15. juni 2019

Den 15. juni 2016 mistede jeg min søn Noam i en voldsom ulykke på Vestre Kirkegård, da en gravsten væltede over ham og dræbte ham på stedet. Både jeg om min mand var til stede og overværede ulykken. Det ødelagde vores velkendte og gode liv at miste vores dreng – et liv vi besluttede os for at leve. Det skabte ikke kun et tomrum for den plads, han havde udfyldt i vores liv og i vores hverdag. Det skabte tomrum og kaos i alle aspekter af hvem vi var som mennesker og hvem vi var igang med at udvikle os til at blive, begrebet om hvem og hvad familie og venner var blev redefineret og alt blev vendt på hovedet. Tanker og følelser, som jeg ikke troede var muligt at tænke eller føle, fyldte min krop og blev min hverdag.

Vi fik hjælp – vi tog imod al den hjælp, som vi fik tilbudt, vi har arbejdet med os selv og taget vores kampe. Alt sammen noget, der har været med til at få os tilbage til et mere almindeligt liv, et liv med lykke, et liv der er værd at leve, igen som en familie.

I dag er det tre år siden, at vi mistede vores toårige dreng, Noam.

Dagen efter ulykken fik jeg foræret en grøn notesbog af min barndomsvenindes mor med ordene om, at jeg kunne skrive lidt, hvis jeg havde lyst. I stuen hos min mor, hvor vi boede efter ulykken, blev der aftalt, at bogen kunne ligge på spisebordet, så alle, der fik lyst, kunne skrive en hilsen til os eller til Noam, nogle umiddelbare tanker eller ting vi skulle og aftaler vi havde, men hurtigt blev det min bog. Jeg skrev hver dag, hvad vi lavede, og til at starte med turde jeg ikke at skrive mine tanker ned, da det var en fælles bog, og jeg ville ikke udsætte nogen for at læse om de tanker, jeg havde. Derfor skrev jeg tanker og følelser ned bagfra i bogen, indtil det udelukkende var min bog. Efterfølgende har jeg fyldt otte bøger, én dag af gangen, gennem den process, som vi gik igennem, efter at have mistet det menneske, vi holdt allermest af.

Gennem de seneste tre år har jeg givet et sporadisk indblik i mine tanker og følelser om at miste på mine sociale medier. Altid ærligt, men også bearbejdet, selekteret og censureret. Jeg har altid først delt ting, når processen har været igennem mit system og når jeg klarsynet har kunne formulere et par fine og velformulerede konkrete sætninger, som jeg har kunnet få lidt kærlighed og måske forståelse tilbage på som respons. I perioderne hvor jeg har haft det hårdt, været ked af det, frustreret eller vred, har mine delinger været korte og oftest bare emojis, fordi det er rigtig svært at være ærlig og sårbar på samme tid. Sorg er alting, og sorg er mere end sporadiske velformulerede sætninger om tanker og følelser. Det er gøren, det er en proces, der er i gang hele tiden, det er hverdag. En hverdag, jeg har beskrevet i min dagbog.  

Jeg har besluttet mig for at dele mine dagbøger her på siden, dag for dag, ucensureret, helt råt og bundærligt, som jeg skrev det for tre år siden. Det er en hård virkelighed, en hverdag og et ødelagt “jeg” I vil møde til at starte med, men et “jeg” der gennemgår en utrolig stor udvikling.

Jeg er undervejs ked af det, jeg er intet, jeg er vred, jeg er grim, jeg er ufornuftig og jeg er alt for konsekvent. Alt det man helst ikke vil være. Men jeg er også et menneske, der er igennem mit livs hårdeste process. En proces, hvor der kommer irrationel vrede, der kommer ny kærlighed og senere kommer der en genkendelig hverdag, fornuft og refleksioner.

Jeg vælger at dele det hele for ikke at være den, der bestemmer, hvad der er relevant og hvad der ikke er relevant i en proces med sorg, og fordi jeg ikke ville kunne forklare med mine egne ord i dag, hvad det præcis er, man går igennem. Jeg lader alle læse, fordi jeg gerne vil skabe forståelse for og sætte fokus på, hvor meget det kræver at miste. Jeg vil give et indblik i hvor hårdt arbejde det er, at intet er som det plejer og hvor vigtigt det er, at man får hjælp, støtte og tid af sig selv, af sine venner, sin omgangskreds og af systemet, efter at have mistet, for at kunne leve med døden. Hver dag de næste to år, vil I kunne læse min dagbog og følge livets gang efter at have mistet mit allerkæreste. Sideløbende vil I kunne lytte til en podcast-serie, som jeg laver i samarbejde med Josefine Pil. Podcast-serien tager afsæt i dagbøgernes indhold og forløb for at blive klogere på sorgens proces ud fra min fortælling. Jeg vil tale med de mennesker og fagpersoner, som har været involveret og med til at hjælpe. Jeg håber inderligt, at I vil tage imod mig med et åbent sind. Tak fordi i læser med.

// Anne-Louise, mor til Noam.