeg været trist hele dagen.

Jeg vil være Noams mor.

8. juli 2016

 
kedafdet.png
 

Vi stod op kl. 9.00 og kom i bad, hvilket ikke er en hverdagsting. Jeg skulle møde Sofie F. i vores nye lejlighed mellem 11-12, så vi tog derhen for at ordne lidt videre inden da. Min mor havde omplantet en stor del af vores planter, som vi tog med i bilen. Vi købte morgenmad på vejen. 

Sofie kom kort efter, vi havde tømt nogle kasser og spist lidt morgenmad. Benjamin hilste på hende og kørte så på tur. Jeg kender hende fra gymnasiet. Hun var min engelsklærer, og jeg så op til hende.

Efter lidt smalltalk i køkkenet fortalte jeg hende, hvorfor jeg havde reageret på hendes facebook-opslag og kontaktet hende. Hun havde overhovedet ikke set det komme, da jeg fortalte hende om, hvad der var sket med Noam. Jeg havde ikke nævnt noget om det før, hvilket jeg måske skulle have gjort. Sådan en snak kræver en advarsel, men hun sagde, at det var okay. fordi hun nok ville have sagt, at hun ikke var passende til sådan en form for samtale, hvis hun havde fået det af vide i forvejen.

Jeg græd, da jeg fortalte hende om, at vi lige havde mistet Noam i en ulykke. Jeg lavede kaffen færdig, og vi satte os i sofaen. Hun spurgte til ulykken. Jeg fortalte hende alt. Hele historien, om dagen med ulykken og dagene efter. Da jeg var færdig, var hendes reaktion “Hold da kæft”. Hun havde grædt stille sammen med mig. Vi snakkede længe bagefter om alt muligt.

Trods situationen var det rart. Jeg følte mig tryg. Hun sagde, at det var meget liv at leve på meget kort tid. Inden hun gik ud af døren, sagde hun, at jeg endelig måtte skrive igen - eller lade være. Jeg overraskede hende med vores historie, men hun tog det pænt. Hun kunne tage hjem, dele det, få en krammer og leve videre.

Kort efter hun var gået, kom Benjamin. Han havde været i Harald Nyborg og hos min mor. Han havde kedet sig og var ked af det indeni. Jeg var glad for, at han var hurtigt tilbage hos mig. 

Jeg ved at Benjamin er meget ulykkelig og ked af det, selvom han holder følelserne inde. Jeg håber ikke, at han holder for meget for sig selv. Jeg ved, at han ikke fortæller mig alt. Jeg ved, at han skåner mig for ubehagelige tanker og følelser, fordi jeg ved, at jeg skåner ham for det samme. Vi har oplevet meget sammen på kort tid.

Benjamin havde aftalt med Anders, at han skulle komme og hjælpe med at hænge ting op, og de skulle hente vores nye komfur. Vi målte op og satte prikker på væggen, inden han kom. De fik hængt rigtig mange ting op, og jeg var alene imens de hentede komfuret, så jeg gik på opdagelse i kælderen, hvor der skulle være et bytterum og et værksted. Jeg fandt det ikke, eller jeg kunne ikke komme ind, fordi døren var låst med kode. 

Vi tog hjem for at spise aftensmad hos min mor, Sofie var der og spiste med. I dag var det en fra mit studie, Christian, der havde lavet lækker mad til os alle. 

Ian kom ind af døren, da Benjamins forældre var på vej hjem, og vi andre havde delt en chokolade. Jeg blev i stuen her til aften, selvom jeg flere gange havde overvejet at gå på værelset for at se TV. Vi gik op sammen. Dagen havde været lang, så der var meget at skrive om, hvilket jeg fik gjort imens Benjamin så Matrix.