15. august 2016

 
kirkegården.png
kedafdet.png
 

Mandag. Én uge til jeg starter i praktik og to måneder siden ulykken, meget uoverskueligt. 

Vi er ekstremt langsomme til at komme op, igang og ud af døren. 

Vi tog på kirkegården. Jeg ville gerne besøge Noams grav og jeg ville gerne tage stilling til gravstenen. 

Da vi ankom til graven begyndte vi begge to at græde. Vi stod bare lidt  i stilhed. Vi satte os på græsset foran graven bagefter. Den er fin og rodet. Tallerkensmækkeren har spredt sig, min mormor har plantet en hvid rose, Anette har plantet en lille blå blomst, og rykket lidt på bamserne. Det lille blå hjerte fra min far holder stadig, men er begyndt at blive lyserødt. 

Jeg blev ked af det igen, da vi sad der foran graven, fordi jeg kom til at tænke på, at han vidste, hvor han skulle bo og have værelse ud fra plantegningen. Jeg tænkte også på den lille krop, der lå/ligger i den lille kiste, men blev mindet om hvor rigtig en beslutning det var, at han blev begravet, så jeg kan tænke på den lille fine krop, som var det sidste, vi så af ham. Det er en hård tanke, men det er et hårdt liv. 

Vi gik omkring stenhuggeren, for at se den lille halv runde sten, som min mor havde fundet, blandt stenrester, og for at vælge tekst og skrifttype. Der skal stå 08.03.14 Noam 15.06.16, ovenpå skal der stå Bachmann Rasmussen. Det kan blive rigtig fint, og det er rart at gøre lidt mere. 

Vi fik en cola af min mor og kørte afsted. Vi endte med at sidde i bilen i 10 minutter på Nørrebro, uden at finde ud af hvad vi ville. Vi endte med at kører hjem og spise rugbrødsmadder. 

Jeg sov lidt, indtil Frank kom hjem. 

Ian kom, og min far kom bagefter. Han synes, jeg ser så trist ud og ville så gerne kunne gøre noget, eller give os noget, så vi kunne blive gladere. 

Efter maden kørte vi til lejligheden, for at forlænge dagen lidt. Min mor skulle besøge Sussie, så vi kørte med hende. Det var begrænset, hvad vi fik lavet af praktiske ting. Vi var der bare. 

Det kan mærkes, at vores liv mangler indhold.  Mangler Noam, mangler liv. Vi kan ikke bare være til. Vi har brug for ting at lave, før vi har det okay. 

Lejligheden er så fin og ved at være så godt som klar, hvilket skræmmer mig lidt, for hvad så nu? Hvorfor skulle vi tage derud, og hvornår skal vi sove der og bo der? 

Jeg skal skrive en side til min vejleder om mine læringsmål inden praktikstart . Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal kunne overkomme det, selvom jeg ved, at det bare er at åbne computeren og få det gjort, men jeg har intet overskud og intet initiativ. 

Jeg føler, at jeg er blevet introvert. Jeg har altid været udadvendt og åben, og selvom jeg ikke kan være alene, så kan jeg ikke være social. Jeg foretrækker ikke at skulle tage stilling til noget, og jeg har aldrig haft et problem med at sige, hvad jeg mener. Lige nu kan jeg ikke engang kigge folk i øjnene, samt at mine samtaler oftest bare er gentagelser, eller indøvede fraser for at komme lettest igennem samtalen til den slutter. Jeg lukker mig inde i mig selv overfor folk, jeg kender godt, og frygter at møde nye mennesker, som skal lærer mig at kende, og omvendt.

En trist dag er overstået, hårdt.

18. juli 2016

 
psyko2.png
kirkegården.png
 

Vi har planlagt at tage til Bornholm i morgen tidlig så vi stod tidligt op for at pakke, idet vi havde en lang dag foran os. Vi skulle til psykolog, og jeg skulle til May-Britt.

Jeg glæder mig ikke til at komme til Bornholm, men det er heller ikke sådan, at jeg ikke har lyst. Jeg håber det bliver rigtig hyggeligt. Jeg er bare ikke nået til at kunne glædes endnu. 

I dag hos psykologerne, var det kun Anne, som var der. Palle er på ferie i denne uge. Anne er rigtig flink, vi bliver altid spurgt til, hvad der fylder, hvilket er rigtig svært at fortælle. Jeg kan ikke starte med at lade alle mine følelser flyde, så jeg starter med at fortælle specifikt om, hvad vi har lavet siden sidst, som blandt andet det afholdte møde med advokaten, for så er det nemmere at spore sig ind på, hvad der fylder følelsesmæssigt. Benjamin skulle vænne sig til, at det var Anne, han skulle tale med, og ikke Palle. 

Der kommer til at gå 14 dage, før vi skal til psykolog igen, fordi vi skal til Bornholm, og fordi begge psykologer holder sommerferie. Det bliver hårdt at gå 14 dage uden at være til psykolog, især fordi jeg ved, at der kommer til at ske mange ting de næste uger, som vi ikke har prøvet siden ulykken. 

Jeg har ikke lyst til at fortælle nogen om graviditeten. Jeg kunne godt tænke mig at holde det hemmeligt så længe som muligt, måske indtil vi kender kønnet, så er alt mere sikkert. Så ved vi, hvad vi venter på, det er mere konkret, og måske vi glæder os sammen. Så er der jo også gået længere tid, siden vi mistede Noam. Vi må se hvornår det slipper ud, og hvornår jeg er for tyk til at kunne skjule det. 

Vi kørte til kirkegården efter psykologbesøget. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vi kommer til at skulle begrave flere af vores børn. Nu når det uvirkelige og usandsynlige er sket, og vi stadig er unge og formentligt har et langt liv foran os.

Benjamin blev hentet af Andreas, og jeg kørte til May-Brit med min mor. Jeg havde ikke særligt meget lyst. Min mor sagde, at jeg bare skulle deltage, som jeg selv havde lyst til, hvilket jeg gjorde. Hun kan noget uforklarligt, som har en virkning, selvom jeg ikke rigtig tror på det. Vi talte om min far, fordi jeg synes, han er fraværende. Han har virkelig svært ved vores situation, og han har svært ved selv at tackle det, men normalt er vi meget tætte, og jeg føler, at han holder sig væk. Jeg mangler ham. Det var kun min mor, og Benjamin jeg havde fortalt det til, før jeg snakkede om det med May-Britt. Hun synes, jeg skal sige det til ham, men det er svært, for jeg kender ham, og ved hvordan han kan være. Jeg vil alligevel se, om det kan lykkes, nu hvor vi skal til Bornholm og se ham, måske han er anderledes på Bornholm. 

Benjamin og Andreas havde været ude og shoppe lidt, og Frank havde lavet dejlig mad. Vi spiste lækker skinke fra slagteren og kartofler. Ni til bords. 

Vi pakkede færdigt og gik i seng.

Vi har hørt fra Advokaten, gennem Andreas, at Københavns kommune siger, at de vil gå med til at betale for begravelsen, så vi venter på, at det går i orden. 


12. juli 2016

 
psyko2.png
kirkegården.png
loppemarked.png
kedafdet.png
 

Jeg vågnede tidligt og vækkede Benjamin en halv time senere ved at gå på toilettet og efterfølgende tænde for TV’et. Det var han ikke så tilfreds med. Vi gik hinanden lidt på nerverne. Vi stod op og gik ned i stuen, hvor vi spiste morgenmad og faldt i søvn igen. 

Vi skulle til psykolog men kun hos Palle i dag, fordi Anne var på ferie. Vi købte blomster til graven på vejen. 

Vi sad et stykke tid i bilen foran psykologhuset. Det regnede, og vi var der 15 minutter før tid.

Vi talte med Palle om alle de ting, der foregår. Flytning, følelser og tanker. Vi snakkede om vores pilleforbrug og fortalte om min graviditet. Han virkede oprigtigt glad og overrasket. Det var rigtig rart. 

Vi kørte en lille omvej til kirkegården. Min mor ventede på os. Vi gik først om Noams grav, før vi gik til min mor. Hun har plantet lidt blandet småt. Den lille hjerteformede krans fyldt med blå hortensia fra min far var den eneste krans, der var tilbage fra begravelsen. Den stod der stadig sammen med lidt legetøj. Jeg satte solsikkerne, vi havde købt. Benjamin græd, mens vi stod der. Jeg tog Benjamin i hånden og gik videre. På vej hen til min mor viste jeg ham en blå grav, som jeg synes er meget smuk. 

Vi kørte om Søborg og videre til Hørsholm. Min mor skulle klippes, og vi kørte med bare for at være på tur. Vi tog om Lauritz og Røde kors-butikken. Benjamin købte bøger. Jeg fandt ikke noget. Vi drak en milkshake fra Paradis is og kørte hjem til aftensmad. Jeg har meget kort lunte, når vi er ude blandt andre mennesker. 

I dag kom Williams bror med flæskesteg, brun sovs og kartofler. Jeg spiser mig dårlig mindst én gang om dagen. Jeg spiser få og tilfældige måltider, og når jeg så får serveret et ordentligt måltid, overspiser jeg. Det er ikke en helt ny ting, at jeg kan finde på at spise for meget, men det har aldrig været så markant og konsekvent. 

Jeg føler, at vores dage gentager sig. Det er meget begrænset, hvad vi laver. Selvom vi laver mange ting, så er de ting meget ensartede. Det er begrænset, hvad vi føler, og hvad vi tænker. Jeg er ked af det hver dag. Nogle dage mere end andre. I dag har jeg været trist hele dagen.

Jeg vil være Noams mor.

25. juni 2016

 
flashback.png
kirkegården.png
 

Kl. 08.00

Det værste er at vågne om morgenen.

Jeg kan mærke uroen fra toppen af mit hoved, ud i fingerspidserne, i hjertet, ned gennem benene og helt ud i tæerne. Jeg har undervurderet sorg og overvurderet mig selv.

Benjamin har fødselsdag i dag. Han har ikke ønsket nogen form for fejring, så vi vil bare prøve at gøre dagen hyggelig for ham.

Jeg fik ham op og ud på en gåtur. Han skulle bruge nogle sandaler, og min mor ville gerne give ham et par, så vi gik til Buddingecentret for at finde et par sandaler. Det lykkedes desværre ikke, så vi købte morgenmad på vej tilbage.

Hver gang jeg ser børn, store som små, tænker jeg at de skal passe på sig selv, fordi livet er så skrøbeligt. Hvis jeg ser børn sammen med sine forældre, tænker jeg at forældrene er heldige, og at deres børns liv er det vigtigste de har. Jeg håber dermed, at de værner ekstra meget om dem, fordi jeg har mistet mit barn.

Vi åbnede og læste 150 kort som havde været vedlagt alle blomsterne.

Lige så snart virkningen fra de beroligende piller ophører, handler det hele om sorg, død, ulykke og ensomhed. Jeg ser stadig stenen vælte og drømmer om, at det var gået anderledes. Parallelt forestiller jeg mig selv siddende alene i vores nye hjem, ensom og trist, ved spisebordet i stilhed. Det er en stor frygt jeg har, at det skal blive sådan.

Vi tog til kirkegården for at se alle blomsterdekorationerne fra kirken og for at se Noams grav nu med jord på. Blomsterhavet var overvældende og helt vildt smukt, men jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til, at han nu ligger der. Den lille krop. Min lille dreng. Jeg føler ikke noget konkret, som jeg kan sætte ord på, når jeg står der foran Noams grav, så jeg reagere med vrede indad.

Vi tog videre på tur til Magasin, for at se om Benjamin kunne finde sandaler der. Det kunne han ikke, så nu vil han købe dem på nettet. Jeg er trist og uden energi, når vi går rundt ude blandt det daglige liv. Folk ved ingenting. Jeg kigger efter forbipasserende børn. Tænk hvis jeg kunne genkende noget fra Noam i dem. Jeg gik hen mod børnetøj og plejeprodukter. Jeg ønsker Noam. Jeg udstråler ingen glæde.

Livet går videre udenfor, og ingen kan mærke vores indvendige smerte.

Peter kom med en foræring, som han kaldte det, for det måtte ikke være en gave. Det var en bog fra hans egen bogreol, som han selv var glad for. Benjamin blev glad.

Vi har spist (fødselsdags) grillmiddag hos Benjamins forældre. Det er altid roligt og hyggeligt, men jeg ved at det dårlige humør og mørket lurer lige under overfladen. Benjamin beskriver det som en uro. 25 år og far, men ingens far.

Jeg kan godt hygge mig, men ikke for længe af gangen så får jeg nok og vil væk fra selskabet. Jeg vil helst gå ubemærket, så jeg opholder mig som regel ved nærmeste udgang. Jeg kan ikke finde ro, selvom mit sind er tomt og jeg er fokuseret på noget andet.

Mit hjerte er begyndt at gøre ondt, og små ting, som et tillykke på en anden persons facebook væg, kan irritere mig.

Der er rigtig mange mennesker der tilbyder deres hjælp, men det giver ikke mening for mig at skulle noget uden Noam, og jeg kan ikke planlægge hvad jeg vil i den nærmeste fremtid, for jeg ved ikke engang hvad jeg vil nu og her.

Jeg ser graven tildækket. Jeg ser hans frosne krop. Jeg ser hans kæbe, de indsunkne øjne. Jeg ser skrammerne i hans ansigt. Jeg ser hans sammenhæftning efter obduktionen. Jeg ser alt blodet, jeg kan lugte det. Jeg ser panikken. Jeg kan mærke panikken. Jeg ser den livløse krop. Jeg ser stenen ligge. Jeg ser stenen vælte. Jeg ser os tage hinanden i hånden og gå videre. Jeg føler ingenting. Jeg føler alting. Jeg føler afmagt. Vrede.



24. juni 2016

 
kedafdet.png
kirkegården.png
vigtigetanker.png
flashback.png
 

Skrevet kl. 04.30

Jeg lå vågen om natten. Det var første gang siden Noams dødsdag. Pillerne virkede ikke i dag. Jeg tænkte på, hvordan jeg kan komme til at arbejde med min sorg -  måske hjælpe andre en dag. Men måske andre er ligeglade, fordi det vigtigst er, at alt er godt og lykkeligt. Folk vil have lykke og ikke ulykke, hvilket er det eneste jeg har.

Jeg har mistet. Jeg har oplevet noget af det værst tænkelige som forældre, og det foregik som et mareridt. I dag skal han begraves. To år og 3 måneder. Han blev knust under en gravsten, kraniebrud og indre blødninger. Der var ikke noget at gøre. Jeg så så meget blod, at jeg på de dårligste dage stadig kan lugte jern. Benjamin kan smage det.

Vi skal starte forfra -  nyt hjem, nyt jeg, nyt os og nu med en dyb sorg.

Vi stod stille og roligt op og fik gjort os pæne. Typisk er det, på de dage, hvor det er allervigtigst at føle sig pæn, så lykkedes det ikke. Sådan havde jeg det i dag. Jeg følte elendighed.

Vi tog til Rigshospitalets retsmedicinske afdeling, for at se ham en sidste gang, klæde ham på og komme ham i kisten.

Vi græd begge da dørene blev åbnet, og vi kunne se ham ligge der i en rød børneseng fra riget, med underbukser og undertrøje på.

Han havde skader i panden fra ulykken, hans hoved var skævt og munden lignede ikke hans, fordi hans kæbe ikke kunne lukke rigtigt. Han var begyndt at blive helt blå som et stort blåt mærke. Hans øjne var begyndt at synke ind, men hans lange øjenvipper lå fint ned på kinderne. Han var hæftet sammen hele vejen ned ad brystet og op bag i hovedet efter obduktionen, det var gjort pænt og ordentligt. Hans hud var kold, hans led var stive. Hans varme og hans lugt var væk, men stadig smuk og uskyldig.  

Jeg fik hjælp af min mor og af bededamen til at komme ham i natdragten. Han blev svøbt i dynen og Benjamin fik ham i armene. Benjamin var knust og græd meget. Vi holdte ham i hånden, aede ham og kyssede ham. Jeg følte ikke rigtig, at det var min dreng, fordi han var så anderledes i døden, men Benjamin overbeviste mig om at tage ordentligt afsked med ham. Vi fik puttet ham i kisten med hans dyne, sovedyret i hånden, et billede af os alle tre, legetøj og børnesange omkring ham. Jeg puttede ham og kyssede ham godnat, som jeg altid havde gjort. Et kys på mine fingerspidser som jeg satte ned på hans pande, mens jeg sagde “Jeg elsker dig”. Kistelåget kom på og skruerne blev skruet i.

Vi kørte mod kirken. Studentervognene kørte rundt med fest og jubel forbi kirken, mens vi stod der stille og triste.

Jeg hjalp til med at lægge alle de blomster, der var kommet til kirken. Der blev lagt blomster i siderne og i rækker langs kirkegulvet. Det var overvældende med så mange fine blomster. Der var kommet over 100 buketter og dekorationer.

Det var abstrakt at gå forbi kisten, for vi havde lige taget vores afsked. Sagt vores farvel. Der var ikke mere at sige, og alligevel lå han lige der i den kasse, som vi lige havde puttet ham i. Han er i de helt forkerte, men meget smukke omgivelser.

Benjamin havde trukket sig tilbage. Han kunne kun finde fred op af en trappe, som førte ham til spejderens rum. Han havde skrevet til mig, at han sad alene i et lokale og ikke kunne overskue at hilse på folk. Da blomsterne var lagt på plads, fandt jeg ham og satte mig samme med ham. Vi gik først ned, da begravelsen skulle i gang. Benjamin holdte sit hoved lavt og satte sig med sit hoved mellem sine hænder, jeg holdte en arm om ham, og hilste på de mange folk der kom hen til os.

Jeg tænker ofte på, hvad Benjamin tænker og føler, samtidig med at jeg nok godt ved det.

Kirken var mere end fyldt. Folk sad tæt og stod i lag ud i alle kroge. Der blev talt over 300. Jeg er så ked af det, men overvældet af folks tilstedeværelse.

Der var piger fra min gymnasieklasse, en hel del fra mit studie samt undervisere. Min ekskæreste var der. Vuggestueleder og pædagoger, Lene og Camilla fra min praktik hos Bruun Rasmussen, dem fra min mødregruppe og deres mænd, Fabian, alle min mors veninder, hele min familie på både min mors og min fars side, alle mine veninder, drengevenner og deres venner, min families venner, mine efterskolevenner. Alle man kunne tænke på og flere endnu. Hele Benjamins familie, alle hans venner og deres kærester. Anas Havde sendt sin far og sin søster for at være der i hans sted, Marcelle havde gjort det sammen med sin far.

Peter var vores præst. Han var meget imponerende. Han begravede sit barnebarn, sin søns søn, og han var virkelig professionel og stadig fyldt med kærlighed. Han talte meget fint om Noam og om sorgen der følger. Folk roste ham bagefter. Jeg havde holdt mit hoved delvist koldt, men under sangen “Du kom med alt det der var dig” græd alle i kirken, også mig for den var så passende på vores forårsbarn, som vi nu skulle leve uden. Det var meget smukt og rørende. Hjerteskærende.

Andreas, Alexander, Ian og Hp bar kisten ud. Det tog tid før kirken var tømt.

Bilen med kisten kørte væk og alle ville hilse. Det var meget overvældende, for de havde alle sammen et par ord med på vejen. Selv bare sætningen “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige” forventes der et svar på, og det var svært at overskue. Kram, smil, kys på kinderne og hænder på skuldrene.

Vi var de sidste, der kørte mod kirkegården. Vi sad lidt i kø, men det gjorde ikke noget. Jeg følte ikke vi skulle nå noget. Da vi kom frem var der mange flere, der var fulgt med fra kirken til kirkegården og kistenedsænkelse, end jeg havde regnet med. Kirkegården var smuk og fyldt med mennesker, der lod os gå frit og forrest.

Da alle var samlet så godt som muligt, blev kisten sænket af de fire, der havde båret den ud af kirken. Peter bad fadervor og sang. Han kom jord på, og jeg kastede den første blomst ned på kisten. Fe og Falke kom efter og kastede tegninger ned. Der var mange, der tog en sidste afsked, imens vi igen blev hilst på.

Vi bevægede os langsomt mod bilen og kørte til Søborg. Vi var på beroligende medicin. Nu i bedre humør end i kirken, men stadig triste.

I Søborg var der igen fulgt rigtig mange mennesker med. Ca. halvdelen af kirkens gæster var mødt op.

Jeg havde svært ved at smalltalke, selvom folk var søde og rolige.

Der var sat borde og bænke foran min mors rækkehus i Søborg, naboerne havde hjulpet til med at sætte op og gøre klar. Det fungerede rigtig fint til alle de mennesker, men jeg kunne ikke helt overskue festen i haven, så jeg stod det meste af tiden i entreen, hvor folk på deres vej forbi kunne stoppe op og snakke lidt, hvis de havde lyst, og så gå videre. Jeg stod længe og snakkede med Camilla. Jeg kan rigtig godt lide hende, vi fik et godt forhold under mine praktikuger, og det var rigtig rart, at hun kom og viste sin støtte på sådan en dag som i dag. Af forbipasserende gæster fik jeg et kys på kinden, et par ord eller et ‘tak for i dag’.

Benjamin brugte det meste af dagen inde i stuen. Det var der, hvor gæsterne kunne tage en sandwich eller noget at drikke, så han har ligesom jeg sikkert også fået massere af kys på kinden eller et par ord.

Kl. 20.30 havde de fleste takket af for dagen. Benjamin sad med en stor del af vores venner udenfor ved bordene, og jeg besluttede at bevæge mig ud og sætte mig blandt venner og gæster for første gang i løbet af dag. Vi hyggede os.

Jeg sad sammen med mine venner Natasja, Mille, Sofie, Silja, Clara, Johanne, Anna, Nanna og Steffen. Benjamin sad sammen med sine venner. Jeg gik ind før gæsterne tog hjem.

Den næsthårdeste dag i mit liv er ved at være ovre, og jeg vil bruge dagens sidste timer i sengen sammen med Benjamin.

Da jeg lå i sengen, kunne jeg fornemme lugten af døde Noam.

Erik og Mariann var taget tilbage på kirkegården i løbet af dagen for at tage billeder af alle blomsterne, efter de var blevet lagt ud på graven. Der blev nemlig lovet skybrud, hvilket ville ødelægge alle blomsterne.

Det betød mere end jeg havde regnet med, at alle de mennesker var mødt op til begravelsen. Selv Nikolaj var der.

Mine to undervisere Julia og Christina sagde, da de kom for at hilse efter begravelsen, at jeg var stærk. Det har jeg hørt rigtig meget den seneste tid, men de sagde også, at de ønskede at min vej skulle slå forbi dem igen. Så jeg har besluttet mig for, at det skal den. Jeg skal gennemføre min bachelor.

Benjamin siger at han tror, han er begyndt at føle det, som han kommer til at føle resten af livet. Det tror jeg ikke jeg er.

Benjamin har fødselsdag i morgen, hvilket jeg er ked af. Han har frabedt sig fejring og gaver, så jeg har ikke noget til ham, og det kan bare aldrig blive en god dag.

Måske jeg en dag skulle lave et projekt om at miste. En guide til bearbejdelse, en bog, måske en blanding.