2. juli 2016

 
uvenner.png
kedafdet.png
 

Vi var tidligt oppe og igang. Min mor fortalte, at der var en 20-årig kvinde, der var død på Roskilde Festival af vejrtrækningsproblemer. Hun slog det op på tekst-TV. Det lød forfærdeligt tragisk. Jeg kan lige forestille mig panikken i folkene omkring, i det de oplevede døden, men jeg kan mærke min distance til denne kvindes død. Ligesom det var for dem, der læste om Noams død, er denne historie, for mig, bare en overskrift med en trist historie, og så går livet videre.

Vi tog til Jægersborg. Min far kom med en stor reol fra DBA, som skulle samles. 105 lægter og tilhørende lange dyvler, som udgør reolen, blev slæbt op. Min far tror ikke på, at det vil lykkes os at samle den, og han har lovet at betale vores køleskab, hvis vi gør det. Jeg ville ikke være en del af samarbejdet, for det ville min tålmodighed ikke kunne håndtere. Så imens Benjamin, Anders og Peter samlede reol, og min mor og Anette kørte til vores gamle lejlighed for at ordne det sidste, tog jeg og min far på loppetur.

Det var rigtig rart at være på tur med min far. Det gør altid noget godt for mit fokus at kigge på genbrug og loppeting. Det giver mig lidt ro fra alt andet for en stund. Vi spiste flæskesvær på vejen hjem.

Da vi kom tilbage til Jægersborg, var reolen samlet. Det er en rigtig god reol. Frank pudsede vinduer, og Benjamins morfar var kommet forbi for at kigge og give os en indflytningsgave. Min far kørte videre på arbejde.

Jeg kørte med min mor i Røverkøb og en tur i Menu, hvor vi købte ind til lidt frokost. Jeg mødte en mor til en folkeskolekammerat. Vi snakkede kort. Hun var klar over vores situation og kondolerede. Det var meget mærkeligt at skulle snakke om det tilfældigt og offentligt. Hun var berørt. Jeg gjorde mig umage for at forholde mig roligt og holde hovedet koldt, så jeg ikke blev ked af det dér midt i Menu. Min mor gik i forvejen for at nå hjem og lave frokost klar.

Jeg ville købe en graviditetstest, men det havde de ikke i Menu.

Min far kom forbi til frokosten i Søborg, han kunne lige få det til at passe ind imellem arbejdsopgaverne. De andre kom tilbage fra Jægersborg.

Min mor og Frank tog tilbage til lejligheden i Jægersborg for at ordne videre, imens Benjamin og jeg sov og så TV. Jeg vågnede og var vred.

Nanna kom med lækker aftensmad i dag. Fisk i fad. Vi spiste hos Anders og Anette.

Alle er så hjælpsomme og flinke med alt og især med flytningen lige nu. Vi får hjælp, penge og gaver. Det er meget overvældende. Min far giver os et køleskab, min mormor giver os et komfur, Benjamins mormor og morfar gav os penge og vores forældre giver al deres tid og arbejdskraft. Andreas giver al sin tid og hjælper på alle de punkter, han kan, med det kendskab han har, Oliver, som er frisør, kom og klippede Benjamin. En tømrer har ordnet et par dørtrin i vores lejlighed, og advokaten er gennem ham. Vores venner og veninder bruger deres tid på os og sørger for vores aftensmad. Min faster koordinerer madplanen og kommer på besøg med frugt og kage.

Mit humør bliver dårligt i aftentimerne. Lige meget hvor lidt eller hvor meget jeg har lavet i løbet af dagen, eller hvor godt eller dårligt jeg har haft det, så har jeg det rigtig svært om aften med aftensmad og gæster. Jeg trækker mig oftest hurtigt tilbage.

Jeg og Benjamin blev sure på hinanden i løbet af aftenen. Det det handlede lidt om indretningen, men egentlig handler det nok mere om noget andet, måske mest om udmattelse. Vi lå vrede ved siden af hinanden. Jeg hader at falde i søvn vred. Jeg kiggede på Benjamin igen efter lidt tid og kunne se en tåre. Jeg spurgte om han var træt, eller om han var ked af det. Han var ked af det. Jeg trøstede ham og kunne ikke selv lade være med at blive ked af det.

Vi savner Noam så meget, men vi snakker sjældent om det. Vi prøver istedet at fokuserer på noget andet, og vi er sjældent bare er os to, fordi vi har svært ved bare at være os to. Vi elsker ham så højt, og han er hele tiden i vores tanker.

Benjamin var så god en far. Alt hvad han gjorde for Noam og for os, og hvem han gjorde Noam til, det er uvurderligt. Jeg ville ønske, at jeg kunne bytte plads med Noam, så ham og Benjamin kunne leve videre sammen. Noam ville blive det bedste menneske.

Jeg tog min indslumringspille. Jeg synes den er forfærdelig. Jeg kan mærke den i halsen, og smagen er der stadig om morgenen, men den virker.

15. juni 2019

Den 15. juni 2016 mistede jeg min søn Noam i en voldsom ulykke på Vestre Kirkegård, da en gravsten væltede over ham og dræbte ham på stedet. Både jeg om min mand var til stede og overværede ulykken. Det ødelagde vores velkendte og gode liv at miste vores dreng – et liv vi besluttede os for at leve. Det skabte ikke kun et tomrum for den plads, han havde udfyldt i vores liv og i vores hverdag. Det skabte tomrum og kaos i alle aspekter af hvem vi var som mennesker og hvem vi var igang med at udvikle os til at blive, begrebet om hvem og hvad familie og venner var blev redefineret og alt blev vendt på hovedet. Tanker og følelser, som jeg ikke troede var muligt at tænke eller føle, fyldte min krop og blev min hverdag.

Vi fik hjælp – vi tog imod al den hjælp, som vi fik tilbudt, vi har arbejdet med os selv og taget vores kampe. Alt sammen noget, der har været med til at få os tilbage til et mere almindeligt liv, et liv med lykke, et liv der er værd at leve, igen som en familie.

I dag er det tre år siden, at vi mistede vores toårige dreng, Noam.

Dagen efter ulykken fik jeg foræret en grøn notesbog af min barndomsvenindes mor med ordene om, at jeg kunne skrive lidt, hvis jeg havde lyst. I stuen hos min mor, hvor vi boede efter ulykken, blev der aftalt, at bogen kunne ligge på spisebordet, så alle, der fik lyst, kunne skrive en hilsen til os eller til Noam, nogle umiddelbare tanker eller ting vi skulle og aftaler vi havde, men hurtigt blev det min bog. Jeg skrev hver dag, hvad vi lavede, og til at starte med turde jeg ikke at skrive mine tanker ned, da det var en fælles bog, og jeg ville ikke udsætte nogen for at læse om de tanker, jeg havde. Derfor skrev jeg tanker og følelser ned bagfra i bogen, indtil det udelukkende var min bog. Efterfølgende har jeg fyldt otte bøger, én dag af gangen, gennem den process, som vi gik igennem, efter at have mistet det menneske, vi holdt allermest af.

Gennem de seneste tre år har jeg givet et sporadisk indblik i mine tanker og følelser om at miste på mine sociale medier. Altid ærligt, men også bearbejdet, selekteret og censureret. Jeg har altid først delt ting, når processen har været igennem mit system og når jeg klarsynet har kunne formulere et par fine og velformulerede konkrete sætninger, som jeg har kunnet få lidt kærlighed og måske forståelse tilbage på som respons. I perioderne hvor jeg har haft det hårdt, været ked af det, frustreret eller vred, har mine delinger været korte og oftest bare emojis, fordi det er rigtig svært at være ærlig og sårbar på samme tid. Sorg er alting, og sorg er mere end sporadiske velformulerede sætninger om tanker og følelser. Det er gøren, det er en proces, der er i gang hele tiden, det er hverdag. En hverdag, jeg har beskrevet i min dagbog.  

Jeg har besluttet mig for at dele mine dagbøger her på siden, dag for dag, ucensureret, helt råt og bundærligt, som jeg skrev det for tre år siden. Det er en hård virkelighed, en hverdag og et ødelagt “jeg” I vil møde til at starte med, men et “jeg” der gennemgår en utrolig stor udvikling.

Jeg er undervejs ked af det, jeg er intet, jeg er vred, jeg er grim, jeg er ufornuftig og jeg er alt for konsekvent. Alt det man helst ikke vil være. Men jeg er også et menneske, der er igennem mit livs hårdeste process. En proces, hvor der kommer irrationel vrede, der kommer ny kærlighed og senere kommer der en genkendelig hverdag, fornuft og refleksioner.

Jeg vælger at dele det hele for ikke at være den, der bestemmer, hvad der er relevant og hvad der ikke er relevant i en proces med sorg, og fordi jeg ikke ville kunne forklare med mine egne ord i dag, hvad det præcis er, man går igennem. Jeg lader alle læse, fordi jeg gerne vil skabe forståelse for og sætte fokus på, hvor meget det kræver at miste. Jeg vil give et indblik i hvor hårdt arbejde det er, at intet er som det plejer og hvor vigtigt det er, at man får hjælp, støtte og tid af sig selv, af sine venner, sin omgangskreds og af systemet, efter at have mistet, for at kunne leve med døden. Hver dag de næste to år, vil I kunne læse min dagbog og følge livets gang efter at have mistet mit allerkæreste. Sideløbende vil I kunne lytte til en podcast-serie, som jeg laver i samarbejde med Josefine Pil. Podcast-serien tager afsæt i dagbøgernes indhold og forløb for at blive klogere på sorgens proces ud fra min fortælling. Jeg vil tale med de mennesker og fagpersoner, som har været involveret og med til at hjælpe. Jeg håber inderligt, at I vil tage imod mig med et åbent sind. Tak fordi i læser med.

// Anne-Louise, mor til Noam.