22. juni 2016

 
ullykke.png
psyko2.png
 

I dag sov jeg længe (til kl. 08.20) for første gang siden ulykken. Benjamin sover som regel til kl 11, men i dag skulle han med op, fordi han skulle klippes. Det var arrangeret med Oliver, så der var herresalon i stuen.

Min mor bliver ved med at tale om Noam som lys og som ren energi. Hun fik fortalt af en, at hans sjæl forlod kroppen inden hans krop blev ødelagt, så hans hele og fine sjæl altid vil være med os. Jeg er ikke helt der.

Jeg har siddet alene på HPs værelse i dag, jeg er træt af alle de mennesker. Jeg har bare set dårligt tv, men jeg overhørte min mor, Frank, Peter, min faster og bededamen Lene snakke om begravelsen. De talte om gæster der kommer eller ikke kommer og om mit ønske om, at alle er velkomne. Peter roste et billede af Noam, som jeg har taget. Han roste min evne til at fange Noams ånd og mine evner til at tage gode billeder. Min mor fortalte dem om de ting hun har sagt til mig, Peter fortalte om nogle småting, han har snakket med Anette om logistik, tid og plads. De taler om alt det praktiske og hvad de føler. Jeg kan godt lide at vide hvad der foregår, og det gør mig rolig at lytte.

Det hele er så uvirkeligt.

Der er mange ting jeg ikke kan sige eller snakke med mine venner om, for jeg har ikke lyst til at smalltalke og tale om ligegyldigheder, men jeg har heller ikke lyst til at tale om Noam og om ulykken. Så jeg bliver tavs. Måske også fordi jeg føler, at de aldrig har kunne relaterer til hvad jeg har haft, hvordan kan de så på nogen måde forstå hvad det er jeg har mistet.

Vi skal tage stilling til, om vi selv vil klæde Noam på inden begravelsen på fredag, om vi vil holde hans døde krop, inden vi skal lægge ham i kisten. Vi skal også tage stilling til hvad vi skal komme ned til ham i kisten, og hvem der må se ham inden låget bliver lagt på.

Bededamen har forberedt os på, at han stadig har små kvæstelser og forandringer på kroppen, men at han stadig er hel og fin. Hun siger at det er nemmere at komme kisten i jorden, hvis man tydeligt har set, at der ikke er mere liv tilbage.

Vi har besluttet, at det kun er vores forældre, søskende og Andreas der kan se ham på riget fredag inden begravelsen. Jeg har besluttet, at jeg vil prøve at give ham sin natdragt på, og hvis jeg ikke kan, hjælper min mor og bededamen.  

Bededamen Lene vil gøre så meget for os som hun kan. Min mors kolleger har gjort pænt og klar på kirkegården. Anitamor og Jesper har leveret aftensmad til os, ligesom vores forældres venner, vores egne venner og deres forældre har gjort. Anitamor og Jesper står også for små sandwichs til begravelsen.

Jeg tænker dagligt på ulykken. Mit hoved gennemgår de små scenarier om og om igen. Stenen som vælter. Øjeblikket hvor det går op for os, hvor slemt det er. At vi fjerner stenen og trækker ham væk. Den slatne krop, blodet, øjnene. Vores råb, vores panik. Manden, menneskene. Mine tanker bliver mest ved med at fører mig tilbage til øjeblikket hvor det går op for Benjamin og mig,  at vores søn ligger under den sten og er knust. Jeg kan hele tiden hører Benjamin råbe “NEJ NEJ NEJ” og mig selv råbe “Han er død”. Jeg kunne se det levende forsvinde fra hans krop. Jeg kunne mærke tabet i min egen krop, i det han lå under den sten. Jeg kan se og høre ham dø fra os.

Jeg dagdrømmer så ofte om, at jeg nåede ind under den sten selv og nåede at råbe “FÅ HAM UD FORHELVEDE”, inden den knuste mig istedet. Vi drømmer om en glad fremtid sammen.

Jeg tænker af og til på Hemingways syv ords historie. Den passer på os.

Vi har været til psykolog i dag. Det er rart at åbne sig op over for nogle, som ikke har følelser i det, ligesom vores familie og venner har. Det er rart at åbne sig op i Benjamins selskab.

Jeg kan ikke rumme særligt meget støj på en gang. Hvis fjernsynet er tændt samtidig med der bliver støvsuget eller slået græs, og der også er nogle der snakker, så bliver jeg sur og forvirret. Jeg har lyst til mindre og mindre.

Jeg skal koncentrere mig om at gøre plads til Noam i min krop. Jeg kan ikke mærke ham. Jeg kan ikke mærke den kærlighed vi havde sammen, men jeg vil rigtig gerne. Jeg savner hans tilstedeværelse og at kunne rører ham.

Benjamin har insisteret på at køre sin Velo solex fra Solbakken til Søborg, så det har han fået lov til. Det fik os til at smile, da han kørte forbi os.

Alle folk vi kender sørger med os, men de sørger også for os - at vi får hvad vi skal bruge. Vi sørger, men mest om morgenen, for der er der stille. Resten af dagen er min mors hjem fyldt med venner og familie og al den omsorg og pleje som de kommer med.

Vi har haft mere besøg, men også holdt os lidt for os selv. Jeg har sovet alene mens huset var fuldt.

Vores venner er her. Vi har ikke engang skulle spørge.

Alexander passer ikke kun på Benjamin, men på hele Benjamins familie. Han laver kage sammen med Kasper og Nanna, for at få deres tanker ledt hen på noget andet.

William har kørt frem og tilbage fra Århus for at passe på Benjamin, samtidig med at han skal passe sin egen familie og sit job. Benjamin hygger sig med William, han har nemmere ved at åbne sig op overfor ham, og så nyder han at snakke om alt og ingenting med ham.

Mille, Johanne, Sofie og Nanna gør alt hvad de kan trods egne studier, planer og eksaminer.

Jeg ved vi er i mange menneskers tanker. Vi får dagligt blomster ind af døren og tekstbeskeder og kommentarer fra folk, der kun kendte Noam gennem billeder.

Andreas bruger det meste af sin tid på os. Han hjælper med praktisk papirarbejde, han har kontakt til advokaten. Han er sammen med os og vores familier.

Jeg har tænkt mig at fortsætte på instagram og vil prøve at gøre det til en hjælp for mig selv til at bearbejde det her. Det var noget jeg elskede at gøre, men jeg er ikke længere nogen Instagram-mor og jeg har gjort min profil privat.

19. juni 2016

 
ullykke.png
flashback.png
 

Skrevet d. 19 Juni 2016, om den 15 juni 2016

Solen skinnede, Benjamin og jeg var på vej til vandet ved Hellerup for at spise vores  medbragte hjemmelavede frokost-sandwichs inden vi hentede Noam i vuggestue. Vi kørte i bilen den sidste gang fra Jægersborg, hvor vi hele dagen havde kørt flyttekasser til kælderrummet i vores nye hjem. Jeg tog mig selv i at tænke, at det var en god dag.

Vi sad for enden af en villavej på kanten ud til havet. Uden at mågerne opdagede det, delte jeg mit brød med et par ænder der vraltede rundt foran vores fødder. Benjamin havde lyst til is, da vi havde spist færdig, men jeg var mæt, så vi aftalte at køre efter Noam tidligere end planlagt. Vi ville købe is med på vejen, som vi alle tre  kunne spise sammen, mens vi gik en tur på Vester kirkegård. Vi besluttede at gå tur i en anden del af kirkegården, end vi plejer for at prøve noget nyt, nu hvor vi alligevel havde bil og kunne køre derhen.

Vi købte is i Rema 1000. En pakke med tre stk. Det var varmt, så vi foldede min trøje om isene, lagde dem i skyggen i bilen og skyndte os mod vuggestuen. Ved vuggestuen aftalte vi, at Benjamin pakkede bilen med barnevogn og Noams motorcykel fra  morgens gåtur dertil, mens jeg gik ind efter Noam.

Jeg startede med at “tjekke ham ud” på Ipaden i fællesrummet. Jeg smilede af hans billede på skærmen, han var så lille på det foto.

Jeg gik til hans stue. Mit blik ledte efter ham et sekund blandt alle de andre lyshårede børn, men hans meget røde og nye t-shirt skar igennem. Hans hår var uglet og hans lange sokker hang om anklerne, så de små firkantede knæ var bare under de mørkeblå shorts. I det han så mig, satte han i et hop hen imod mig. Jeg satte mig på hug og hviskede til ham, at Far havde noget i bilen til os. Han løb afsted mod sit skab. Da jeg skulle til at sige tak for i dag og følge med min hoppende dreng, fortalte Charlotte at Noam havde bidt i dag. Jeg svarede, at vi arbejde på det derhjemme, hun svarede at det vidste hun godt, og at de også arbejder med det i vuggestuen. Det går åbenbart på tur, hvem der bider og hvem, der bliver bidt. Noam var blevet bidt dagen før og havde et stort tandmærke på sin overarm, det var Liva (Viva, som Noam kaldte hende).

Jeg takkede af og hørte Noam råbe “mig gave”, mens han pegede på sig selv. Jeg fortalte at der ikke var nogen gave, men at far ventede på os med is i bilen. Jeg mindede ham om, at han lige havde fået en ny t-shirt, som han havde på. Han fik sandaler og kasket på og skulle lige kigge i de andre børns skabe, inden han var klar til at gå. Han løb gennem institutionen og stillede sig på tæer for at åbne døren. Jeg tog sko på og hjalp ham ud. Da vi nåede til porten, spurgte jeg om han kunne se sin far, og jeg pegede på Benjamin, som satte sig på hug og åbnede armene. Noam satte farten op med et stort grinende ansigt. Vi satte os i bilen og snakkede om, at vi skulle gå en tur på kirkegården. Noam gentog ordet “kirkegår”. Han vidste godt hvad det betød, for det var noget vi gjorde ofte.

Vi parkerede bilen.  Jeg havde længe villet vise Noam denne del af Kirkegården, fordi det var et spændende og dejligt sted. Der er nogle lange stier af metal ovenpå græsset, som man kan løbe på. Han nåede at blive lidt utilfreds inden vi kom ud af bilen, men jeg hev pakken med is frem. Han sagde “mig lis, Mig lis”, og Benjamin sagde at han selvfølgelig nok skulle få is. Vi fik ham skubbet lidt ind til siden og fortalt ham at han skulle passe på, fordi der kunne komme biler, og gik så hen mod metalstierne uden at låse bilen. Isspisende og glade gik vi sammen afsted på de store gange ind mod  huset i midten af området. Der var et hul i hækken, hvor man kunne gå igennem ind til en stor dejlig græsplæne. Det var mig der viste vejen…

50 billeder tog jeg på kirkegården fra kl. 15.16 - 15.25

kl. 15.26 har jeg tre minutters telefonsamtale med min mor om gårsdagens tur, hun havde haft med Noam til Oldemor Gurli. Samtalen sluttede med, at jeg siger jeg vil lægge på, fordi jeg gemte mig for Noam, så han skulle finde mig, han gik videre. Det hele gik så hurtigt.

kl. 15.31 et opkald til 112 Fra Benjamins Telefon.

kl. 15.31 3 minutters telefontid. Jeg råber til min mor “Han er død”  Hun cyklede til traumecenteret med det samme.

Vi har flyttet gravstenenstenen væk fra ham.  Der er blod overalt. Ud af munden, ud af næsen og ud af øerne. Vi vender ham på hovedet, vi er stressede og forvirrede. Han er livløs. Jeg vil gerne bare holde om ham, men Benjamin bliver ved med førstehjælp. Benjamin prøver at forklare 112 hvor vi er og får instrukser i førstehjælp, mens han prøver at redde Noam.

En forbipasserende bliver involveret. Han går i chok, men får alligevel overtaget telefonen og holder den for Benjamins ører, så han kan få instrukser fra  alarmcentralen, imens han udøver førstehjælp. Jeg hører sirenerne og løber efter dem. Jeg råber på dem. Jeg har kort kontakt til en dame med en hund og spørger om hun har set en ambulance, det har hun ikke, så jeg løber videre. Sirenerne er hele tiden forskellige steder omkring mig. Jeg råber alt hvad mine forpustede lunger kan. “HEER, vi er her. Hjælp!” En Personbil forstår situationens alvor og dytter højt, mens den kører tættere på mig. To skolepiger på cykel stopper op et stykke fra mig. Jeg siger, at de ikke skal være en del af det her og vinker dem væk. En kirkegårdsarbejder kommer hen til mig, og jeg spørger ham, hvordan en ambulance kan komme ind til Noam og Benjamin og den fremmede mand inde i midten af haven. Han er uforstående, ubehjælpsom og langsom. Hans svar er bare, at det kan ambulancen ikke. Personbilens dytten hjalp, for ambulancen kom frem til mig. Redderne hopper ud, jeg peger, de skynder sig at få mig ind i bilen. De kører op på jernstien og ind over græsset ligeglade med kirkegårsarbejderens ord. Jeg viser dem resten af vejen ind gennem hullet i hækken. Falckredderne tager over. Politiet er der også. De skubber mig og Benjamin til hver sin side. Jeg kan ikke mærke noget inden i. Jeg kan bare se Benjamin stå og slå til et træ. Jeg står ved politimanden. Vi forlader stedet, vores ting ligger tilbage.

Noam døde kl. 15.31, da gravstenen væltede.

Kl. 15.49 i politibilen en telefonsamtale med min mor. Hun venter på os i traumecenteret på Riget.

I politibilen med udrykning på vej mod Rigshospitalet gennem København i myldretid. Jeg tænkte kun på at dø. Inde i mit hoved forestillede jeg mig, at vi kørte galt i farten, drejer rundt i luften og lander på taget. Sort. Kaos og myldretrafik udenfor.

Min søn er død, jeg ved det. Jeg så det. Det eneste vi kan forvente, er at få det bekræftet af lægerne.

Hvis Benjamin tager sit eget liv, tilgiver jeg ham aldrig.

Noam
Født 08.03.14
Døbt 14.06.14 af bedstefar Peter
Død 15.06.16
Begraves 24.06.16

19 juni 2016

Vi har været tilbage i lejligheden for at hente tøj til os selv samt Noams tøj og ting til begravelsen.

Vi har valgt at Noam skal i en natdragt og puttes med et tæppe hans oldemor, min mormor, har strikket til ham. Han skal også have en dyne med et dynebetræk, som både jeg og mine brødre også har brugt, da vi var små. Han skal have sangtekster: mester Jacob, Hjulene på bussen og Bjørnen sover, og nogle af de sange han selv kunne synge. Han skal have sit sovedyr, legetøjsdyr og noget lego.

Vi har valgt at beholde hans dyne og et af hans sovedyr med navn på. Vi sover med hans dyne.

Vi er begyndt at være bange for billederne vi har i hovedet, fordi vi nu har fået nogle timers pause fra dem indimellem og hver gang frygter for deres tilbagevendelse.

Vi har snakket om, at vi en dag skal bruge ulykken og vores sorg til noget konstruktivt.

Vi er bedøvet af de beroligende medicin, og vi sover natten igennem med hjælp fra indslumringspillerne.

Til aften grinede vi. Benjamin grinede, han havde sine venner hos sig.

Benjamin ønsker sig kærlighed, han ønsker at give kærlighed. Han vil gerne have børn. Han siger, han vil give mig alt hvad jeg drømmer om. Jeg vil have en hund og en baby.

Inden sengetid kunne jeg i mit hoved høre Benjamins reaktion, idet det går op for os at gravstenen er væltet, og vores dreng ligger under den. Han råber “Nej, nej nej, nej!”. Vi flytter stenen, det går stærkt. Jeg råber “Han er død, han er død!”



18. juni 2016

 
kirkegården.png
ullykke.png
 

Blomster?

Vi har været ude og vælge hans gravplads, min mor viste os rundt og fandt stedet til os på Holmens Kirkegård. Vi har været hos bededamen. Noam skal have en lille hvid kiste i træ med træhåndtag. Han skal begraves fredag d. 24. juni i Flintholm kirke af Benjamins far, og han bliver kørt til Holmens Kirkegård bagefter, hvor han skal sænkes i jorden. Min mor skal passe på ham derinde.

19/06 søndag: Lejlighed kl. 10
20/06 Mandag: vuggestue kl. 12
21/06 Psykolog kl. 13
22/06 Tirsdag købe tøj med pigerne kl. 9.30
23/06 onsdag ?
24/06 Torsdag Begravelse
25/06 Fredag ?

Død på Valdemarsdag
Begraves Sankthansdag

“Jeg vil resten af livet være dybt taknemmelig over at have været Noams Mormor i 2 år og 3 måneder.”

Jeg sad alene udenfor i to timer i morges mens de andre sov. Jeg ville ønske at jeg kunne mærke ham, at han var i vinden, i skyerne, i træerne og i fuglene. Han skal være hos mig.

Vi er så udkørte.

Jeg må ikke være alene med mine tanker.

Benjamin er ødelagt. Han har værre billeder i hovedet end jeg har. Han ser al blodet og han hører al blodet. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget, men han har lovet mig at blive god igen.

Jeg får kuldegysninger hver gang jeg hører sirener.

Min søn er død. Den sten knuste ham på stedet. Det er så uretfærdigt. Det var så voldsomt.



17. juni 2016

 
psyko2.png
ullykke.png
 

Krisepsykologer Anne og Palle kl. 15.30

Hver gang jeg er alene eller lukker mine øjne, og mine tanker får frit spil, så ser jeg den sten vælte. Om og om igen. Jeg ser stenen knuse ham. Tænker hvad jeg tænkte på dette tidspunkt og hører mig selv råbe “HAN ER DØD”.


Benjamins liste. Ting han gerne vil:

  • Tatoveres — Have Noams minde på sin krop

  • Se sine venner

  • Ligge i sofaen med sin dyne mens der er folk omkring ham

Vi har smilet af gamle historier og minder i dag.