18. juli 2016

 
psyko2.png
kirkegården.png
 

Vi har planlagt at tage til Bornholm i morgen tidlig så vi stod tidligt op for at pakke, idet vi havde en lang dag foran os. Vi skulle til psykolog, og jeg skulle til May-Britt.

Jeg glæder mig ikke til at komme til Bornholm, men det er heller ikke sådan, at jeg ikke har lyst. Jeg håber det bliver rigtig hyggeligt. Jeg er bare ikke nået til at kunne glædes endnu. 

I dag hos psykologerne, var det kun Anne, som var der. Palle er på ferie i denne uge. Anne er rigtig flink, vi bliver altid spurgt til, hvad der fylder, hvilket er rigtig svært at fortælle. Jeg kan ikke starte med at lade alle mine følelser flyde, så jeg starter med at fortælle specifikt om, hvad vi har lavet siden sidst, som blandt andet det afholdte møde med advokaten, for så er det nemmere at spore sig ind på, hvad der fylder følelsesmæssigt. Benjamin skulle vænne sig til, at det var Anne, han skulle tale med, og ikke Palle. 

Der kommer til at gå 14 dage, før vi skal til psykolog igen, fordi vi skal til Bornholm, og fordi begge psykologer holder sommerferie. Det bliver hårdt at gå 14 dage uden at være til psykolog, især fordi jeg ved, at der kommer til at ske mange ting de næste uger, som vi ikke har prøvet siden ulykken. 

Jeg har ikke lyst til at fortælle nogen om graviditeten. Jeg kunne godt tænke mig at holde det hemmeligt så længe som muligt, måske indtil vi kender kønnet, så er alt mere sikkert. Så ved vi, hvad vi venter på, det er mere konkret, og måske vi glæder os sammen. Så er der jo også gået længere tid, siden vi mistede Noam. Vi må se hvornår det slipper ud, og hvornår jeg er for tyk til at kunne skjule det. 

Vi kørte til kirkegården efter psykologbesøget. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vi kommer til at skulle begrave flere af vores børn. Nu når det uvirkelige og usandsynlige er sket, og vi stadig er unge og formentligt har et langt liv foran os.

Benjamin blev hentet af Andreas, og jeg kørte til May-Brit med min mor. Jeg havde ikke særligt meget lyst. Min mor sagde, at jeg bare skulle deltage, som jeg selv havde lyst til, hvilket jeg gjorde. Hun kan noget uforklarligt, som har en virkning, selvom jeg ikke rigtig tror på det. Vi talte om min far, fordi jeg synes, han er fraværende. Han har virkelig svært ved vores situation, og han har svært ved selv at tackle det, men normalt er vi meget tætte, og jeg føler, at han holder sig væk. Jeg mangler ham. Det var kun min mor, og Benjamin jeg havde fortalt det til, før jeg snakkede om det med May-Britt. Hun synes, jeg skal sige det til ham, men det er svært, for jeg kender ham, og ved hvordan han kan være. Jeg vil alligevel se, om det kan lykkes, nu hvor vi skal til Bornholm og se ham, måske han er anderledes på Bornholm. 

Benjamin og Andreas havde været ude og shoppe lidt, og Frank havde lavet dejlig mad. Vi spiste lækker skinke fra slagteren og kartofler. Ni til bords. 

Vi pakkede færdigt og gik i seng.

Vi har hørt fra Advokaten, gennem Andreas, at Københavns kommune siger, at de vil gå med til at betale for begravelsen, så vi venter på, at det går i orden. 


15. juli 2016

 
psyko2.png
 

Jeg vågner altid tidligt og skal tisse, men kl. 6 gider jeg ikke at min dag skal begynde, for så bliver den alt for lang, så jeg tvinger mig selv til at blive liggende og holder bare øjnene lukket. Det virker som regel. I dag var jeg først oppe kl. 10 trods rumsteren. 

Det er i dag en måned siden, at vi sidst har haft en lykkelig dag, følt lykke og følt os lette. Det er en måned siden, at vi sidst delte vores kærlighed, delte en is og nød hinandens selskab.Det er en måned siden, at vi oplevede det værste, der kunne ske. Det er en måned siden, at vi ikke vidste, hvad det ville sige at føle smerte. Det er en måned siden, at vi levede, som vi ønskede. Det er en måned siden, at vi mistede vores et og alt. Det er en måned siden, at livet blev taget fra Noam. Vores Noam døde fra os for én måned siden. 

Det er en lang måned siden men stadig kun en måned siden, vi var samlet. En dag vil vi se tilbage på tiden. Vi vil tælle månederne og årene resten af vores liv. Vi får aldrig Noam at se igen. 


Noam 08.03.14 - 15.06.16


Vi har boet hos min mor i en måned. Gad vide hvornår vi skal bo bare os. Jeg er ikke klar endnu.

Kl. 13 skulle vi være hos psykologerne.

Vi snakkede lidt om hvordan vi har det med spørgsmålet “hvordan går det?”. Vi synes, det er rigtig svært at svare på, og det går, men det går jo ikke. Vi fik fortalt, at det tager 6-12 måneder, før man normalt begynder at have det bedre og begynder at være i stand til at sørge. 

Efter psykologerne kørte vi omkring byen for at bytte Benjamins ur, der gik i stykker i går. Det var en god tur, fordi det var en flink og hjælpsom medarbejder. Vi kørte om McDonald’s på vej til Jægersborg, hvor vi skulle samle sengen og ordne lidt videre. Vores hjem føles ikke som vores, selvom det nu indeholder alle vores ting. Det er et smukt hjem, et hjemligt hjem, men det mangler livet. De små skridt der skulle løbe hen over gulvet. Al balladen og larmen. Der kommer til at gå lang tid, før vi føler os tilpas i vores nye hjem. Vi føler os ikke tilpas nogen steder. 

Min far og Eline var kommet på besøg i Søborg. De gik inden vi skulle spise, så vi var bare fire til bords. Vi spiste rester. 

Min fars tilstedeværelse eller mangel på samme gør mig ked af det. Jeg troede, at mit og min fars forhold var noget andet end det anstrengte forhold, han ellers har til familie. Vi er normalt tætte, selvom han ofte ser familien som en belastning og kun lige holder den allermest nødvendige kontakt. Det er ikke så sort/hvidt, men han har slet ikke været her, fordi han synes, det er hårdt. Det, synes jeg, er hårdt. Jeg har fortalt det til Benjamin. Han synes, at jeg skal sige noget til ham, ellers vil han gerne eller bede min mor om det.

Aften sluttede tidligt med cheesecake og Downton Abbey.

Benjamins kusine Natascha er en dygtig hækler, og hun har lavet en opskrift på et næsehorn, hvor pengene fra salget går til os. Det er bare en rigtig fin gestus. 

Det gør mig træt og ked af det resten af dagen, når vi har været hos psykologerne. Det er rigtig hårdt, men jeg ved, at det vil hjælpe os, så jeg holder ud.

12. juli 2016

 
psyko2.png
kirkegården.png
loppemarked.png
kedafdet.png
 

Jeg vågnede tidligt og vækkede Benjamin en halv time senere ved at gå på toilettet og efterfølgende tænde for TV’et. Det var han ikke så tilfreds med. Vi gik hinanden lidt på nerverne. Vi stod op og gik ned i stuen, hvor vi spiste morgenmad og faldt i søvn igen. 

Vi skulle til psykolog men kun hos Palle i dag, fordi Anne var på ferie. Vi købte blomster til graven på vejen. 

Vi sad et stykke tid i bilen foran psykologhuset. Det regnede, og vi var der 15 minutter før tid.

Vi talte med Palle om alle de ting, der foregår. Flytning, følelser og tanker. Vi snakkede om vores pilleforbrug og fortalte om min graviditet. Han virkede oprigtigt glad og overrasket. Det var rigtig rart. 

Vi kørte en lille omvej til kirkegården. Min mor ventede på os. Vi gik først om Noams grav, før vi gik til min mor. Hun har plantet lidt blandet småt. Den lille hjerteformede krans fyldt med blå hortensia fra min far var den eneste krans, der var tilbage fra begravelsen. Den stod der stadig sammen med lidt legetøj. Jeg satte solsikkerne, vi havde købt. Benjamin græd, mens vi stod der. Jeg tog Benjamin i hånden og gik videre. På vej hen til min mor viste jeg ham en blå grav, som jeg synes er meget smuk. 

Vi kørte om Søborg og videre til Hørsholm. Min mor skulle klippes, og vi kørte med bare for at være på tur. Vi tog om Lauritz og Røde kors-butikken. Benjamin købte bøger. Jeg fandt ikke noget. Vi drak en milkshake fra Paradis is og kørte hjem til aftensmad. Jeg har meget kort lunte, når vi er ude blandt andre mennesker. 

I dag kom Williams bror med flæskesteg, brun sovs og kartofler. Jeg spiser mig dårlig mindst én gang om dagen. Jeg spiser få og tilfældige måltider, og når jeg så får serveret et ordentligt måltid, overspiser jeg. Det er ikke en helt ny ting, at jeg kan finde på at spise for meget, men det har aldrig været så markant og konsekvent. 

Jeg føler, at vores dage gentager sig. Det er meget begrænset, hvad vi laver. Selvom vi laver mange ting, så er de ting meget ensartede. Det er begrænset, hvad vi føler, og hvad vi tænker. Jeg er ked af det hver dag. Nogle dage mere end andre. I dag har jeg været trist hele dagen.

Jeg vil være Noams mor.

1. juli 2016

 
psyko2.png
kedafdet.png
 

Jeg har drømt igen i nat. Jeg var i vuggestuen for at se den en sidste gang. Pernille stod ved skabene og fortalte mig i stor glæde, at hun ventede sig. Jeg reagerede ikke på det. Jeg kunne ikke. Bagefter kom Lise hen til mig med en stor rund mave. Hun aede sin mave, imens hun stolt fortalte, at hun ventede pige nummer tre. Jeg gik hen mod Benjamin, som ventede ude foran vuggestuen. Jeg kiggede efter ham ud af døren. Jeg kunne se Benjamin, og jeg synes også, at jeg så Noam.

Vi stod stille op og skulle til psykolog.

Jeg har ømme bryster, hvilket ikke er uvant op til min menstruation, men jeg kom til at tænke tilbage på dengang, jeg fandt ud af, at jeg var gravid med Noam. Jeg var på Roskilde festival. Kun seks måneder inde i mit forhold med Benjamin, da jeg gik to dage over tid, havde ømme bryster og måtte gå til festivalpladsens apotek for at købe en graviditetstest. Det var om onsdagen. Jeg tog testen natten til torsdag. Den var negativ, men jeg var ikke sikker på, at den var taget korrekt. Siddende på hug bag ved teltene og tisset på testen i mørke. Så jeg tog hjem dagen efter med en undskyldning til mine veninder om, at jeg ikke kunne klare flere dage i telt. Jeg testede positiv derhjemme. Benjamin fik det at vide over Skype, fordi han var på flere ugers rejse til Palæstina, og jeg var på vej videre til et sommerferiejob på Bornholm. Vi var for unge, og det var alt for tidligt i vores parforhold, at vi blev forældre til Noam. Det ændrede vores liv, men gik over al forventning. Vi var virkelig gode som familie.

Det er rigtig rart at tale med psykologerne, men også utrolig hårdt. Jeg er følsom og græder, når jeg skal fortælle om Noam, om hvad jeg tænker på, og hvordan jeg har det. Jeg græder sjældent andre steder, så det er som om, der kommer forløsning der. Jeg er træt bagefter.

I dag handlede det om tanker omkring fremtiden, hvad vi har af ønsker og om børn. Jeg læste en af mine drømme op. De siger, at min hjerne arbejder rigtig meget med ulykken og med sorgen. De fortæller os, at vi er gode. De sagde, at vi har et stort ‘forældregen’, og de mener, at vi sagtens vil kunne klare et barn samtidigt med at huske Noam og bearbejde sorgen.

Johanne kom forbi, hun skulle også se lejligheden, så vi kørte til Jægersborg. Jeg synes den er lige smuk hver gang, men den føles ikke så rigtig som før, men det hjælper at se lejligheden og snakke om den og om indretningsideer. Det fjerner mit fokus fra alt det dårlige i et øjeblik.  

Hjemme hos min mor igen. Jeg har set dårligt tv (et program om fiskeri) alene, og jeg sov indtil aftensmaden. Min faster og fætre havde været på besøg, da de gik kom Peter og Andreas. I dag var det Benjamins veninder Nynne og Anne, der kom og lavede mad hjemme hos Benjamins forældre. Køkkenet var proppet. Vi fik chili con carne.

Jeg har været indelukket i dag og gik tilbage på værelset uden at sige farvel.

Jeg talte dage i min cyklus, for mine tanker er blevet ved med at kredse om de ømme bryster. Hvis jeg har talt rigtigt, er jeg gået fem dage over tid, hvilket kan betyde, at der er en baby, eller at min krop er sat fuldstændig i stå. Jeg har nævnt det for Benjamin.

27. juni 2016

 
kedafdet.png
psyko2.png
uvenner.png
 

Vi har sovet længe i dag (kl. 09.40), men jeg sover ikke tungt i morgentimerne. Jeg rumsterer rundt og tvinger mig selv til at holde øjnene lukket og blive liggende.

Nanna  og Johanne kom forbi med is om formiddagen, Andreas var der også. Det var rigtig rart bare at sidde sammen i haven.

Jeg får hele tiden spørgsmålet “Hvordan går det?”. Det virker oftest som om spørgsmålet stilles som en standard-høflighedsfrase, for når jeg som oftest svarer “fint”, bliver mit svar accepteret. Andre gange nuancerer jeg mit svar, hvis jeg mener den spørgende kan tåle bare en brøkdel af sandheden, og fortæller at det går op og ned. Det går bestemt ikke fint. Det går op og ned. Det går mest op når den beroligende pille virker, og når jeg er sammen med nogle, jeg har lyst til at være sammen med. Ellers går det mest bare ned. Det meste foregår faktisk på bunden.

Vi har været hos psykologerne i dag, og det var hårdere end de andre gange. Jeg var mere ked af det og græd mere, end jeg har gjort før, mens Benjamin var mere fattet. Han er begyndt at åbne sig op og fortælle om nogle gode ting. I dag handlede det om begravelsen, vores tanker, hvordan vi har det og om den vrede jeg føler omkring et erstatningsbeløb og hele den sag. Psykologerne spurgte ind til gravstedet, og så talte vi også om sommerplaner.

Jeg føler, at folk tænker jeg er den stærke, og at jeg derfor skal tage hensyn til Benjamin, når han har det hårdt. Det er svært. Benjamin føler at alle er over ham. Han synes det er hårdt med al den omsorg, som omhandler berøring. Han kan ikke udholde flere hænder på skuldrene, nusning på ryggen eller en kærlig hånd på låret. Han har fortalt mig, at det kun er mig, der må drage omsorg om ham med berøring.

Jeg har ikke ville besøge graven, fordi jeg har ikke vil se alle de visne blomsterkranse fra begravelsen på Noams grav.

Det er hårdt at være til psykolog. Jeg har været vred, og jeg og Benjamin er lidt uvenner. Vi har svært ved at rumme hinandens små ting.

Jeg har generelt svært ved småting. Jeg kan ikke rumme spørgsmål, hvor jeg skal tage stilling til noget, ikke engang bare små ting. Jeg bliver spurgt om hvad jeg har lyst til, om vi skal det ene eller det andet, om den spørgende skal være her eller der, gøre sådan eller sådan. Jeg ved det ikke. Jeg er ligeglad. Jeg har ikke lyst til noget. Jeg har mistet min 2 årige søn, og der er intet I kan gøre.

Jeg har sovet.

Vi har endelig modtaget overdragelseskontrakten til lejligheden, og den er videresendt til banken.

Vi har spist burger sammen med Anders og Anette, men mit humør var stadig dårligt, og jeg er stadig uvenner med Benjamin.

Jeg har siddet på en kedelig tilfældig bænk i Søborg og været ked af det. Jeg er træt af ikke at kunne håndtere mig selv eller være mig selv. Når man mister et barn, mister man meget mere end bare det fysiske barn. Vi har mistet vores humør, vores søvn, vores forstand og vores samvær. Vi har mistet vores kunnen til at gide noget, vores kunnen til at være alene og vores kunnen til at klarer en hverdag. Jeg føler mig som en doven teenager med konstante humørsvingninger - primært vred. Jeg ved at jeg er en voksen kvinde, en mor uden et barn og uden et formål for dagen, med en dyb sorg som jeg ikke selv forstår endnu, men som jeg skal leve med resten af mit liv.

Jeg kom til at tænke på mig selv som helt gammel ligesom min oldemor. Selv i den alder vil jeg stadig mangle et barn. Det kan blive et meget langt liv uden Noam. Jeg har svært ved at forstå, at det er permanent. Jeg forstår ikke, at det skulle ske for os.

Jeg har ringet til Ida og vi har aftalt at ses i morgen.

Jeg har lyst til bare at gå i seng, men jeg har allerede sovet nogle timer i løbet af dagen, og jeg har ikke lyst til at have nogle vågne timer i nat. Jeg har overvejet at tage en ekstra sovepille. Jeg er ikke ude på at tage mit eget liv, selvom rigtig mange ting ville være lettere for mig, men ikke for nogen andre. Den her tid handler om Noam. Min og alle andres sorg handler om Noam. Han skal have vores kærlighed og vores opmærksomhed, det kunne jeg ikke finde på at afbryde med en dramatisk død. Tænk hvis Benjamin tager sit eget liv og efterlader mig her alene i sorgen. Jeg ville ikke kunne tilgive ham.

Noam var min dags højdepunkt. Noam var al min glæde. Noam var hele mit liv. Noam var det smukkeste og det bedste jeg har udrettet. Noam var mit ønske, han var min drøm og min virkelighed. Noam var min gode side. Han var mit livsstykke, min ballademager, min stolthed. Noam var for god til at være sand. Noam var uperfekt og perfekt. Han var selvstændig og stædig. Han var et barn og ubekymret. En sjældenhed. Særlig. Noam var udspekuleret og klog. Han var fræk og humoristisk. Han var kram og kærlighed. Han var min og han var vores lille kærlighed. Vores fælles kærlighed. Familie.

Jeg går og drømmer om, at vi lige præcis nåede at lave en lillebror eller - søster inden ulykken, så jeg kunne have en baby inde i maven nu, og vi havde noget at se frem til.