17. juli 2016

 
 

I dag skulle vi mødes med advokaten for første gang. Vi skulle tale om erstatning og om en artikel til avisen. Jeg vidste, at det ville blive et rigtig hårdt møde, men jeg så også frem til at møde advokaten og høre, hvad hun havde at sige, frem for at det altid går igennem Andreas. 

Advokaten havde masser af energi. Hun virkede dygtig, havde nogle gode vinkler på sagen og nogle planer om, hvordan der kunne blive lagt pres på Københavns kommune. Der skulle skabes opmærksomhed på det, de har sagt, om at de gerne vil gøre noget for os, men endnu ikke har taget kontakt til os eller gjort noget. Hun har planlagt en føljeton i Berlingske med forskellige fokuspunkter. Det var et langt og hårdt møde. Jeg kunne mærke uroligheden.

Når vi snakker om ulykken, Noam eller andre emner jeg synes er ubehagelige, så banker mit hjerte  hurtigere og tungere. Min krop bliver urolig, mine hænder bliver svedige, og jeg kan ikke holde fokus. Jeg kigger væk, ofte ned i min telefon. 

Clara kom forbi, lige inden mødet var slut. Jeg var træt og havde ikke meget lyst til at lave noget, men Clara var også træt, hun havde været i byen, så vi kunne være trætte sammen. 

Benjamin var rastløs efter mødet og ville lave noget. Han tog på tur med Andreas. De kørte til hans mors kælder, hvor han havde en flyttekasse med gryder og knive, som han gerne ville forærer os.  Imens de var på tur, lå jeg i sengen og så skattejægerne. Jeg er begyndt at gennemgå ulykken trin for trin, og hver en detalje, i mit hoved, som om jeg fortæller det til en anden uvidende. Stadig mildere end virkeligheden, som om jeg øver mig. 

Johanne kom på besøg, og Benjamin og Andreas kom tilbage. Vi kørte sammen til lejligheden, hvor vi spiste lidt kringle, som Johannes svigermor havde bagt. Alexander kom på kort visit. 

Vi skulle til Søborg for at spise aftensmad. Vi skulle have burgere. 

Benjamin og jeg har været irriteret på hinanden, og sure, selvom vi ikke har brugt særlig mange timer af dagen sammen. Han mener, at han kan bede mig om at falde ned, eller sige at jeg er nærtagende, Måske er det lidt for sjov, men hvis jeg kommer med en kommentar eller et svar tilbage, som måske rammer ham på et ømt punkt, så bliver han sur. Jeg mener, at han skal kunne se, at jeg siger tingen som forsvar, fordi jeg ikke mener, hvad jeg siger af grove kommentarer, og han mener, at han siger tingene til mig for sjov, hvilket jeg ikke kan se. Så det skaber konflikt. 

Andreas blev kørt hjem, og Johanne cyklede afsted. Det var sent.

16. juli 2016

 
noam.png
 

Inden jeg vågner, sover jeg ikke helt. Jeg tænker. Jeg tænker meget på Noam. 

Benjamin skulle bruge en ny skjorte, så vi kørte til Lyngby. Han fandt ikke en skjorte, men en kedel fra Le Creuset til vores komfur, som han købte i stedet. Vi kørte til lejligheden bagefter. 

Anette kom med lidt frokost, og efter hun var gået, kom min mor og Frank med resten af vores stueplanter. 

Vi skulle stå for aftensmaden i dag. Jeg havde besluttet, at vi skulle have friske forårsruller. Det var vores første aftenssmåltid i en måned, som blev lavet i huset. 

I Søborg gjorde jeg klar til aftensmad, mens Benjamin og Andreas kørte lidt på tur. Efter maden snakkede vi om Noam. Min mor nævner ofte, at det er vigtigt at vi husker at tale om Noam og tør tale om, at vi har mistet ham. Benjamin var ked af det, mens der blev snakket. Jeg ved endnu ikke, om jeg skal snakke om Noam i nutid eller i datid. Jeg ved, at jeg skifter imellem tiderne, når jeg fortæller om ham, men det er fordi, det virker så voldsomt kun at tale om ham i datid. Han har lige været her. Alle de ting han kunne og alle de oplevelser, vi havde sammen, var så nye og kan ikke allerede være fortid. 

Andreas fremlagde lidt om vores sag og det kommende møde med kommunen. Det er blevet foreslået, at der skal skrives om os og om ulykken i avisen. Vi diskuterede, hvorvidt der skulle et billede med. Benjamin vil ikke blande Noam ind i det, så hvis der skal billede med, skal det kun være af os. Ingen af os er særligt vilde med ideen, men jeg ved at billeder hjælper til den kamp, vi gerne vil vinde. Billeder forstærker følelser og forståelse.

Vi så serie og spiste is.

15. juli 2016

 
psyko2.png
 

Jeg vågner altid tidligt og skal tisse, men kl. 6 gider jeg ikke at min dag skal begynde, for så bliver den alt for lang, så jeg tvinger mig selv til at blive liggende og holder bare øjnene lukket. Det virker som regel. I dag var jeg først oppe kl. 10 trods rumsteren. 

Det er i dag en måned siden, at vi sidst har haft en lykkelig dag, følt lykke og følt os lette. Det er en måned siden, at vi sidst delte vores kærlighed, delte en is og nød hinandens selskab.Det er en måned siden, at vi oplevede det værste, der kunne ske. Det er en måned siden, at vi ikke vidste, hvad det ville sige at føle smerte. Det er en måned siden, at vi levede, som vi ønskede. Det er en måned siden, at vi mistede vores et og alt. Det er en måned siden, at livet blev taget fra Noam. Vores Noam døde fra os for én måned siden. 

Det er en lang måned siden men stadig kun en måned siden, vi var samlet. En dag vil vi se tilbage på tiden. Vi vil tælle månederne og årene resten af vores liv. Vi får aldrig Noam at se igen. 


Noam 08.03.14 - 15.06.16


Vi har boet hos min mor i en måned. Gad vide hvornår vi skal bo bare os. Jeg er ikke klar endnu.

Kl. 13 skulle vi være hos psykologerne.

Vi snakkede lidt om hvordan vi har det med spørgsmålet “hvordan går det?”. Vi synes, det er rigtig svært at svare på, og det går, men det går jo ikke. Vi fik fortalt, at det tager 6-12 måneder, før man normalt begynder at have det bedre og begynder at være i stand til at sørge. 

Efter psykologerne kørte vi omkring byen for at bytte Benjamins ur, der gik i stykker i går. Det var en god tur, fordi det var en flink og hjælpsom medarbejder. Vi kørte om McDonald’s på vej til Jægersborg, hvor vi skulle samle sengen og ordne lidt videre. Vores hjem føles ikke som vores, selvom det nu indeholder alle vores ting. Det er et smukt hjem, et hjemligt hjem, men det mangler livet. De små skridt der skulle løbe hen over gulvet. Al balladen og larmen. Der kommer til at gå lang tid, før vi føler os tilpas i vores nye hjem. Vi føler os ikke tilpas nogen steder. 

Min far og Eline var kommet på besøg i Søborg. De gik inden vi skulle spise, så vi var bare fire til bords. Vi spiste rester. 

Min fars tilstedeværelse eller mangel på samme gør mig ked af det. Jeg troede, at mit og min fars forhold var noget andet end det anstrengte forhold, han ellers har til familie. Vi er normalt tætte, selvom han ofte ser familien som en belastning og kun lige holder den allermest nødvendige kontakt. Det er ikke så sort/hvidt, men han har slet ikke været her, fordi han synes, det er hårdt. Det, synes jeg, er hårdt. Jeg har fortalt det til Benjamin. Han synes, at jeg skal sige noget til ham, ellers vil han gerne eller bede min mor om det.

Aften sluttede tidligt med cheesecake og Downton Abbey.

Benjamins kusine Natascha er en dygtig hækler, og hun har lavet en opskrift på et næsehorn, hvor pengene fra salget går til os. Det er bare en rigtig fin gestus. 

Det gør mig træt og ked af det resten af dagen, når vi har været hos psykologerne. Det er rigtig hårdt, men jeg ved, at det vil hjælpe os, så jeg holder ud.

14. juli 2016

 
advokatogsag.png
 

Jeg har sovet dårligt og været vågen flere gange. Jeg kunne ikke ligge stille på grund af alle mine forskellige tanker. Jeg tænkte rigtig meget på Noam og på ulykken, og så tænkte jeg på vores kommende barn. Jeg havde ondt i maven. Dagen var hård fra start af, og vi havde ingen planer.

Jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal begå mig på de sociale medier. Siden ulykken har jeg ikke besvaret beskeder fra folk, som jeg normalt ikke taler med i hverdagen. Hvordan har folk det med, at jeg kommenterer eller liker, hvis de overhovedet tænker noget om det? Må jeg gerne være ked af det? Hvornår er jeg for ked af det, og hvornår gør jeg mig selv gladere, end jeg er?  

Kl. 14.00  havde vi stadig ikke lavet noget. Jeg var bare virkelig træt, kvalm, og jeg føler mig tyk. Sammen med Noam gjaldt det bare om at komme ud af døren fra morgenstunden, om at vi var beskæftigede, så han kunne brænde krudt af. Vi fandt altid på noget. Jeg elskede det. Nu skal vores turer have et formål, ellers giver det ingen mening at gå ud af døren. Jeg hader det. 

Andreas kom, efter han havde været til møde med advokaten. Han fortalte, at de havde gennemgået alle skrevne artikler, der omhandler ulykken, fordi de vil gøre brug af medierne, for at få kommunen i tale. Kommunen bliver ved med at udskyde møder og trække tingene i langdrag. Det gør mig helt vildt vred og ked af det, fordi de siger, at de vil gøre hvad de kan for at hjælpe. Selv i medierne, men vi har intet hørt fra dem. Hvorfor vil de ikke redde os?

Vi kørte i Ikea for at købe en seng. Det var ikke helt nemt med at leje trailer og op til 2. sal, men det lykkedes  at få den mast helt ind i vores lillebitte soveværelse. Vi kørte ind omkring byen for at hente dagens aftensmad, som Andreas’ ven Phillip havde forberedt til os, så vi kunne tage den med til Søborg. 

På nettet handler det hele om Pokemon Go, det bliver diskuteret om man må kysse sine børn, også er Emilie forsvundet fra Korsør. Jeg er træt af folk og deres. Kys for helvede jeres børn! Go Pokemon Go og find så den pige, helst i live!

Der kom gæster efter maden. Nanna, Marcelle og Christian kom. De havde kage med. Marcelle spurgte til, hvordan det går. Vi fik fortalt lidt. Det er sjældent, folk spørger.

Jeg var træt da vi gik op, men vi fik set et afsnit Downton Abbey, som vi er begyndt på.

13. juli 2016

 
 

Vi havde inviteret Alexander og Andreas til morgenmad, så vi havde været oppe for at købe lidt ind. Alexander gik umiddelbart efter, og vi andre kørte til lejligheden bagefter. Vi sad bare i vores nye stue og snakkede lidt. 

Vi tilbød at kører Andreas hjem, fordi vi alligevel skulle gennem byen, for at afleverer vores nøgler det gamle sted. Det blev et hurtigt farvel, da han hoppede ud af bilen ved et busstoppested. Han vinkede til os, indtil vi ikke kunne se ham mere. 

Da vi ankom til Rektorparken, havde vi meget lidt lyst til at være der. Vi var enige om, at der skal gå lang tid, før vi skal tilbage igen. Vi var kun kort i lejligheden. Bagefter bankede vi på hos Leif for at afleverer nøglerne. Han inviterede os ind på sit kontor til en lille snak. Han er en god mand og en sjov type. Da vi gik derfra, snakkede vi om, at det var blevet en simplere afsked med lejligheden end vi havde regnet med, men at der stadig skal gå lang tid, før vi skal tilbage.

Vi spiste frokost, da vi kom tilbage til Søborg. Benjamin gik hen til sine forældre. 

Dagen har været simplere end andre i mit hoved. Det er som om, jeg har været optaget af nogle andre ting. Det har været rart med en lille pause. Det føles forkert på en måde, og jeg ved, hvordan de dårlige tanker og følelser kommer væltende tilbage når som helst. 

Jeg brugte resten af dagen på at se TV. Min faster stod for aftensmaden i dag. 

Jeg ved ikke, hvad der gør den ene dag mere simpel end den anden.