2. juli 2016

 
uvenner.png
kedafdet.png
 

Vi var tidligt oppe og igang. Min mor fortalte, at der var en 20-årig kvinde, der var død på Roskilde Festival af vejrtrækningsproblemer. Hun slog det op på tekst-TV. Det lød forfærdeligt tragisk. Jeg kan lige forestille mig panikken i folkene omkring, i det de oplevede døden, men jeg kan mærke min distance til denne kvindes død. Ligesom det var for dem, der læste om Noams død, er denne historie, for mig, bare en overskrift med en trist historie, og så går livet videre.

Vi tog til Jægersborg. Min far kom med en stor reol fra DBA, som skulle samles. 105 lægter og tilhørende lange dyvler, som udgør reolen, blev slæbt op. Min far tror ikke på, at det vil lykkes os at samle den, og han har lovet at betale vores køleskab, hvis vi gør det. Jeg ville ikke være en del af samarbejdet, for det ville min tålmodighed ikke kunne håndtere. Så imens Benjamin, Anders og Peter samlede reol, og min mor og Anette kørte til vores gamle lejlighed for at ordne det sidste, tog jeg og min far på loppetur.

Det var rigtig rart at være på tur med min far. Det gør altid noget godt for mit fokus at kigge på genbrug og loppeting. Det giver mig lidt ro fra alt andet for en stund. Vi spiste flæskesvær på vejen hjem.

Da vi kom tilbage til Jægersborg, var reolen samlet. Det er en rigtig god reol. Frank pudsede vinduer, og Benjamins morfar var kommet forbi for at kigge og give os en indflytningsgave. Min far kørte videre på arbejde.

Jeg kørte med min mor i Røverkøb og en tur i Menu, hvor vi købte ind til lidt frokost. Jeg mødte en mor til en folkeskolekammerat. Vi snakkede kort. Hun var klar over vores situation og kondolerede. Det var meget mærkeligt at skulle snakke om det tilfældigt og offentligt. Hun var berørt. Jeg gjorde mig umage for at forholde mig roligt og holde hovedet koldt, så jeg ikke blev ked af det dér midt i Menu. Min mor gik i forvejen for at nå hjem og lave frokost klar.

Jeg ville købe en graviditetstest, men det havde de ikke i Menu.

Min far kom forbi til frokosten i Søborg, han kunne lige få det til at passe ind imellem arbejdsopgaverne. De andre kom tilbage fra Jægersborg.

Min mor og Frank tog tilbage til lejligheden i Jægersborg for at ordne videre, imens Benjamin og jeg sov og så TV. Jeg vågnede og var vred.

Nanna kom med lækker aftensmad i dag. Fisk i fad. Vi spiste hos Anders og Anette.

Alle er så hjælpsomme og flinke med alt og især med flytningen lige nu. Vi får hjælp, penge og gaver. Det er meget overvældende. Min far giver os et køleskab, min mormor giver os et komfur, Benjamins mormor og morfar gav os penge og vores forældre giver al deres tid og arbejdskraft. Andreas giver al sin tid og hjælper på alle de punkter, han kan, med det kendskab han har, Oliver, som er frisør, kom og klippede Benjamin. En tømrer har ordnet et par dørtrin i vores lejlighed, og advokaten er gennem ham. Vores venner og veninder bruger deres tid på os og sørger for vores aftensmad. Min faster koordinerer madplanen og kommer på besøg med frugt og kage.

Mit humør bliver dårligt i aftentimerne. Lige meget hvor lidt eller hvor meget jeg har lavet i løbet af dagen, eller hvor godt eller dårligt jeg har haft det, så har jeg det rigtig svært om aften med aftensmad og gæster. Jeg trækker mig oftest hurtigt tilbage.

Jeg og Benjamin blev sure på hinanden i løbet af aftenen. Det det handlede lidt om indretningen, men egentlig handler det nok mere om noget andet, måske mest om udmattelse. Vi lå vrede ved siden af hinanden. Jeg hader at falde i søvn vred. Jeg kiggede på Benjamin igen efter lidt tid og kunne se en tåre. Jeg spurgte om han var træt, eller om han var ked af det. Han var ked af det. Jeg trøstede ham og kunne ikke selv lade være med at blive ked af det.

Vi savner Noam så meget, men vi snakker sjældent om det. Vi prøver istedet at fokuserer på noget andet, og vi er sjældent bare er os to, fordi vi har svært ved bare at være os to. Vi elsker ham så højt, og han er hele tiden i vores tanker.

Benjamin var så god en far. Alt hvad han gjorde for Noam og for os, og hvem han gjorde Noam til, det er uvurderligt. Jeg ville ønske, at jeg kunne bytte plads med Noam, så ham og Benjamin kunne leve videre sammen. Noam ville blive det bedste menneske.

Jeg tog min indslumringspille. Jeg synes den er forfærdelig. Jeg kan mærke den i halsen, og smagen er der stadig om morgenen, men den virker.

28. juni 2016

 
drøm.png
uvenner.png
 

Vi har sovet fint. Jeg drømte at nogen forærede mig et spædbarn.

Jeg stod op og kom i bad. Johanne kom forbi og spiste morgenmad med os. Benjamin gik på værelset for at spille computer. Andreas kom kort efter og gik op for at være sammen med Benjamin og for at forberede eksamen.

Jeg har det bedst med at være sammen med én god veninde af gangen. Hvis der er to eller flere, bliver jeg tavs og sætter fokus ned i min telefon.  

Johanne og jeg gik op for at sende en lampe jeg havde solgt og endte i Lions Genbrug. Vi kom hjem med både rammer, lamper, et spejl, en vase og en stempelkande - flest ting til Johannes hjem. Det var hyggeligt at gå rundt og kigge på ting, det fjerne mit fokus fra omverden at kigge efter genbrug. Det virker en smule afslappende.

Hjemme kiggede vi på fotos og film af Noam.

Jeg blev hentet i bil af Ida, som kom direkte fra sit arbejde. Vi kørte til deres lejlighed på Nørrebro og startede med at lære hinanden lidt at kende ved at fortælle, hvad vi har især laver til dagligt. Ida er lærer på en specialskole og bor på Nørrebro sammen med Erik, han er far til Anna og Clara, som jeg har kendt lige så længe jeg kan huske. Ida har to store sønner i trediverne og en hjemmeboende søn Christian på 16 år. Så har hun også Frode på evigt halvandet år, som hun mistede i en bilulykke, hvor hun selv var fører af bilen. Hendes bil skred og det gik værst ud over passagersædet hvor Frode sad. han blev skadet i hovedet og på halsen. Hun fik rakt ham ud af vinduet til en, der var kommet for at hjælpe, men han døde efter få vejrtrækninger. En forfærdelig og trist skæbne.

Det var meget stille og roligt. Vi sad i deres ene stue, og jeg begyndte at fortælle om hvad der var sket.

Jeg spurgte ind til den langsigtede sorg, for hvor længe skal jeg være her? Jeg kunne forstå på hende, at hun lever og har det godt, men samtidig lever hun stadig hver dag med en dyb sorg. Det skræmte mig egentligt ikke, for jeg har mistet, og der findes ikke noget værre end at miste sit barn, men jeg ser frem til at kunne leve med det. Hun viste mig et billede af Frode og gav mig en lille grøn sten, som Frode fik på sin dåbsdag med et lille brev til. Det var en meget fin og personlig ting at give videre. Den blev jeg rigtig glad for, og jeg var rørt over at hun ville give den til mig.

Hun kørte mig hjem igen efter to timer og sagde, at hun ville ringe igen.

Min mor havde besøg af Kirsten og Lærke. Benjamin og Andreas havde færdiggjort eksamen. Alexander havde også været forbi.

Aftensmaden foregik samlet. Vi spiste hjemmelavet vegetarpizza.

Jeg har ikke set eller talt et ordentligt ord med Benjamin i dag, selvom vi har opholdt os i det samme hus det meste af tiden. Han har spillet computer og forberedt eksamen, imens jeg har lavet mit. Vi har sagt få dårlige ting til hinanden og havde ikke noget at sige til hinanden, da vi lå i sengen om aftenen. Vi faldt i søvn irriteret på hinanden og uden overskud. Det er svært at være i vores forhold, for vi har meget kort lunter, og vi kan ikke forudse eller gennemskue hinandens irritations punkter.

Jeg har brug for Benjamin.


27. juni 2016

 
kedafdet.png
psyko2.png
uvenner.png
 

Vi har sovet længe i dag (kl. 09.40), men jeg sover ikke tungt i morgentimerne. Jeg rumsterer rundt og tvinger mig selv til at holde øjnene lukket og blive liggende.

Nanna  og Johanne kom forbi med is om formiddagen, Andreas var der også. Det var rigtig rart bare at sidde sammen i haven.

Jeg får hele tiden spørgsmålet “Hvordan går det?”. Det virker oftest som om spørgsmålet stilles som en standard-høflighedsfrase, for når jeg som oftest svarer “fint”, bliver mit svar accepteret. Andre gange nuancerer jeg mit svar, hvis jeg mener den spørgende kan tåle bare en brøkdel af sandheden, og fortæller at det går op og ned. Det går bestemt ikke fint. Det går op og ned. Det går mest op når den beroligende pille virker, og når jeg er sammen med nogle, jeg har lyst til at være sammen med. Ellers går det mest bare ned. Det meste foregår faktisk på bunden.

Vi har været hos psykologerne i dag, og det var hårdere end de andre gange. Jeg var mere ked af det og græd mere, end jeg har gjort før, mens Benjamin var mere fattet. Han er begyndt at åbne sig op og fortælle om nogle gode ting. I dag handlede det om begravelsen, vores tanker, hvordan vi har det og om den vrede jeg føler omkring et erstatningsbeløb og hele den sag. Psykologerne spurgte ind til gravstedet, og så talte vi også om sommerplaner.

Jeg føler, at folk tænker jeg er den stærke, og at jeg derfor skal tage hensyn til Benjamin, når han har det hårdt. Det er svært. Benjamin føler at alle er over ham. Han synes det er hårdt med al den omsorg, som omhandler berøring. Han kan ikke udholde flere hænder på skuldrene, nusning på ryggen eller en kærlig hånd på låret. Han har fortalt mig, at det kun er mig, der må drage omsorg om ham med berøring.

Jeg har ikke ville besøge graven, fordi jeg har ikke vil se alle de visne blomsterkranse fra begravelsen på Noams grav.

Det er hårdt at være til psykolog. Jeg har været vred, og jeg og Benjamin er lidt uvenner. Vi har svært ved at rumme hinandens små ting.

Jeg har generelt svært ved småting. Jeg kan ikke rumme spørgsmål, hvor jeg skal tage stilling til noget, ikke engang bare små ting. Jeg bliver spurgt om hvad jeg har lyst til, om vi skal det ene eller det andet, om den spørgende skal være her eller der, gøre sådan eller sådan. Jeg ved det ikke. Jeg er ligeglad. Jeg har ikke lyst til noget. Jeg har mistet min 2 årige søn, og der er intet I kan gøre.

Jeg har sovet.

Vi har endelig modtaget overdragelseskontrakten til lejligheden, og den er videresendt til banken.

Vi har spist burger sammen med Anders og Anette, men mit humør var stadig dårligt, og jeg er stadig uvenner med Benjamin.

Jeg har siddet på en kedelig tilfældig bænk i Søborg og været ked af det. Jeg er træt af ikke at kunne håndtere mig selv eller være mig selv. Når man mister et barn, mister man meget mere end bare det fysiske barn. Vi har mistet vores humør, vores søvn, vores forstand og vores samvær. Vi har mistet vores kunnen til at gide noget, vores kunnen til at være alene og vores kunnen til at klarer en hverdag. Jeg føler mig som en doven teenager med konstante humørsvingninger - primært vred. Jeg ved at jeg er en voksen kvinde, en mor uden et barn og uden et formål for dagen, med en dyb sorg som jeg ikke selv forstår endnu, men som jeg skal leve med resten af mit liv.

Jeg kom til at tænke på mig selv som helt gammel ligesom min oldemor. Selv i den alder vil jeg stadig mangle et barn. Det kan blive et meget langt liv uden Noam. Jeg har svært ved at forstå, at det er permanent. Jeg forstår ikke, at det skulle ske for os.

Jeg har ringet til Ida og vi har aftalt at ses i morgen.

Jeg har lyst til bare at gå i seng, men jeg har allerede sovet nogle timer i løbet af dagen, og jeg har ikke lyst til at have nogle vågne timer i nat. Jeg har overvejet at tage en ekstra sovepille. Jeg er ikke ude på at tage mit eget liv, selvom rigtig mange ting ville være lettere for mig, men ikke for nogen andre. Den her tid handler om Noam. Min og alle andres sorg handler om Noam. Han skal have vores kærlighed og vores opmærksomhed, det kunne jeg ikke finde på at afbryde med en dramatisk død. Tænk hvis Benjamin tager sit eget liv og efterlader mig her alene i sorgen. Jeg ville ikke kunne tilgive ham.

Noam var min dags højdepunkt. Noam var al min glæde. Noam var hele mit liv. Noam var det smukkeste og det bedste jeg har udrettet. Noam var mit ønske, han var min drøm og min virkelighed. Noam var min gode side. Han var mit livsstykke, min ballademager, min stolthed. Noam var for god til at være sand. Noam var uperfekt og perfekt. Han var selvstændig og stædig. Han var et barn og ubekymret. En sjældenhed. Særlig. Noam var udspekuleret og klog. Han var fræk og humoristisk. Han var kram og kærlighed. Han var min og han var vores lille kærlighed. Vores fælles kærlighed. Familie.

Jeg går og drømmer om, at vi lige præcis nåede at lave en lillebror eller - søster inden ulykken, så jeg kunne have en baby inde i maven nu, og vi havde noget at se frem til.