30. september 2016

 
drøm.png
 

Benjamin har nævnt, at jeg er begyndt at skære tænder om natten, og da jeg var faldet i søvn i går, vækkede han mig og sagde, “Du gjorde det nu”. Jeg kunne godt fornemme det lige der, men jeg har ellers ikke nogen erindring om det.

Jeg drømte noget meget mærkeligt, inden jeg vågnede. Nanna havde et helt hvid klinket værelse i kælderen. På sit værelse havde hun også to meget vrede aber, der bed og rev. Hun havde overtaget dem fra en veninde. De var super ubehagelige og fulgte efter en, ligemeget hvor man gik hen. Vi satte en kasse frem, hvor der begyndte at kravle biller ud af. Det var mig, der skulle bærer den ud af rummet, selvom jeg havde prøvet at slippe for at gøre det. 

Vi passer ikke vores studier i dag. Vi kører på tur. Min mor kom over for at blive kørt til arbejde, så vi kunne overtage bilen. 

Omkring kl. 11 kørte vi afsted mod Sverige. Det var hyggeligt at begynde sådan en tur. Vi hørte Den korte radioavis og handlede i et supermarked, efter vi var nået fint der op af. Vi skulle bare have lidt at drikke til vores frokostsandwich, som vi havde lavet hjemmefra. Vi spiste i bilen. 

Jeg havde været tæt på at blive ked af det hele formiddagen også på turen i bilen. I de stille stunder. Jeg tænker så meget på Noam. Jeg tænker hele tiden på døden, alle mulige dødsscenarier. Jeg ville så gerne have Noam med på sådan en tur her, selvom det havde været benhårdt arbejde. 

Kl. 14 var vi fremme ved den destination, Benjamin havde valgt. Det regnede. Vi sad lidt i bilen. Vi gik lidt omkring for at finde det rette sted at slå telt op. Vi var helt ude på en smal vinge, hvor søen var på begge side. Vi fandt et lidt højt sted i kanten af skovstykket med sø på begge sider. Der var en bålplads i forvejen, og vi besluttede os for, at det skulle være der. Vi gik tilbage efter vores ting i bilen. Det regnede hele tiden lidt. Vi satte telt op ved et lille ophold i regnen. Det regnede igen da teltet stod. Jeg gik i teltet. 

Vejret har ikke slået os ud, endnu, selvom det har været vådt hele dagen kun med små ophold i regnen. Vi har fået lavet os en lille lejer, samlet lidt vådt træ til brænde og undersøgt hele den vinge, vi er på. Man kan gå helt ud til en lille spids og stå ved søens bredder. Vi har ordnet vores ting i teltet, spillet uno og lavet aftensmad på vores trangiasæt. Pasta med pesto. Og overraskende nok fik vi gang i bålet, men det gik ud kl. 19, da der kom endnu en regnbyge, hvor vi hoppede i soveposerne og løste krydsord. Timerne er gået okay i dag. Nu er der en lang nat foran os, og så krydser vi fingre for noget mere tørvejr i morgen. Vi sov kl. 21.30 efter krydsord, kortspil og en omgang ondt i maven fra Benjamins side.

29. september 2016

 
vigtigetanker.png
drøm.png
 

Jeg har sovet fint trods mit ømme bækken. Det er værst, når jeg vender mig. 

Inden jeg vågnede, drømte jeg om Noam. Jeg savner ham så meget. 

Jeg cyklede med Noam. Vi skulle skynde os hjem, men han skabte sig og var umulig, så vi måtte holde en pause på vejen. Noam stak af fra mig og løb ud på vejen mellem alle bilerne. Jeg løb efter ham for at få fat i ham. Bilerne dyttede af os. Jeg fik fat i ham men blev rigtig ked af, at de alle sammen kiggede på mig fra deres biler og tænkte, at jeg måtte være en rigtig dårlig mor. Min krop rystede, og jeg skulle tisse. Vi skulle op af en trappe, og jeg havde svært ved at gå videre. For hvert skridt jeg tog, blev trappen mere ustabil, fordi min krop rystede. Jeg forsøgte et par gange. Noam var stadig med mig, men ikke fysisk tilstede på trappen. Vi kom ind af en bagindgang med noget hjælp, og jeg gik på toilettet. 

Jeg ville ikke afsted i dag. Benjamin blev også hjemme. Han gik efter noget morgenmad. Vi spiste og så TV. 

Jeg kan mærke, at min dag er lidt ligesom i går. Jeg har det som om, at jeg kan vende på en tallerken på et øjeblik, men vi hyggede os. Vi har pakket til vores telttur i det svenske i morgen. 

Min mor ringede og nævnte til sidst i samtalen noget om erstatning. Alle, hun taler med, er meget overraskede over, at vi ikke som en selvfølge har har fået en erstatning. Det gjorde mig ked af det. Fordi det bare er penge, men lige nu har penge en kæmpe indflydelse på, hvad vi har, og hvad vi kan. Vi er begyndt at kunne mærke konsekvenserne af vores tab i dagligdags og økonomisk forstand. Vi har svært ved at passe vores studier, Benjamin især, men det er nok fordi, jeg lige nu har mere frihed, indtil jeg skal skrive bachelor. Vi er på vores studier ca. to gange om ugen, kun få timer. Det løser vi med en eventuel sygemelding eller orlov. Det koster penge. Det betyder, der er længere tid til, at vi kan tjene penge. Jeg kan ikke være alene. Jeg bliver ked af det og utryg. Det løser vi med en hund. Det koster penge. Vi har intet overskud til at lave mad, og vi er begyndt at bo for os selv, så vi bestiller mad. Det koster flere penge. Vi har brug for at komme væk. Lige nu løser vi det på den billigste måde med en telttur i Sverige, til jul tager vi til New York. Det koster penge. Vi har brug for at fornye nogle af baby-tingene, for vi har ikke lyst til at være tvunget til at genbruge alt. Vi kunne godt tænke os en ny barnevogn, en puslepude og en anden babyseng. Det koster penge. Vi har behov for små ture, at komme lidt ud af vores hjem. Det koster også, hver en kop kaffe koster

Alt koster og koster mange penge. Penge vi ikke har, men penge vi har behov for at bruge for at kunne holde det her lorteliv ud. Vores familier gør hvad de kan for at hjælpe, men vi burde kæmpe for vores sag og for en erstatning, så økonomien ikke også ødelægger vores liv. 

Vi tog en tur til Lyngby for at købe ind til vores tur. Jeg kan godt lide at være ude bare mig og Benjamin. 

Vi brugte resten af aften på at se TV. Vi bestilte pizza og så Badehotellet til vi sov.

28. september 2016

 
vigtigetanker.png
 

Vi stod tidligt op. Jeg kom i bad. Vi kørte til byen. Benjamin skulle møde kl. 9. Der var kø hele vejen, men han nåede det lige præcis. Jeg skulle først møde ind kl. 10, så jeg gik langsomt afsted langs kanalerne gennem indre bys små gader. Jeg gik til den lille bager på …, hvor jeg drak en kop kaffe. Der kom tre uniformeret politimænd ind, for at købe kaffe og morgenbrød. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på dem. Tænk hvis de havde været en del af vores ulykke på kirkegården. Jeg tænker, om jeg mon ville kunne genkende den ene politimand, som kørte mig og Benjamin afsted, hvis jeg så ham. 

Kl. 9.30 gik jeg på kontoret. Der var morgenmøde mellem de andre. Efter to timer var der møde mellem de unge, hvor der blev snakket om, hvad man hver især sad med af opgaver. Jeg fik tildelt lidt forskellige opgaver, heldigvis overskuelige opgaver. Det fik tiden til at gå noget lettere. Jeg var med til frokost i dag. 

Benjamin hentede mig. Vi kørte mod Jægersborg, men ville lave noget før vi bare skulle være hjemme, så vi kørte i Ikea. Vi købte et tæppe til vores kommende hund. Jeg købte en lille plante og nogle bøjler. Vi har aftalt af få ordnet det skæve kammer derhjemme.

Vi ryddede alt ud af kammeret og ind i stuen. Vi fik sat chatollet midlertidigt på plads i rummet og den lille sofa. Vi nåede ikke rigtig videre og lod resten stå i stuen. 

Vi satte os i sofaen, så et afsnit Prison Break og kværnede en pose osterejer. 

Vi kørte til min mor, hvor vi fandt friluftsudstyr frem fra kælderen. Vi slog teltet op. Så er vi lidt mere forberedte på Sverigetur. Bagefter gik vi til Benjamins forældre for at spise aftensmad. Kød og kartofler, selvfølgelig. 

Jeg var klar til at komme hjem, men viste Nanna en nøglering med noget læder, som jeg tænkte var noget for hende. I mens vi kigger på det, sagde Anders, at han har alt i læderværktøj i kælderen. Nanna overtalte ham til at hente det, og det endte med at vi alle sammen sad og lavede nøgleringe og arbejde med læder. Det var rart at lave lidt kreativt. 

Vi blev kørt hjem og så serie på computeren i sengen. 

Jeg talte med Benjamin om, at min dag ikke havde været dårlig, men at jeg kunne mærke, at alt det dårlige lurede lige under overfladen. Ulykken og alle tankerne om Noam, som om jeg havde været i stand til holde det nede og gå igennem dagen distraheret fra alt det værste. Det lykkes mig at komme igennem en dag relativt simpelt, når jeg er beskæftiget og ikke får lov til at synke ned i mit eget sind og min egen tid. Det skræmmer mig, at det er beskæftigelse der skal til, at det dårlige hele tiden lurer. Frygten for at falde sammen fylder hele tiden. Jeg er bange for at tabe dagskampen og ikke kunne finde noget at blive distraheret af.  Jeg bliver ked af, at det kræver så meget at komme igennem én dag, at jeg skal arbejde så hårdt for at distrahere mig selv. Jeg er konstant ked af det og bange, min krop er fuldstændig ødelagt at ked-af-det-hed. Det er virkelig forfærdeligt. 

Jeg er begyndt at være bange for at miste mere liv. Anker i maven er det vigtigste og største for mig. Han er min fremtid. Han er en bedre kommende nutid, men jo gladere jeg bliver for ham, og jo mere jeg glæder mig, desto større bliver frygten for at miste ham. Jeg overlever ikke at miste flere børn. De her tanker har jeg ikke nævnt for Benjamin eller psykologerne endnu.

27. september 2016

 
 

Benjamin har sovet dårligt. Han tog kun en halv indslumringspille til aften. Jeg vågnede af ham et par gange, men sov hurtigt videre. Selvom han kæmper lidt med søvnen, så synes jeg, at han skal blive ved med kun at tage den halve pille de næste par nætter, for så vænner han sig af med den. 

Benjamin ville ikke tage på studie i dag, men ville gerne køre mig afsted. 

Jeg havde meget lidt lyst til at være på kontoret. Jeg gik to timer efter jeg var kommet, også selvom jeg havde aftalt med Benjamin, at han ville hente mig igen kl. 13. Jeg gik en tur i København. Langs kanalerne og hen til biblioteksparken. Parken er fyldt med folk, der spiller pokemon go. Jeg skrev til Benjamin, at han kunne køre til Holmens kirke. Vi kørte mod vores jordemoderaftale på Herlev. 

Vi hilste på vores jordemoder, og jeg blev kort irriteret og frustreret, fordi hun tog imod os meget energisk med højt humør og lykønskninger. Hun spurgte ind til hvordan vi havde det, og jeg sendte Benjamin et opgivende blik og fik et lige så opgivende blik tilbage. Vi havde regnet med, at hun var informeret om vores situation. Det var hun også, viste det sig, da vi begyndte at fortælle om tabet af Noam. Hendes tone ændrede sig, og det blev til en samtale mellem os og en fagperson, som jeg og Benjamin kunne holde ud. Det var alligevel en irriterende spørgetime, men hun var flink, og vi er i gode hænder. Hun er kompetent og vil gøre, hvad hun kan for os, så vi kan få fødslen og forløbet til at gå, som vi gerne vil have det. Hun sagde, at vi kan få lov at blive efter fødslen, at vi kan få tilbudt ene stue, og at vi kan modtage ammevejledning, men at der ingen pres omkring amning skal være. Hun var meget forstående, og det er rart at kunne få lidt hjælp. 

Vi kørte til Ingolfs på Amager bagefter. Vi havde aftalt at ses med Malene. Vi var i boghandlen sammen med Malene og Mercedes. Det var hyggeligt, og de var helt nede på jorden. Vi kørte hjem ved middagstid. Vi havde købt en hundekurv på DBA, som vi hentede på vejen hjem. Vi købte nogle blandede salater og så Badehotellet resten af aften.

26. september 2016

 
kirkegården.png
psyko2.png
 

Vi skulle op og ud af døren, fordi min mor skulle bruge bilen. Hun skulle besøge en veninde. Benjamin kunne ikke helt overskue dagen, men skyndte sig alligevel afsted mod toget for at nå det til tiden. 

Jeg blev i Søborg en times tid sammen med min mor, indtil vi begge skulle ud. Jeg havde heller ikke helt overskuddet til at tage til byen, men trøstede mig selv med, at det trods alt var en planlagt kort dag, fordi vi havde psykologtid.  

Jeg sad i toget på Nordhavn, da Benjamin skrev, at han ikke var på studiet men hos Noam. Jeg spurgte, om han ville have mit selskab og tøvede ikke et sekund med at skippe dagen på kontoret. Jeg stod af på Østerport og gik den hurtigste vej til Noam på kirkegården, hvor Benjamin sad og var ked af det. 

Jeg trøstede ham. Vi snakkede lidt om Noam og om hinanden. Vi skulle have tre en halv time til at gå, for det kunne ikke betale sig at tage til hvert vores eller hjem, før vi skulle til psykologerne. Vi satte os på en cafe ved søen. Vi spiste brunch og sad udenfor. Det var hyggeligt og rart, at kunne få lidt godt ud af en hård start på dagen. Vi gik langs søerne mod Nørrebro, vi holdte en pause på en bænk og gik tilbage mod Østerbro hele vejen hen til psykologerne. Min krop var træt, men vi havde fået tiden til at gå. Trætte og udkørte af morgnene og formiddagens dårlige humør, var det ekstra hårdt at skulle til psykologerne. Det tager særligt meget på humøret og energien. Det er tungt. 

Det var en rolig samtale, vi havde i dag. Vi talte lidt om i dag, i fredags og dagene imellem. Fra næste uge vil Anne arbejde med mig og mine traume billeder i hovedet, så de kan blive mindre invaliderende. Jeg blev ked af bare at tænke på, at jeg skal tænke på, hvad jeg hele tiden ser for mig. Noam er tydeligt i mine tanker ca. hver tredje time. 

Fælles er vi enige om, at vi ikke kunne være nået hertil uden hinanden. Vi elsker hinanden og er begge afhængige af hinanden. Vores bånd er stærkt. 

Vi tog toget til Jægersborg, hvor vi bare slappede af, vi var trætte. Min far ringede og ville gerne spise med os. Benjamin kunne ikke helt overskue det, han ville helst bare blive på sofaen, og foreslog at jeg kunne tage med min far. 

Min far hentede mig, og vi kørte ud for at spise running sushi. Det var hyggeligt. Jeg har besluttet mig for at være så ærlig overfor min far som muligt, for han forstår ikke, hvad der foregår inde i mig eller mellem os. Han bliver ked af det, når jeg siger, at vi er kede af det, når jeg taler om kirkegården, om psykologerne eller vores kommende dreng.  

Efter maden kørte vi hen for at besøge min farfar. Vi købte cigaretter med til ham. Han er skør, men i et muntert humør. Hele plejehjemmet er pyntet med hans malerier, hans værelse er mere et atelier, der er maling overalt, og malerierne står stablet. Han kan ikke nå at fuldfører en sætning, før han slår over i volapyk-fransk. Vi kan ikke lade være med at grine af det. Han trives og er glad, hvilket er det vigtigste. Min far var glad for, at jeg var med, for han kan ikke helt holde manglen på kommunikation ud alene. 

Vi købte en burgermenu med hjem til Benjamin. Jeg og Benjamin så fjernsyn, imens han spiste, og så gik vi tunge og trætte i seng. Det har været en hård følelsesmæssig dag.